Læsetid: 3 min.

Dumhed og skæbne - ve os!

27. september 1997

Vellyket borgerskabs-satire på Jomfu Ane Teatret

Teater
Jomfru Ane Teatret har endelig - i sin 31. sæson - opnået en brugelig kommunal støtte, så man både har kunnet fastansætte et begrænset spillerkorps og aktuelt set sig i stand til at producere hele tre egenforestillinger i 97-98. Og mere vil følge. Det er bare helt fint.
Med en vis spænding imødeså man da sæsonens første forestilling, Max Frisch's Biedermann og brandstifterne fa 1958, for hvilket betydningsrum kunne denne efterkrigs(halv)klassiker mon indgå forpligtende i her og nu?
Historien i stykket vil være mange bekendt. At spidsborgeren Biedermann i kraft af angst, dårlig social samvittighed og dumhed selv indlader de grumme brandstiftere i sit pæne hus og sluttelig betaler prisen, han overlader dem ovenikøbet selv de fatale tændstikker.
At Biedermann er en allegori over borgerskabet og fascismen er evident, selvom Frisch med en finte til læremesteren Brecht har kaldt den "et lærestykke uden lære". Hvad der overrasker mest i denne velspillede opførelse, er dog, at allegoriens stramme greb ikke forhindrer stykkets egen konkrete stoflighed i at udfolde sig frit og frodigt. Der er glimrende schwung i beskrivelsen af bedsteborgeren - der vel både har træk af en Biedermeier og en Jedermann - som selv ikke har helt rent (økonomisk) mel i posen og bl.a. derfor er svag for de to ubudne gæsters raffinerede spil, lynhurtigt vekslende mellem smiger og trusler. De foregriber dermed let hans og fruens klassefordomme, ubevidste krænkelser og sentimentale ville væren tillidsfuldt 'menneskelige' - og forstår at udnytte det. De stikker sandt at sige ikke noget under stolen, med morbid humor, drivende sentimentalitet og især nøgen direkthed 'camouflerer' de deres onde hensigter.
Stramt koncept
Parodisk er handlingen indlejret i tragediegevandter, et kor af villige brandmænd, der skal vogte privatejendommens hellige haller, men som klassisk foreskrevet kun fra sidelinjen kan varsle og kommentere den øjensynligt uafvendelige verdensbrand. I praksis kan de ikke beskytte, kun messe et "Vé os, vé os", men ellers nok ironisk spidsformulere begivenhederne. "Han der skyer forvandling/ mer' end det onde,/ hvad stiller han op/ mod det onde?" maner de.
Nogen Brecht'sk politisk stillingtagen indeholder stykket sandt nok ikke, men dets tableau-stil og selvkommenteren holder ellers den gamles maximer i hævd, vi er ikke i teatret for at føle, snarere for med en vis gysende distance at tænke over det fremstillede, vores egen naivitet og ikke-involveren os. Altså ikke nogen tragedie, for nok bliver Bierdermanns svaghed skæbnesvanger, men koret siger det præcist: "Aldrig fortjener noget/ at kaldes skæbne, kun fordi det er sket,/ som blot er dumhed ..." Som allegori er Biedermann forbløffende åben.
Carsten Bang har gennemført et stramt spillekoncept, stiliseret og dog med god plads til individuelle snørkler på de sociale 'karaktermasker'. Bo Samuelsen er således helt rørende som vankelmodig kolerisk hustyran med klassisk vest og lommeur, Lone Dam Andersen perfekt stivnet i rådvild husmoderlig krænkethed, Lina Franke Hansen fint kropsligt kuet og forvirret underdanig, og Mads Nørby og Martin Schwab som brandstifterne fordeler den sociale udstødtheds ressentiment og den lystne ondskab i henholdsvis det grovkornet plumpe og det slebent dæmoniske. Kun brandkorps-koret - bestående af lokale amatører -har visse problemer med den synkrone diktion, noget der dog sikkert snart vil rette sig. Og dertil har så Søren Glad skabt et let lummert rødt, borgerpænt interiør med fin dybde og en rund midterscene, der begynder at dreje, da det sluttelig kører rigtig rundt for familien og katastrofen stivner til tableau. Uden problemer bliver der også rum til trappe op til loftet, hvor alle benzintromlerne ruger truende over tabernaklet ...

PS. Måske Carsten Bang dog skulle have klippet lidt i teksten mod slutningen, hvor en vis "Dr. Phil." først stumt og siden overdøvet af brandsirenerne spiller en uklar, tvetydig rolle, tilsyneladende som både mordbrandens ideolog og afmægtigt vidne til dens hærgen. Figuren synes dramatisk unødvendig, her lurer private motiver, som i hvert fald i dag ikke har meget for sig.

*Max Frisch: Biedermann og brandstifterne. Overs. og instr.: Carsten Bang. Scen: Søren Glad. Medv.: Lone Dam Andersen, Bo Samuelsen, Lina Franke Hedegaard, Mads Nørby, Martin Schwab m.fl. Jomfru Ane Teatret, Aalborg, t. 24. okt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her