Frans Jacobis rejseminder viser det almene i det tilsyneladende private
KUNST
Frans Jacobis seneste udstilling Caribic er, som titlen antyder, blevet til under inspiration fra en nyligt foretaget rejse til Caribien. Dermed fortsætter den også Jacobis serie af værker om rejsen - eller rettere, om hvad man kan kalde rejsens steder. Det er nemlig ikke selve bevægelsen der interesser Jacobi, snarere stilstanden og gentagelse, som den ses udtrykt i hotelværelset.
Rejseminder
Hotelværelsets upersonlige rum har dannet basis for en lang række af Jacobis ruminstallationer, fra de tidligere meget fyldte rum til de mere spartanske, minimale antydninger af rum som Jacobi har præsenteret os for i de sidste par år: Med enkelte hverdagsgenstande og lydspor med popsange formår Jacobi at antyde konturene af en mulig identitet, af et liv som kan leves, eller er blevet levet i disse rum. Det seneste skyd på stammen, Caribic, er ingen undtagelse. Jacobis udtryk er blevet om muligt endnu mere minimalt og antydningsvist, men langt fra mindre suggestivt. Caribic består af en serie fotografier i det første rum, en lydinstallation i det andet, og endelig en serie farverige akvareller i det tredie. Fælles for alle tre dele, er naturligvis hvordan de antyder en caribisk stemning - farverne, lydene, varmen osv.
Men også hvordan de antyder rejseminder i det hele taget: Hvordan vi mindes rejser i fragmenter via souvenirs og snapshots. Det er således ligeså meget kategorien rejseminder, der er Jacobis undersøgelsesområde, som det er selve rejsen.
Og de forskellige dele af udstillingen fungerer faktisk som enten souvenirs eller snapshots. I lydinstallationen kommer lyden op af en krukke købt i Caribien - den er altså ikke egentlig skulpturel, men fungere snarer strukturelt i forhold til kategorien rejseminder. Genstanden er ikke unik i sig selv, men kun gennem de egenskaber vi udstyrer den med, eller gennem de historier vi kan fortælle omkring den. Og sådan fungerer Jacobis værker oftest, som omdrejningspunkter for en historie. Men som sagt antyder han blot konturene af historierne. De er uden plot og persongalleri og består udelukkende af kulisser og en derigennem antydet stemning.
Antydningens mester
Dette kommer tydeligst til udtryk i fotoserien - Jacobis snapshots - der består af en affotografering af det samme motiv og samme indstilling, sengen i hotelværelset, taget hver morgen i samtlige rejsens dage. Og her viser Jacobi sig sandelig som antydningens mester: Sengen er tom, men tydeligvis krøllet efter en nats søvn eller hvad ved jeg (!) - vi får ingen handling men kun sporene derefter. Man kan så fantasere over, hvem og hvad der har været i sengen. Det personlige bliver til noget alment, eller som en bekendt af mig bemærkede er det forbløffende ved disse billeder, hvordan Jacobi formår at være privat uden at være personlig. Og det er netop Jacobis fortjeneste, at han formår at henvise til subjektiviteten som noget upersonligt, som en konstruktion med ganske bestemte tegnsætninger. Tegnsætninger som dem vi finder i Caribic.
*Frans Jacobi: Caribic. Stalke Kunsthandel, Vesterbrogade 14 A, Kbh., on.-fr. 13-18, lø 11-15, t. 24 sep.
