Læsetid: 4 min.

Enkle billeder om Verdens undergang

1. september 1997

25 sange for fem solister og fem musikere - Dr. Dantes nye flotte teaterkoncert både letter og flyver

TEATER
Enkle billeder:
Astronauten, der hvirvler rundt ude i sin rumkapsel og ikke kan komme ned; hans utålmodige og utro kone, der lader sig forføre af astronautens bonkammerat.
Endnu mere forenklet:
Den vestlige og velstående verden er en lille ø omgivet af kaos, sult og borgerkrige.
Den samlede verdens undergang er nært forestående, så det er sidste chance med at komme væk og afsted ud i rummet.
Og så skrøbelig er strukturen og fortællingen i Dr. Dantes sæsonpremiere "Ned på jorden", at den allerede er ved at brase sammen under denne indledende opsummering af handling og ærinde.
"Ned på jorden" kalder sig en "teaterkoncert". For en teaterkoncert gælder ifølge programmet til forestillingen, at "teatret skal medvirke på musikkens præmisser - ikke omvendt". Den enkelte sang står i centrum - den understøttes med teatrets virkemidler. Forestillingen er et antal sange, som er beslægtede i tone og/eller tema.
The Who kaldte genren "rock-opera". Man kunne kalde det cabaret eller måske rock-cabaret.
Eller musikteater. Der går en direkte linie fra "Ned på jorden" til 70'ernes Solvognen og 80'ernes rockmusicals, især som de blev præsenteret på Bellevue-teatret:
De enkle billeder, de stærkt symbolladede og entydige karakterer, de absolut sort/hvide problemstillinger (godt/ondt, dem/vi, de rige/de fattige, overlevelse/undergang).
Ikke mindst handler forsøget om at trække øjeblikkets stærkeste visuelle og musikalske udtryk ind på scenen og på den måde ikke kun opdatere teatret, men gøre teatret til et sted, hvor tradition og æstetisk aktualitet ramler sammen.
Og trækker et yngre publikum i teatret.
Kliché og HUG
Nu skal man måske tage dét dér med aktualitet med et gran salt. Der er i musikken (og helt ud i sangernes fraseringer) stærke mindelser om rockgruppen Kliché, som - med Lars HUG i front - havde sin storhedstid omkring 1980.
Et af Kliché-medlemmerne, Johnny Voss, er med som tekstforfatter. Musikken er af hr. Hardcore, som udspringer fra samme miljø.
Det betyder, at der lykkeligvis - det har ikke altid været tilfældet når man har blandet rock og teater - er en musikalsk og tekstmæssig sammenhæng i forestillingen. Hr. Hardcore har tilmed en vis forkærlighed for det melodiske og for for den klassiske rocksang, så den side af sagen er ren lykke.
Scenografien (Camilla Bjørnvad og Marianne Nilsson) er som alt andet i denne forestilling enklere end man er blevet vænnet til af Dr. Dante.
Men ikke kun enklere, også klarere og tydeligere.
Scenen er et udsnit af rumskibet, som også ligner en gravhøj. Når den åbner sig rummer den alt muligt: fra den utro astronautfrues soveværelse til et mindre helvede - et værksted for musikerdjævle med grovsmedeforklæder.
For at ingen skal være i tvivl om, at det er Dr. Dante er der naturligvis også en gangbro hen over publikum og mulighed for at stjernerne kan komme ned gennem et hul i loftet.
Enkelhed
Men - enkelhed. Instruktøren Nikolaj Cederholm har været optaget af at give hvert enkelt sangnummer har sin egen tone, sit eget arrangement; sangeren holdes i ro og koncentrationen samler sig om sangen, teksten, foprnemmelsen.
Og det er så, hvad det er: 2 CD'er, ca. 25 sange for fem solister og fem musikere.
Der synges meget om længsel: om det, der var, og om at være et andet sted. Der synges meget om eller på følelser.
Der er ikke meget hverken politik eller satire - Jimmy Jørgensen synger et enkelt opgør med økologerne, men da de stigende miljøødelæggelser er en af årsagerne til verdens undergang i slutningen af anden akt stikker opgøret måske ikke så dybt.
Lotte Andersen har en skæg gammeldags vise om, hvor nemt det ind imellem kan være at lade sig friste og gå hen og komme til at lade sig forføre, "Det er ikk' så let".
Josephine Akvama har fået de mere poetiske udspil - særlig smukt i en sang om at være den vragede kæreste, der er "standby": "Et vink fra dig/så kommer jeg/tilbage igen, elskede... Jeg er standby..".
Stor stemme
Nis Pedersen er med stor stemme og kønne krøller et bud på en fremtidig operette- eller musicalhelt.
Instruktør Cederholm har satset meget på ham, og han bærer et antal sange og scener i land og er næsten bevægende i slutsangen, hvor han fra sin lille boble ude i rummet synger:
"Tag mig ned på jorden,
Lad mig gå i gaderne,
Gør mig til et instrument
for din kærlighed."
Den femte solist er Lars Bom, som efter en vis rolle i en tv-krimi har kunnet gå på vandet. Tør man formulere det på den måde, at han forhåbentlig ikke har tænkt sig at satse på en fremtid som rockstjerne.
Dr. Dante og Cederholm har ofte haft problemer med sidste halvdel af anden akt - så mange løse tråde har hængt og blafret, at finalen har lignet kaos. Ikke her. Lidt ondt kan man sige at fraværet af egentlig handling helt naturligt fører til et skønt fravær også af løse ender.
Sådan da. Egentlig gik det ikke på noget tidspunkt op for mig, hvilke karakterer Jimmy Jørgensen og Josephine Akvama egentlig repræsenterede i forestillingen, men de synger som engle og står for en kæde af sublime øjeblikke, så...
Gode, nye sange. Stærke sangere. Flotte arrangementer, musikalsk og scenografisk. Et show, der letter og flyver og kun i sin titel er helt nede på jorden.

*"Ned på jorden". Instruktion: Nikolaj Cederholm. Sange, musik: Nikolaj Cederholm, Johnny Voss og Hardcore. Scen.: Camilla Bjørnvad og Marianne Nilsson., Koreografi: Kenneth Kreutzmann. . Dr. Dante. T.o.m.6. dec.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her