Læsetid: 5 min.

Festugedrømmen

2. september 1997

Det er Job, der skal prøves og fødes påny, hvisker de til mig -
og jeg bliver stolt over, at Vorherre netop har udset sig Fødselsanstalten til den sag. Og så lige i Festugen

Byens lys
Ingen kan rigtig høre noget.
I ølteltet over for Cafe Hjorten larmer et populært ligegyldighedsband, så alle Festuge-gæsterne bliver endnu mere opstemte - og køber endnu mere øl. Bag mig diskuterer to piger med synkronslacks og sølvlæbestift, hvordan fangsten egentlig gik lørdag aften - sådan øre til øre. Og tjeneren står segnefærdigt og hænger glas op i stængerne over bardisken.
Der ligger en Jyllands-Posten foran mig. Ligesom alle andre vil jeg læse om verdens navle, så jeg slår op på den ene harmdirrende artikel efter den anden om protesterne mod Festugen i år.
Festugen har simpelthen mistet sin folkelighed. Den er blevet fin på den, og den dyrker kun den store kunst. Hvad skal der dog blive af den århusianske kultur, spørger det store blad med Østjylland-tillægget - og sukker efter den herlige fortid med øltelte og barmfager sang på Bispetorvet hver nat hele Festugen igennem.
Oh-so-very-English
Jeg mener bestemt, at forrige års kritik i samme organ gik ud på, at Festugen var ved at drukne i øl og bræk i gaderne. Men jeg har svært ved at koncentrere mig om den sønderlemmende og givetvis uantastelige, dybtborende analyse for al larmen. Mens folk aser og maser for at komme hen til Mini Donuts-maskinen, når jeg dog at fatte, at Festuge-folkeligheden på det nærmeste er uddød i Århus.
Da jeg prøver at komme mig over overraskelsen, kommer en oh-so-very-English komiker hen og mødes med vennerne over øludskænkningen.
"What a day!" konstaterer han udmattet under bowleren.
"Halvdelen af mit show er jokes om Diana, men så hørte jeg jo om bilulykken her til morgen, så det blev en mærkelig forestilling."
Seebergs synder
Jeg kan ikke rigtig følge med i, hvad der foregår, for der bliver ved med at stille sig prustende ølmaver ind foran mig. Jeg føler denne her naturlige træthed bølge ind over mig, og jeg mærker med glæde de ferme hænder, der pakker min svedige hud ind i kold plastik.
Men så vågner jeg. Med ét føler jeg mig gnitrende, tindrende vågen. Det er tavsheden, der har vækket mig. Og så lugten af brun hospitalssæbe. Messesangen kommer langvejs fra - blidt, men bestemt nede fra den anden ende af gangen. Med strenge blikke ser sygeplejerske-søstrene på mig, mens de skrider forbi med deres vandfade og rene klæder.
"Det er Job, der skal prøves og fødes påny," hvisker de til mig - og jeg bliver stolt over, at Vorherre netop har udset sig Fødselsanstalten til den sag. Og så lige i Festugen. Det vil altså også glæde Jyllands-Posten. Og så må det kunne rense Lars Seeberg og kulturforkæmperne i hans sekretariat for alle deres synder - i hvert fald den med at rykke Festugen en uge frem, så selv Dronningen ikke kunne komme med til åbningen.
Denne Job er en hårdtprøvet mand. Han er lille og nøgen og har milde øjne. Ud af hans mund flyder der en bedende strøm af noget, jeg formoder er portugisisk - men der var jo også noget om, at Festugen skulle være latinamerikansk i år, så det er vel kun naturligt at sprede plagerne på nogle af gæsterne, tænker jeg. Og de katolikker er jo under alle omstændigheder mere vant end os andre til at få tildelt straf for alt muligt.
Men Jobs kone kan ikke udvise samme tålmod. Da
de kysekorrekte nonnesøstre triller ind med vogne fyldt med afrevne lemmer fra hendes og Jobs uskyldige børn, går hun i stykker. Hendes øjne bliver tomme, og hendes mund skriger, mens hendes hænder glider desperat hen over det maveskind, der rummede alle de små, der nu er døde. Og så styrter hun ind
i barneovervågningsrummet og kaster rundt med de tomme babysenge med fjernede navneskilte.
Guds halssmykke
Jeg gyser og opdager, at mine ben er godt tilstænkede af blodet fra Jobs torturkar. Og det går op for mig, at jeg igen blander rundt på Gud og Satan. Men det er altså svært - de har samme tøj på, og de flår lige hårdt i Jobs forpinte ankler og skuldre.
Men pludselig får jeg øje på Guds halssmykke. Det er en lillebitte mand i guld, der sidder og holder to lige store stave i hænderne. Ud fra hans øreflipper dingler små spiralformede øreringe, og hans ansigt er dækket af en maske, hvor de to sider kæmper mod hinanden.
Det er dog mærkeligt, at Gud netop har et colombiansk smykke på, tænker jeg - men okay, det minder jo om et af klenodierne oppe på Århus Kunstmuseum. Det kan jo være, at Gud bare lige har lånt det til i dag. Colombianerne mente godt nok, at det var Solen, der var Gud - men hvad, de kan vel dele sådan i al Festuge-venskabelighed.
Men så ved jeg pludselig, hvorfor strengheden i Guds blik virker så bekendt: Fordi det er blikket fra kvinden i urskoven på Angeles Torrejóns billedserie om zapatist-indianerne. På Kvindemuseet lyste billedet op med en skarphed og kraft, der syntes at rumme hele det sydamerikanske kontinents smerte - også sorgen i øjnene på billederne af nogle af de hundredetusinder af forældreløse børn i det terroristhærgede Peru, som fotografen Cecilia Larrabures så underdrevent kaldte 'Visse savn'.
Men det tåger igen for mig. Smagen af vådt avispapir er modbydelig, og jeg spytter tryksværten ud, mens jeg forsøger at rejse hovedet og se ud af sprækkerne og finde ud af, hvor jeg egentlig er.
Lige midt på Jården, selvfølgelig. Men nu er der helt stille. Nogen har spildt øl
ud over min avis, det er derfor, jeg har sejlet hovedkulds rundt på den skæve cafébordplade her ude på fortovet.
En klunser går forgæves rundt ovre ved Sophies smækre tøjshop og leder efter flasker, men på Pustervig skænker de desværre op i plasticglas her i Festugen.
Det må være tidligt - og jeg har vist oplevet rigeligt.
Men da jeg vandrer forbi udspringspælen på Store Torv i morgenrøden, er jeg nu lettet over, at de fem sindssyge mexicanere ikke også har overnattet deroppe i 30 meters fri udfaldshøjde.
Man ved jo aldrig med de latinamerikanere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu