Læsetid: 4 min.

Ecos redningsplanke

5. september 1997

Fra eliteuniversitet til masseuniversitet - nu får vi endelig en dansk udgave af Umberto Ecos 'Kunsten at skrive speciale', der røber alle hemmelighederne om gode arbejdsmetoder allerede fra studiestarten

STUDIERÅD
Da jeg startede på mit studium, forærede min far mig en lille rektangulær, kedsommelig brun kartonkartotekskasse med små rødlinierede kort, hvori jeg kunne skrive studierelevante bøger og krydshenvisninger op på. Den var lige ved at få mig til at opgive.
Nu til dags har alle vel en computer, der kan erstatte min lille kasse. Men selv om Ecos Kunsten at skrive et speciale stammer fra tiden før pc'eren og har udførlig vejledning i netop, hvordan man begår sig ved hjælp af nævnte kartotekskasse og et gammeldags hakkebræt, ville det være betænksomt at skænke en rus (hedder det stadig sådan?) af sit bekendtskab Ecos perfektionistiske vejledning, som ingen andre ham selv ville kunne leve op til, men nok lære af. Især da, hvis studievalget gælder et humanistisk fag.
Der er bestemt ikke ruttet med ambitioner om overblik, højt fagligt niveau og flittig systematik, hvad angår litteratursøgning.
Afskrækker bogen nogle fra at studere, kan det måske også være godt det samme. Der er andre, mere opfindsomme sider af tilværelsen end det ret fantasiforladte projekt, det for mange er at vælge og gennemføre et studium.
Vil man alligevel holde fanen højt løftet, er det bare med ikke at snuppe hans værk i et strabadserende træk, men beherske sig og dryp-læse. Falde ned på det, som forekommer brugbart og gerne også rimeligt underholdende, for i passager er bogen kedsommelig som manuale til en pc'er.
Staldtips og smutveje
I min tid (1967) var det rædselsfuldt at skrive speciale. Man var langt ude på Herrens Mark.
Sådan er det vel ikke helt i dag, hvor der er specialevejledning, kurser og en tradition for (gruppe)samarbejde, som ikke fandtes dengang, . Men stadig er det ikke lige morsomt og kan udvikle sig til en permanent livskrise.
Er det bogen at forære til en ven eller veninde, der endnu i fyrreårsalderen sidder og hakker løs i sit specialeemne uden at kunne blive færdig? Nej, for han eller hun har allerede bevæget sig så langt ind i sine egne private og faglige kringelkroge, at det ville være umuligt at genne vedkommende ud igen.
Men i Ecos bog er der masser af staldtips, som kan bruges på den proces, det i al almindelighed er at studere. Husk, det er nemmere at indøve gode vaner fra starten end skulle afskaffe dårlige ditto.
Og nu er jeg allerede inde i den eco'ske rumlende og hjælpsomme belæring, som en enkelt gang imellem i den eco'ske stil harcellerer over sin læser.
Der er smutveje uden om at skrive speciale, især sydpå, hvor man kan betale sig til at få skrevet et speciale. Kan man det her?
Det er også en brugt ide at 'låne' et speciale, men som Eco skriver vil det nok være snart ikke at genbruge et, lige netop fra det fakultet, man selv studerer ved. Naturligvis er det dybt umoralske råd, som Eco giver af et ondt hjerte.
I Italien er det faktisk almindeligt, at de mindre kvikke nøjes med at indsamle specialematerialet. De praktiske forholdsregler mod studenternes kniben sig uden om denne uoverkommelige snublesten består så i at eksaminere dem mundtligt i deres afleverede speciale. Så kan læreren se, om de har læst deres eget opus.
Men hvorfor så selv?
Hvorfor overhovedet så selv skrive speciale?
Her er Ecos svar, at man kan bruge specialet til at forstå, hvad det vil sige at studere. Et studium er ikke en indsamling af paratviden, men at skrive speciale vil sige at bringe orden på sine ideer og data. Derfor er det ikke emnet, som er det vigtigste, men de erfaringer og den arbejdsrutine man får.
Desuden træner man sin hukommelse, og intet emne bliver uinteressant, hvis man arbejder seriøst med det, påstår Umberto Eco, og der lyder han jo som Den store Bastian...
En magisk nøgle
Abbed Vallet kan vi huske fra I Rosens navn, hvor Eco viser sin taknemmelighed mod ham ved at gøre ham til en hovedperson... For abbeden har faktisk eksisteret, og som genbruget af ham er endnu et eksempel på Ecos spillen med postmodernistisk genbrug. Et tilfældigt opslag i et fund fra 1887 fra en bogkasse af denne ukendte lærde fik den 20-årige Eco til at kaste sig over en nybrydende teori om Thomas af Aquinos æstetik til sit speciale.
Af oplevelsen lærte vor Eco at lade være med at ringeagte de mindre, glemte ånder, påstår han selv. Og så bliver den finurlige Ecos beretning alligevel et dementi af påstanden, om at man overalt kan finde gyldent gods?
For efter over tyve år fører et væddemål til, at han igen slår op i Vallets værk. Hvor Eco har sat en tyk rød streg i margen, står der ikke det epokegørende, han troede. Ecos teori er en selvstændig inspiration ud fra tanker hos Vallet i ganske konventionelle baner.
Nu vil Eco have os til at lære "videnskabelig ydmyghed" ud fra det, denne oplevelse har lært ham selv, men hvad lærer vi? Er det ikke snarere, hvad koncentreret opmærksomhed og nysgerrighed og fantasi kan sætte i gang?

*Umberto Eco: Kunsten at skrive et speciale. Oversat (tappert) af Pernille Harsting og Lise Grosen Rasmussen. 218 s. 264 kr. Akademisk forlag. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her