Læsetid: 7 min.

Den farligste chimpanse

25. september 1997

Jared Diamond har skrevet en mageløs og skræmmende bog om, hvordan mennesket har sat fremskridtet over styr gennem en systematisk ødelæggelse af sine egne fremtidsmuligheder

Truet liv
Lad os sige, at du er direktør for et tømmerhugstfirma, en møbelforretning eller lignende. I så fald skal du ifølge forfatteren Jared Diamond kunne besvare følgende spørgsmål, før du fælder regnskov eller bruger træ fra regnskoven: "Hvilke ti træarter producerer mest træmasse til fremstilling af papir i verden. Nævn også for hver af disse træarter de ti fuglearter, der æder flest af de insekter, som lever i træet. Nævn derpå de ti vigtigste bestøvede insekter, og de ti dyrearter, der spreder træets frø. Af hvilke andre arter afhænger disse ti fugle, insekter og dyrearter?"
Kan du ikke besvare disse spørgsmål, skal du simpelthen ikke have lov til at fælde regnskov eller bruge træ fra regnskoven!
Eksemplet er typisk for den mageløse bog, som den amerikanske professor Jared Diamond har skrevet og netop i samarbejde med regnskovsgruppen Nepenthes udgivet i Danmark.
Spørgsmålet vidner ganske enkelt om den sammenhæng, som i alt væsentligt finder i verden. Ingen kan i 1997 fælde regnskov uden også at udslette mangfoldige fuglearter, plantearter og dyrearter. Hvad der med andre ord ser såre uskyldigt ud, er lige så fatalt, som det der skete på øen Barra Colorado i Panama.
Skrid-effekten
For 50 år siden blev de store rovdyr, jaguar, puma og harpyørn, udryddet. Da de dyr forsvandt, skete der en eksplosion i antallet af mellemstore kødædere (bl.a. navlesvin, aber og næsebjørne), hvilket førte til, at bl.a. alle myrefugle og deres æg blev ædt. Det fik antallet af frøædere som mus og rotter til at eksplodere, så alle frø fra træer og planter blev fortæret, hvorefter et stigende antal høge og ugler indfandt sig. Det hele så måske meget tilforladeligt ud, men adskillige arter uddøde og trævæksten m.v. gik voldsomt tilbage. Blot fordi menneskene udryddede et par rovdyr.
"Skrid-effekten" kaldte Diamond det, der skete på Panamaøen, og sammen med tre andre mekanismer, som han nævner (overjagt, indførelse af fremmede arter og levestedsødelæggelser), vil resultatet efter alt at dømme være, at næsten halvdelen af jordens arter (ca. 15 millioner) midt i næste århundrede vil være udryddet. Eller lige så "udryddede" som blåhvalen og javanæsehornet er i dag. Hvortil Diamond lakonisk tilføjer, at denne udryddelse er større end den, der fandt sted for 65 millioner af år siden, hvor bl.a. dinosaurerne blev udryddet - antageligt ved et asteroidt nedslag!
Diamond, som både er humorist og alvorsmand, vil imidlertid mere end blot gøre os kede af det. Bogen er langt mere perspektivrig, end de katastrofeudsigter, han har fælles med mindst 10 millioner dommedagsprofeter i hver eneste verdensdel.
Så sandt som Diamond også påviser, at menneskene altid har udryddet dyrearter og ødelagt det environment, som hver eneste af os er afhængig af.
Det er med andre ord ikke sådan, som folk fra Jacques Rousseau til Vagn Lundbye har hævdet. Ødelæggelsen af kloden er ikke bare forbundet med den hvide race eller industrialiserede nationer, som har sat dialektikken med naturen over styr. Der findes således ingen "guldalder", hvor menneskene levede i pagt med naturen. Hverken fortidens indianere eller maorier eller andre såkaldte naturfolk har holdt sig tilbage, når det gjaldt om at ødelægge de sammenhænge, som fandtes før mennesket fik sprog og skabte kunsten.
Årtusinders udryddelser
Maorier udryddede Moa-fuglen og halvdelen af det dyreliv, som fandtes på New Zealand, da maorierne ankom hertil år 1000 efter Kristus. Malagasyfolket, som kom til Madagascar for 3000 år siden, udryddede utallige arter, som vi i dag kun har knogler tilbage af. Bl.a. kæmpestore elefantfugle, der lagde æg på størrelse med fodbolde, lemuraber på størrelse med gorillaer, flodheste, pumaer m.fl.
Men den største af alle de menneskelige dyreudryddelse før vor tid skyldes de indianske forfædre, som omkring år 11.000 f. kr. vandrede over Beringsstrædet, og som gennem den såkaldte Edmontonkorridor kom ned i et Amerika, hvor der levede elefanter, tre tons tunge dovendyr, bæltedyr på et ton samt sabeltigre, bjørnestore bævere og mange andre forunderlige dyr. Dermed startede det, som Diamond kalder en "blitzkrig". Det lykkedes simpelthen for indianerne - måske på under et årti for hvert af de steder, de nåede frem - at udrydde alle disse dyr. I alt mistede Nordamerika på få hundrede år 73 pct. og Sydamerika 80 pct. af deres dyr. Ikke underligt at indianerne i dag er et af de mest naturbevidste folk på jordkloden.
Mod bedre vidende
Således fortæller "Den tredje chimpanse", at menneskene de sidste 50.000 år, men med større og større acceleration, har ødelagt vore egne livsbetingelser. Det er ikke bare gået ud over dyrene (der i øvrigt også som det er tilfældet med chimpanserne i Afrika fører krig mod hinanden). Det er i lige så høj grad gået ud over frugtbare landskaber og højt udviklede folk.
Forskellen på de folk, som engang ødelagde vore egne leveomstændigheder, og så de, der gør det i dag, er ikke bare omfanget, men også, at vi rent faktisk burde vide bedre i dag. Vi kender konsekvenserne. Vi har en viden, som maorierne og de første indianere ikke havde. Vi kan med andre ord stoppe op nu og begynde at tænke på andre dommedage end de, som indfinder sig hvert fjerde år.
Vi skal tænke os om. Det kræver ikke ret meget, siger Diamond. Alligevel er det tilsyneladende mere, end vi vil være med til. Derom vidner ikke mindst de mange folkemord, som stadig den dag i dag foregår.
Ikke mindst den del af bogen, hvor Diamond beskriver folkemord og baggrunden derfor, er frysende. Også fordi han gør opmærksom på at folkemord efterlader betragtere i en tilstand af "psykologisk følelsesløshed". Og det hvad enten det går ud over få tasmanere, koncentrationslejrfanger eller de millioner af mennesker, som Stalin udryddede på få år. Vi har tilsyneladende alle nemmere ved at reagere på et enkelt dødsfald end det folkemord, som udrydder en helt befolkning. Det er Tibet det seneste eksempel på.
Respekten for dyret
Det er bogens store fortjeneste (og det sted, den adskiller sig fra alle andre bøger), at den ser den manglende respekt for dyret, og den manglende solidaritet med de fire menneskeaber, som afgørende for den uforstand, hvormed vi altid har omfattet vore levesteder og de mennesker, som var anderledes end os selv.
I den forbindelse er Diamonds fremmeste ærinde ikke mindst at få os til at forstå, at vi mennesker også er chimpanser. At forskellen på de to chimpansearter, der findes i Afrika, og mennesket, er forbløffende lille. Hvad enten vi sender folk til månen eller maler Mona Lisa, eller lever i en afsides dal i Irian Jaya, er vi også chimpanser. Den tredje chimpanse. Når det gælder gener og alt, hvad der forbundet dermed, er forskellen mellem de tre chimpanser kun 1,6 pct. Af disse 1,6 pct. er adskillige oplysninger i øvrigt underordnet i forbindelse med forskellen.
Alle menneskelige problemer har dybe rødder, som rækker tilbage til vor nedstamning fra dyrene, siger Diamond. Vort nære slægtskab med chimpanserne er så indlysende, at vi må trække nye grænser. Frem for alt må vi i det mindste ophøre med at sætte chimpanser i bur eller udføre dyreforsøg på dem.
Der er tale om en rendyrket selviskhed uden etik og højere principper, når vi nedvurderer chimpanserne, som det er tilfældet i dag. Diamond har utvivlsomt ret i, at det er et af de første skridt at vedkende os, at vi også er chimpanser, hvis vi vil redde menneskeheden fra det kollektive selvmord, som vi er langt inde i.
Bogen er dybt foruroligende. Samtidig samler den et virvar af viden og iagttagelser i en indsigt, som både er befriende enkel og temmelig inspirerende. Bogen er et absolut ærinde for enhver, som ikke er ligeglad med sine eller naboens børnebørn.

*Jared Diamond: "Den tredje chimpanse - storhed og fald". Oversat af en gruppe af mennesker fra regnskovsgruppen Nepenthes. 416 s., kr. 298. Akademisk forlag og Nepenthes

Foragtens hierarki

I
Det var cromagnonernes sygdomme, myrderier og overtagelser, der gjorde deres virkninger over for neandertalerne. I så fald var cromagnon/neandertaler-overgangen en forløber for, hvad der var i vente, da sejrherrenes efterkommere begyndt at strides indbyrdes.
(side 58).

II
Præsident Andrew Jackson om de nordamerikanske indianere: "De har hverken den intelligens, flid, moralske tilbøjeligheder eller ønsker om forbedring, der er det nødvendige grundlag for enhver gunstig ændring i deres livsbetingelser. Omgivet af en anden og højerestående race, og uden at erkende grundene til deres underlegenhed eller søge at bringe disse grunde under kontrol, må de nødvendigvis vige for omstændighedernes kræfter og inden længe forsvinde".
(side 329)

III
Den sidste tasmanske mand, William Lanner, døde i 1869 og derefter konkurrerede videnskabsmænd om skiftevis at opgrave og genbegrave Lanners lig. Dr. Crowther skar hovedet af, Dr. Stokelle hænder og fødder, og en eller anden ører og næse som souvenirs. Da den sidste tasmanske kvinde, Truganni, skulle dø i 1876, bad hun om at blive begravet på havet, men forgæves. Hendes skelet blev udstillet på Tasmanian Museum, hvor det kunne ses indtil 1947. Omsider i 1976 blev hendes skelet kremeret, og asken trods museets protester spredt ud over havet. (side 301).

*Ekspemlerne er hentet fra Jared Diamond: Den tredje chimpanse - storhed og fald

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her