Læsetid: 3 min.

Euro'en kan skabe finansiel uro

24. september 1997

IMF advarer EU-lande imod øget ustabilitet på finansmarkedet ved overgang til fælles mønt. Og danske økonomer forudser, at dollaren kan blive svækket i forhold til euro'en

Den Økonomiske Monetære Union og overgangen til den europæiske mønt, euro'en, kan skabe uro på det globale finansmarked.
Advarslen kommer fra Den Internationale Valutafond (IMF), der netop nu holder årsmøde i Hong Kong.
Der er risiko for "et umiddelbart og skarpt salg af dollar til fordel for euro, og det vil nedskrive dollarens værdi," spår valutafonden i en ny rapport.
Investorer og centralbanker vil rykke over i den nye europæiske mønt, når EU-landene i maj 1998 beslutter, hvilke landes valutaer, der uigenkaldeligt skal fryses fast som medlemmer af møntunionen.
IMF's forskningsdirektør, Michael Mussa, sagde på en nyhedskonference i Hong Kong, at "der vil komme en periode med en god del ustabilitet."
Centralbankerne kan selv bidrage til at fremkalde en reaktion på markedet. Ifølge avisen Wall Street Journal forudses det i en prognose, at Den Europæiske Centralbank og en række nationalbanker i overgangsperioden vil sælge for omkring 50 milliarder amerikanske dollar, når de blandt andet skal til at revurdere sine valutabeholdninger.
Undervurderet dollar
Professor ved Københavns Universitet, Niels Thygesen, vil ikke afvise, at vi på kort sigt går en ustabil periode i møde: "Markedet vil være omskifteligt, men det er det også i dag. Se på hvordan dollaren har bevæget sig i de sidste par år," siger han.
Nogle, som tyske Bundesbank, er bekymret over, at en bred møntunion giver fribillet til en række svage sydeuropæiske økonomier som Italien, og at det vil gøre euro'en til en svagere valuta end D-marken. Men Thygesen er bekymret for, "at euro'en kan blive lige lovlig stærk."
Han mener, at dollaren i dag er lidt overvurderet, hvor den for et par år siden var svag og undervurderet. I løbet af de første fem år med den fælles euro-mønt, vil den blive styrket over for den amerikanske dollar, forudser Thygesen.
"Euro'ens konkurrenceevne over for dollaren vil reelt være stærkere, end den, de enkelte europæiske valutaer har i dag," siger han.
Professor ved Odense Universitet, Christen Sørensen tror, at det relative styrkeforhold mellem euro og dollar i sidste ende afhænger af, hvilken penge- og finanspolitik der føres på de to sider af Atlanten.
Han erkender, at han ikke ved, hvordan valutamarkedet vil reagere. Men hvis Den Europæiske Centralbank "sætter renten mere op, end den skal være på lang sigt," så vil euro'ens kurs stige over for dollaren, siger han.
"Og hvis euro'en kommer højere op end franskmændene eller tyskerne ønsker, så kan der komme politiske spændinger," understreger Christen Sørensen.
Politisk modtræk
Den franske finansminister Dominique Strauss-Kahn foreslog på et møde i IMF's ledende organ, interim-komitéen, at alle større lande allerede nu går sammen og udarbejder en modplan, der skal imødegå den uro på markedet, euro'en kan forårsage.
Det er ikke første gang, at politikere - herunder fra Frankrig - slår til lyd for en tæt politisk koordination. Men under den europæiske valutauro i 1992 og 1993 blev politikerne afsløret som magtesløse og ude af stand til - med centralbankernes relativt små valutareserver - at dæmme op for spekulationsbølger på det globale valutamarked, der har en omsætning på 1.000 milliarder dollar om dagen.
Den næste styrkeprøve kan komme, hvis investeringsfonde og andre store aktører på det liberaliserede valutamarked i løbet af år 1999 og frem til den endelige overgang til euromønter og -sedler i 2002, afprøver EU-landenes politiske vilje til at forsvare euro'en.
Hvis det sker, kan det samtidig skabe spændinger i forhold til de lande, der - som Danmark, Storbritannien og Sverige - ikke går ind i møntunionens tredje og afgørende fase, men som alligevel får snævre udsvingsmuligheder i forhold til den centrale europæiske valuta, euro'en.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu