Læsetid: 5 min.

Eva, Ashera, Maria, Hokhma og Sofia

13. september 1997

Strejftog over uendelighedens ocean

Skønt Gud ifølge Bibelen ikke kunne skabe mennesket i sit billede uden at han blev nødt til at skabe både en mand og en kvinde omtales samme gud i samme bibel dog altid som en mand. Ja, som Herren selv. En sådan herre skulle Eva, som den første kvinde hed, være et billede på.
Om denne kønslige besynderlighed har der været grublet, grædt, grinet og gjort mange mærkelige og onde ting i mere end to tusinde år, der givet har med kvindeundertrykkelse og selvundertrykkelse at gøre.
Et uendeligt ocean at bevæge sig ud på, med farlige skær overalt. Her kan kun blive tale om spredte strejftog langs kysterne.
En af dem er professor Niels Peter Lemches lærebog Det gamle Israel ved Københavns Universitets teologiske fakultet, for her står udtrykkeligt at læse, at Jahve-guden i Bibelen oprindelig havde en hustru ved navn Ashera eller Anat. En indskrift fra det nuværende Kuntillat Airud, men dateret fra før jødernes babylonske eksil i 500-talet f. Kr. lyder for eksempel:
"Jeg vil velsigne jer ved Jahve, som beskytter os, og ved hans Ashera."
Lemche fortsætter: "Det gamle Testamente giver udtryk for, at Jahve var en alenestående guddom med tydelige maskuline konnotationer, som ikke tålte andre guder ved sin side. Tanken om en kvindelig guddom, der skulle placeres ved siden af ham som dronningen i gudernes panteon, synes absurd. Da man i begyndelsen af det 20. århundrede efter Kristi fødsel i en papyrusindskrift fra den eftereksilske jødiske koloni på Elefantineøen i Ægypten stødte på guddommen Anat-Jahu (Anat er den fra ugaritekster kendte søster til guden #Ba'al), betragtede man derfor dette som et resultat enten af en lokal synkretistisk udgave af Jahvereligionen, eller som et udtryk for den korrumperede Jahvereligion i Israels gamle Nordrige."
Men: "Elefantineteksten, samt Kuntillat Airud indskriften (og der findes en parallel hertil fra Khirbet el-Ooom nær Hebron), viser således, at forestillingen om en kvindelig modpart til Jahve var kendt såvel i det føreksilske Judæa som i en eftereksilsk diasporameninghed." (Jøder boende uden for Israel, el).
Anden Kongebog i Det gamle Testamente fortæller udførligt om Asjeras uddrivelse fra templet i Jerusalem. Den monoteistiske tro på Gud Herren var et væsentligt led i det jødiske folks bestræbelser på at bevare sin identitet under besættelse, landflygtighed og andre truende opløsningstendenser.
Men fremhævelsen af det guddommeligt maskuline på bekostning af det kødeligt feminine er ikke et jødisk patent. I sin bog Mannlig og kvinnelig i Vestens filosofi viser Genevieve Lloyd, hvordan forestillingerne om fornuften fra den store græske filosof Platon gennem Aristoteles til den vesteuropæiske og amerikanske modernitets grundlæggere Descartes, Rousseau og Hegel har været knyttet til en idealisering af manden.

Det kvindelige er blevet holdt uden for definitionen af fornuft som det sanselige, det partikulære eller det private. Selv filosoffer, som ikke direkte behandler kønsforskellen i forhold til fornuften, men taler om en kønsuafhængig fornuft, tænker inden for en model som favoriserer manden. Lloyd påpeger, at dette også gælder Simone de Beauvoir. Ved at overtage modeller fra Hegel og Sartre tvinges hun til at nedvurdere det kvindelige på trods af sit feministiske standpunkt.
Samme anke har Ulrike Prokop i sin bog Kvindelig livssammenhæng mod de Beauvoirs værk Det andet køn, hvorfra hun anfører følgende citat:
"(...)Passivt giver kvinden sig ind under sin biologiske skæbne. Det huslige arbejde, som hun er henvist til, fordi kun det alene kan forenes med moderskabets byrde, holder hende fangen i gentagelse og immanens: Det indfinder sig hver dag på ny i samme form, og denne har gennem århundreder været næsten uændret; heraf opstår intet nyt."
Mandens forhold er i grunden anderledes, mener Prokop.
"Fra de ældste tider har homo faber været opfinder: Allerede den stok eller kølle, han bevæger sig med, når han bjærger frugter ned eller slår dyrene til jorden, er redskaber, ved hvis hjælp han udvider sin magt over verden. Han nøjes ikke med at forsyne hjemmet med fisk, som han henter op fra havet; han må først besejre vandene, i det han udhuler ege-træstammer; for at bemægtige sig verdens skatte underkaster han sig først verden. (...)fiske- og jagttogter (får) karakter af noget helligt. Det hellige udfald fejres med fester og triumftog: heri erkender manden sig som menneske. Selv i dag lægger han endnu denne stolthed for dagen, når han har bygget en dæmning, en skyskraber eller en atombombe. Han har ikke kun arbejdet for den givne verdens beståen; han har med magt sprængt dens grænser og lagt grunden til en ny fremtid."

Overfor dette står Maria-dyrkelsen, som selv pavehaderen og lutheraneren Nikolaj Frederik Severin Grundtvig kan vise forståelse for, når han i et digt, Kvindeevangeliet fra 1844, skriver:
"Og når Maria glemmes,/ hvor Jesus nævnes end, / da hjertet overstemmes/ af hjernespind hos mænd!"
Men om den katolske Maria-dyrkelse virkelig er et bidrag til den sande kvindefrigørelse, stiller Marina Warner spørgsmålstegn ved i sit store værk om Jomfru Maria-myten og kulten, Alone of All Her Sex (Ene af hele sit køn).
For hvad betyder det, at Jesus' mor, Gudsmoderen, ene af hele sit køn, skulle ophøjes som jomfru, selv undfanget "ubesmittet" og direkte optaget til sin søn i himmelen?
Betyder det ikke (også), at hun dermed adskilles fra netop sit køns kødelighed og - synd? Den fortsatte åndiggørelse af hende gennem de forgangne to tusinde år kunne ligne et forræderi mod kvindeligheden.

Men hvad er da kvindeligheden. Her er der så mange skær i farvandet, at jeg hurtigst muligt søger havn. Kun med den tilføjelse, at Maria-dyrkelsen er blevet knyttet til de spekulationer over visdommen, der både på hebraisk, Hokhma, og på græsk, Sofia, er femininum.
"Som begyndelsen på sine handlinger skabte Herren mig,/ som den første af sine værker dengang. (...) Da han grundfæstede himlen, var jeg der allerede, / da han lagde jordens flade fast på urdybet,/ da han samlede skyerne deroppe,! da han lod urdybets kilder strømme,! da han satte en grænse for havet,/ så vandet ikke kunne overtræde hans befaling,/ da han lagde jordens grundvold fast,! var jeg ved hans side som fortrolige;/ jeg var til glæde for ham dag efter dag,/ jeg dansede foran ham hele tiden, jeg dansed på hans vide jord/ og glædede mig over menneskene."
Sådan præsenterer Sofia (Hokhma) sig selv i Ordsprogenes Bog i Det gamle Testamente. Med hende er Jesus' mor blevet forbundet - mere og mere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu