Læsetid: 4 min.

Eventyrlig kønsrollevejledning

3. september 1997

Ny tolkning: Folkeeventyret er ikke blot for rigtige drenge og piger, det fortæller dem også, hvordan de bliver rigtige

NY BOG
Oh, barneårs fryd: At have lært at læse og så få fingre i en bog med rigtige gammeldags folkeeventyr: Dunkle skove, fjerne slotte, hemmelige døre, hekse i forklædning, tapre piger og gæve knøse, der gennemstår allandsens prøvelser. Til oplevelsen af eventyrene hørte også de 'orginale' illustrationer: Grumme, men ikke frygtindgydende, snarere en yderligere port for fantasiens vej ind i dette forunderlige land.
Og når man siden genså nogle af eventyrene i biografen - Snehvide eller Askepot i Disney-udgaven - så var der et eller andet forkert. Figurerne var flade, uanset hvor meget de hoppede rundt, sang og dansede. De lukkede fantasien, klemte de billeder, der var dannet langt længere inde. Eventyrene var jo noget inde i én, ikke noget udenfor. De var rollehæfter til drømme.
Hvad handler de om?
Men hvad handler folkeeventyrene om? Det har voksne kloge mænd og koner spurgt, lige siden fortællingerne for 200 år siden begyndte at blive mere systematisk nedfældet i skriftlig form. Børn kan sagtens svare: "Snehvide handler om en pige, der..."
Men det er ikke det, de lærde spørger efter. De vil have den egentlige mening. Oprindelig i form af en opbyggelig morale. Siden i form af en psykologisk tydning: Hvad er det, folkeeventyret vil sige om menneskelige grundvilkår?
Forsøget på afdækning af psykisk mening har fået sin egen sprogbrug, efter den schweiziske dybdepsykolog C. G. Jung (1875-1961) introducerede forestillingen om "det kollektivt ubevidste" og de arketyper, der befolker det: Den vise gamle mand, den altfavnende moder, jomfruen, den fyrige helt, for at nævne nogle af de mere genkendelige.
Eventyr synes at myldre med sådanne typer. Intet under, for Jung brugte netop eventyr som en af sine inspirationskilder til at indkredse arketyperne. Men hvad der i jung'sk forstand skal forstås ved en arketype, er ikke sådan at få has på. Den kan forklares som et 'beredskab', en gennem årtusinders fælles menneskelige erfaringer dannet støbeform, der i den enkeltes sind er afløb for psykisk energi og omdanner den til til faste figurer.
Kønsrolle-tolkning
Med bogen Den kongelige familie søger Knud Wentzel, der er lektor i litteratur ved Københavns Universitet, ved en jung'sk inspireret tolkning af en række folkeeventyr at påvise, at de egentlig handler om kønsroller: Om drenges og pigers frigørelse af bindingen til far og mor og indgåelse i det parforhold, der gør dem selv til far og mor.
Forfatteren er selv klar over, at hans kønsrollesyn ikke er nutidigt 'politisk korrekt'. Polemisk skriver han:
"Som kultur aner vi ikke, hvad en far og en mor er, eller hvad en mand og en kvinde skal med hinanden, udover det mest håndgribelige."
Wentzel fortsætter:
"Selv om man i den moderne livspraksis meget let kan undgå familien, så kan man ikke unddrage sig den som psykisk realitet... Familien virker i os som psykiske kræfter. Vi kender dem ikke, men de styrer os."
Og her er det så, folkeeventyrene kommer ind i billedet:
"Folkeeventyrets fremstilling af mennesket udgør en rigt udarbejdet tydeliggørelse af disse kræfter og deres love."
Udmattelse
Efter at have søgt at banke denne pointe hjem over mere end tohundrede siders tolkning af 15 eventyr udbryder forfatteren udmattet, næsten med tone af desperation, side 251:
"Det er denne bogs hårdnakkede påstand, og folkeeventyrenes forudsætning, at den symboliserede virkelighed er en virkelighed af højeste grad. Menneskets deling i mandligt og kvindeligt, og den livslange organisering omkring dette forhold, er ikke ammestue-snak, eventyrfantasteri eller litterær opfindsomhed. Det store familiære rum, gestaltet af folkeeventyrets typefigurer og -handlinger, lever sit hårdnakkede liv i vores psyke, på godt og ondt, og lige så uomgængeligt som årets gang."
To gange "hårdnakket" i samme sætning! Nu skal I sat'me forstå, skal I!
Holdbarheden af Knud Wentzels pointe bevises selvsagt ikke ved hans egen insisteren, men ved, hvor overbevisende hans tydning af de enkelte eventyr virker på læseren.
Vold mod Rødhætte
Og for en række eventyr - bl.a. Snehvide og det mindre kendte Jernhans - forekommer en specifikt kønsrolle-relateret tydning som et plausibelt bud på, hvad eventyret kan siges handle om. Og tættere kan man ikke komme det, da eventyret jo ikke fortæller mere om sig selv end sin handling.
Men der er også eventyr, hvor tolkningen fremstår som vold. Mest tydeligt, ironisk nok, i klassikeren over alle: Rødhætte:
Hør blot:
"Bedstemoderen er repræsentant for den moderlighed, der er større end den familiære, og som ligger skjult bag den familiære mor som et sjæleligt potentiale. Hun er den hele og uindskrænkede mor."
Ganske vist er bedstemor syg. Det er derfor, Rødhætte skal bringe hende vin og kage, men:
"Denne tilførsel af energi skal hun have fra Rødhættes mor... At bedstemoderen trænger til energi, skyldes denne mors måde at være mor på... Moderen styres af afvisning af det ukendte og ukontrollerede og overfører ihærdigt denne holdning til datteren."
Og da ulven har fortæret bedstemor og ligger i hendes seng for at forgribe sig på Rødhætte, kommer tolkningsbomben:
"Eventyrets måske mest afgørende oplysning om mødre er det forhold, som dobbeltskikkelsen i bedstemoderens seng er udtryk for: at den store mor er ligesåvel ond som god. Den tagende og opslugende del af moderligheden har på dette sted sneget sig frem og opædt den fødende og givende."
Altså: Eventyret handler om mødre, der styrer deres døtre for hårdt. Det er det, ulven i bedstemors skikkelse symboliserer!
Åh ja dog. Det må enhver vist afgøre med sin barnetro.

*Knud Wentzel: Den kongelige familie, Børn og forældre i folkeeventyret,. 264 s, 250 kr. Odense Universitetsforlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu