Læsetid: 11 min.

Ene mand mod børsen

20. september 1997

Den tyske professor Oskar Negt mener, at vi er fanget i en globaliseringsfælde og befinder os i en dyb kulturel krise. Men han ser krisen som en mulighed for at skabe et alternativ

Jeg tilhører generationen, der undslap," forklarer Oskar Negt, da vi mødes i foyeren på Hotel Imperial i København. Sociologiprofessoren fra Hannover, der her i landet er kendt for blandt andet sin bog Det levende arbejde - den stjålne tid og sine mange samfundskritiske analyser, kan ikke frigøre sig fra nogle af sine første barndomserfaringer, netop her i Danmark.
Som 11-årig flygtede han sammen med sine to ældre søstre fra landsbyen Kapheim ved Königsberg fra de fremrykkende sovjetiske tropper. Hitlers nazistiske Neu-Europa var ved at falde, og det bragte Negt til en flygtningelejr i Agger. Han husker endnu, hvordan den lokale borgmester gav ham en stor værktøjskasse med hammer, søm og en løvsav under et besøg i lejren.
"Det var et flot udtryk for medmenneskelig tillid, jeg erfarede i flygtningelejren. Det var egentlig en angstfri tid, selvom vi befandt os i en krigssituation. Jeg lærte en del om at respektere mennesker, som i 1945 havde gode grunde til at foragte tyskerne. Men jeg fik meget positive erfaringer med fremmede mennesker og der var en særlig nærhed i lejren. For et elleveårigt barn som mig var det en ekstrem eksistentiel situation," fortæller Oskar Negt.
- De fik en lykkelig tid i flygtningelejren?
"Ja, denne tid var en af de bedste i mit liv," erkender han.
- I modsætning til den nød og fattigdom mange oplevede i årene lige anden verdenskrig, så har vi i vore velfærdssamfund ingen mangel, men vi har i stedet en overflod af materielle goder?
"Der er det problem i vor tid, at vi i lever i en vældig produktivitets- og produktionsorienteret verden, så mange forhold, der udtrykker nærhed, ikke længere kultiveres. Der en tendens til, at mennesker bliver rodløse og de nære forhold mellem mennesker forarmes," mener Negt, og henviser til, at mange mennesker fra det tidligere DDR har måttet erkende, at rigdommen og de mange penge også "har ødelagt noget i det nære og solidaritetsfølelsen."
"Selvfølgelig har man tidligere følt en slags nødens solidaritet, og den forsvinder nu."
Den stærke kraft
"Jeg har netop besøgt Buchenwald, den tidligere koncentrationslejr, og set hvilken menneskelig egensindighed, som selv dér kan komme til udfoldelse. Under mit besøg dér erfarede jeg, at forfatteren Stefan Zweig i fem år af sin barndom arbejdede i lejrens varelager. At han som barn kunne iagttage nazisternes drabserklæringer på nærmeste hold, fik ham til at finde en uhørt stærk kraft til at udtrykke humaniteten. Det er ofte i nødsituationer, at menneskelige aspekter træder frem, som ikke eksisterer i hverdagslivet."
Med sine egne erfaringer fra de danske flygtningelejre ved han, at mennesker er i stand til bearbejde og gøre noget ved krise- og nødsituationer, at optræde som lærende subjekter.
Han erkender dog, at han ikke selv ved, hvordan krisen i det moderne arbejdsløshedssamfund skal løses.
"Der mange koncepter, men også en del bedrageri; for eksempel når man siger: 'vi afskaffer arbejdsløsheden og efterligner den amerikanske og den hollandske model'. I Amerika og i Holland er arbejdsløsheden faldet, men fattigdommen er blevet større. Der findes ikke enkle løsninger," siger Oskar Negt.
- I også et rigt velstandssamfund som det danske er der en stor udstødning fra arbejdsmarkedet og hundredetusinder af mennesker kan ikke engang klare et simpelt arbejde. Hvad kan der gøres?
"Jeg tror, at vi må til at erkende, at vi ikke kan løse den økonomiske krise ved bare at støtte os til den økonomiske tankegang. Den økonomiske produktivitet er blevet et problem, fordi ethvert rationaliseringsskridt fører til en overflødiggørelse af menneskelig arbejdskraft," siger Oskar Negt.
"Vi skal holde op med bare at opfatte økonomien som vareproduktion og fremstilling af flere biler. Det er nødvendig med en kulturel nytænkning for at overvinde denne økonomiske meningsløshed. Vi befinder os i en kulturel krise, og der er kun kulturelle løsninger på den."
Kapitalen og markedslogikken har ifølge Negt fået en så stærk betydning i folks bevidsthed, at det giver store legitimationsproblemer for sociale politiske alternativer.
Meningsløsheden
Han har dog svært ved ikke også at se nogle positive sider ved de teknologiske og produktivitetsmæssige forandringer.
"For første gang i historien er de højtudviklede lande objektivt i stand til at afskaffe den materielle mangel. Det betyder, at vi er henvist til at spørge, hvilken kulturbetydning denne økonomi har."
"Når vi fremstiller biler, så tvinges vi til at ændre byerne. Det er jo meningsløst at producere biler, hvis ikke de har plads nok i byerne. Derfor er der brug for en helt anden trafiktænkning."
- Eller bilerne risikerer at ødelægge vores samfund?
"Og øge CO2-udslippet. De økologiske problemer kan ikke løses på denne måde. Man taler i stedet om just-in-time principper i produktionslivet, lagerbeholdningerne bliver stadig mindre og det betyder, at samfundet belastes stadig hårdere. De store lastvognstog slider på vore veje og omgivelserne, men de store firmaer betaler ikke omkostningerne eller for udbygning af infrastrukturen."
"Selvom jeg har en begrænset indflydelse, så er det min forpligtelse som politisk intellektuel at sige sandheden om disse sammenhænge."
Behov for ny etik
Han mener, at alle krisesituationer rummer en mulighed for at forandre. Ikke desto mindre er han bekymret over, at lægevidenskaben nu forsøger at forlænge folks liv med tekniske apparater.
"Den hippokratiske ed om, at man skal leve så længe, det holder, gjaldt for totusind år siden, men nu går den tekniske civilisation så dybt, at den er med til at omforme vore porer og cellestrukturer. Det etiske spørgsmål er derfor, om det er værdigt at forlænge det menneskelige liv. Spørgsmålet er, hvornår mennesket har ret til at dø."
"Det er derfor blevet nødvendigt at udvikle en ny etik for lægestanden og hospitalerne. Og en sådan etik må formuleres for alle fagområder," siger han.
- Vi manipulerer med det menneskelige liv med det teknologiske og videnskabelige fremskridt i hænderne, og vi manipulerer med naturen, som betingelse for det fremtidige menneskelige liv. Men hvorfor er vi kommet så langt, at vi nu ser på mennesket og naturen på denne måde?
"Spørgsmålet er, hvornår vi har forladt det punkt, hvor Kant kunne spørge: 'hvad kan jeg vide, hvad skal jeg gøre og hvad bør jeg håbe på?' Og ved en forelæsning om metafysikken stillede han et fjerde spørgsmål, som han ikke havde nævnt i sin kritik af den rene fornuft: hvad er mennesket?"
"Hvad kan jeg vide i dag? Alt! Det var et problem for Kant, men det er ikke længere et problem. Hvad skal jeg gøre? Det spørgsmål trænger sig mere og mere på."
"Hvad er personens integritet? Det kropslige og det åndelige. For Kant var selvmord forbudt. Et menneske, som kun betragter sig som et medium og middel, mister sansen for menneskeheden i min person. De spørger, hvordan vi er kommet så vidt? Jeg tror, det skyldes afkoblingen gennem den tekniske eros og fascination. Nu vil man lave skoler på internettet og tror, at børnene vil lære mere," siger Negt.
- Tror De ikke, at børnene kan lære mere ved også at bruge internettet?
"Nej, det tror jeg ikke. Det gælder ikke om at udvide informationsstrømmen, men at udvikle evnen til at forarbejde informationer. Det er det afgørende punkt i læringen. Doktorafhandlinger bliver længere og længere, fordi man arbejder med computere. Men det forbedrer ikke kvaliteten."
- Er man endt med en ny form for abstraherende universalisme?
"Kants universalisme var altid bundet til den enkelte person, men den tankemåde er nu væk," svarer han.
Han mener, at "globaliseringen og abstraktionerne må bringes tilbage i vores hverdagsforhold, uden at blive bornerte og provinsielle."
"I forhold til de fremmede kan man iagttage, hvordan en bornert provinsialisme og stammetænkningen stikker sit hovede frem. Jeg tror, at der er et rigtigt element i denne længsel tilbage til hjemstavnen og det etniske. Mennesker vil føle sig rodfæstet og have et hjem, men de ønsker også en kobling til det universielle. Det er denne dialektik, denne spænding, som nu slår igennem."
Sorgen over Lady Di
- Hjemlængslen forstærkes på et tidspunkt, hvor folk måske føler, at globaliseringen mere og mere overtager styringen?
"Der sker en slags ekspropiation, og vi oplever verden gennem fjernsynet. Se blot på begravelsen af Lady Di."
- Ja, mange mennesker følte ved den offentlige begivenhed sorg?
"Ja, mange mennesker følte, at Lady Di er os nærmere end vore egne børn. Man opfattede hende, som om hun var en nær slægtning. Naturligvis er hun også et medieprodukt og udstilling af en skinnende umiddelbarhed. Hvad man udtrykker derved, er ikke en universiel tanke, men man bliver sørgmodig over en person, som man ikke kender, men som man ærer. Man binder mange følelser til noget, man ikke har, men som man gerne ville have. Det er en farlig fordrejning, der bliver til en slags mediemæssig umiddelbarhed."
- Er mediesamfundets evne til at fremkalde sorgfølelser i og gennem tv-skærmen blevet stærkere end følelserne for den nære familie, de nærmeste og det lokale fællesskab?
"Jeg er overbevist om, at rodløsheden og erosionen i de private sammenhænge også har noget at gøre med den mediemæssige universalisering. Jeg er ikke imod tv-mediernes udbredelse, men jeg taler imod denne ekspropriation af den personlige erfaringsverden. Den virkelige oplysningsopgave, som vi arbejde med, er kultiveringen af den konkrete erfaringssfære, af vores dømmekraft og af vores bevidsthed. Vi må blive mere selvbevidste. Jeg må ikke kun skønne på det, jeg har, men også respektere, ære og værdige, det, som jeg ikke besidder."
Glamour-verdenen udtrykker en meget tvetydig erfaringssammenhæng for det enkelte menneske, mener Oskar Negt.
"I virkeligheden tror vi ikke på, at Lady Di er hellig. Man græder, men har en distance til begivenheden."
Medietræthed
Oskar Negt er ikke pessimist. Han kan se tendenser til, at folk er ved at være trætte af den mediestyrede og glamourøse virkelighed.
"Mange mennesker er trætte af denne medieverden. I Italien førte Romani Prodi næsten ikke valgkamp via medierne, men Olivenkoalitionen vandt ved tale umiddelbart med folk helt lokalt. Det gælder også for Lionel Jospin i Frankrig. Han er ingen mediestar. Og den tidligere undervisningsminister Jack Lang har sagt, at han er den kedeligste leder, som socialisterne har haft, og alligevel vandt han valget."
- Tony Blair er en undtagelse?
"Ja, og Gerhard Schröder i SPD er også et udtryk for det. Men der ikke nogen sikkerhed for, at en mediestjerne kan vinde en valgkamp. Det kan også blive én, der formår at udtrykke følelsen 'det er en af vore' og som er ærlig og sandfærdig, og som for alt i verden ikke er en mediestjerne."
- Giver magtkoncentrationen i medieverdenen folk som Leo Kirch, Rupert Murdoch og Silvio Berlusconi mulighed for at definere via tv-skærmen og pressen, hvad der skal være i offentlighedens rum?
"Leo Kirchs magt består i, at han har købt distributionsrettighederne over nogle gamle film. Han er et konservativt menneske, han har ingen direkte politiske magt, og han har kun magt i den forstand, at hans mange kanaler optager folks tid, og at de aldrig mere kan falde til ro. Kirchs tv-kanaler sender dag og nat, og folk har ikke længere tid til at tænke sig om. Det afgørende for mig er, at Tysklands kristelige demokrater også kan tabe et valg med hjælp fra Leo Kirchs tv-kanaler."
"Det er ikke længere nok at erklære i fjernsynet, at 'vi har fem millioner arbejdsløse i Tyskland, men det er ikke så galt, for konjukturerne vender snart'. Det tror folk med deres hverdagserfaringer ikke på. De kan se, at det ikke forholder sig sådan. Folk har en evne til selvreflektion i hverdagslivet," siger Oskar Negt med overbevisning i stemmen.
Drøm om det 'tredie'
- Hvordan kan De forklare, at antallet af arbejdsløse siden 1960'erne er vokset, vokset og vokset, samtidig med at velstanden er vokset endnu hurtigere. Hvordan kan De så forklare, at folk ikke har stemt for en forandring af den herskende politik?
"Det er et stort problem, fordi de gamle klasseinstitutioner er gledet i det nuværende individualiseringsryk," svarer han.
"Fagforeningerne mister magt i de store virksomheder, som stræber efter stadig højere produktivitet, og der er ikke andre modmagter, som kollektivt kan organisere det ubehag, som findes mod udviklingen. De venstreorienterede partier og intellektuelle befinder sig i en forvandlingsproces. Den kollektive bevægelse, som kan omsætte protester til praktisk handling, er ikke længere så let at skabe som tidligere."
- Og nu handler det om at individualismens udfoldelse, og det er de færreste, der føler solidaritet med samfundets udstødte?
"Nej, der er jeg uenig. Der er mange unge mennesker, som er organiseret i Greenpeace og Amnesty, og som vil gøre noget ved de problemer, som de ser. Men disse unge er ikke at finde i partierne. Partierne og fagbevægelsen synes ude af stand til at skabe noget nytænkning," siger Negt.
- Den franske sociolog Pierre Bordieu har sagt, at det er nødvendigt at skabe en europæisk velfærdsstat for at give et holdbart svar på denne udvikling. Men mener De man kan gøre?
"Jeg er overbevist om, at de politiske enheder i dag er enten for store og abstrakte eller for små og svage. Familien er en for en lille politisk enhed og fragmenteret. Naboskaberne er også for svage, og derfor tror jeg ikke på kommunitarismens ideer, der vil genskabe fællesskabet på grundlag af de mange små enheder."
- De mener, at familien er en for lille politisk enhed. Men hvis folk ikke i deres helt nære, i familien, oplever en umiddelbar solidaritet, hvordan kan du så bygge det store samfund for det fælles bedste?
"Det er et stort problem. Den gamle borgerlige familie er fragmenteret, og 39 pct. af alle børn i USA vokser op kun med den ene forældre og det vil i reglen sige hos moderen. Når mit ego bedrages i den primære socialisationsproces, og min fader ikke længere elsker mig, men forlader mig, så opstår der et kæmpe hul af manglende pålidelighed."
"Men jeg tror ikke, at familien er et alternativ til de lokale fællesskaber. Jeg forestiller mig, at man laver boliger, hvor flere generationer kan leve sammen under samme tag, uden at give afkald på intimiteten. Den borgerlige familie er et historisk specialtilfælde, der ikke fandtes i det 15. århundrede, og som tilsyneladende ikke vil eksistere i det 21. århundrede. Derfor må man finde andre strukturer."
Oskar Negt mener ikke, at det er tilstrækkeligt at forholde sig til de nære sammenhænge.
"Med globaliseringsideologien er det enkelte menneske kommet til at stå alene overfor New York-børsen. Men det er ikke en livsduelig sammenhæng. Man skal genskabe nogle mellemstore enheder for det offentlige liv," forklarer han.
Skolerne må ændres, "fordi de fragmenterede familier ikke mere er i stand til at skabe stabile nærhedsrelationer, som er så vigtige for menneskers identitetsdannelse."
Også partilandskabet må omformes, hvis det står til ham:
"De store folkepartier lever i en eksistentiel krise, men de små initiativer, projekter og nye partier vil vokse frem. For der er brug for et levende tredie, hvor mennesker i en eksperimentiel proces i sådanne mellemstore enheder kan genfinde den offentlige dømmekraft."

*Oskar Negt er professor i sociologi ved universitetet i Hannover, og han blev torsdag udnævnt til æresdoktor ved Roskilde Universitetscenter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu