Læsetid: 4 min.

Fich: Flertal af S-vælgere vil sige ja

3. september 1997

Amsterdam-traktaten er vores projekt, siger selvsikre socialdemokrater og gør klar til mere politisk regulering på globalt plan

Mens ledende socialdemokrater med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen ikke et øjeblik er i tvivl om deres ja til EU's Amsterdam-traktat, ser billedet noget anderledes ud blandt socialdemokratiske vælgere. To meningsmålinger fra sidste måned fortæller begge, at hver tredje socialdemokrat siger nej, hver tredje siger ja mens den sidste tredjedel endnu ikke har besluttet sig.
Ove Fich, Europa-politisk ordfører for Socialdemokratiet er ikke tilfreds med tallene. Han håber, at gode argumenter og indholdet i Amsterdam-traktaten kan overbevise tvivlerne om at stemme ja, nej-sigerne har han så godt som opgivet.
"Der er en del socialdemokrater, der notorisk ikke ønsker at høre på argumenterne. De siger som regel ikke noget ved møderne, så jeg mener ikke, vi kan gøre noget ved dem. Vores aktivitet er rettet mod den trediedel af vore vælgere, der er i tvivl. Det er de interessante," siger Ove Fich.
Her tror den centralt placerede socialdemokrat på argumenternes kraft. Ove Fich forudser, at langt de fleste af tvivlerne vil ende som ja-sigere, når de skal i stemmeboksen og stemme ved den kommende folkeafstemning til foråret næste år.
"Det ender med, at 60 procent af socialdemokraterne vil stemme ja til Amsterdam-traktaten," siger Ove Fich.
Får Ove Fich ret i sin spådom, vil der være sket et holdningsskift af de større blandt socialdemokratiske vælgere i løbet af de seneste fem år. Hvor 67 procent af de socialdemokratiske vælgere stemte nej til Maastricht-traktaten ved folkeafstemningen i 1992, var nej-andelen faldet til 50 procent ved den følgende afstemning.
Når udviklingen fortsætter, er det fordi, EU er blevet et socialdemokratisk projekt. De ledende socialdemokrater er tilfredse som få andre, med Amsterdam-traktaten er EU's indre marked blevet hegnet pænt ind af miljøhensyn, lønmodtagerbeskyttelse og andre socialdemokratiske mærkesager.
Nej til dansk EU-veto
Den kommende tids kampagne for Amsterdam-traktaten vil først og fremmest fokusere EU-udvidelsen med de østeuropæiske lande.
Skulle danskerne sige nej ved den kommende folkeafstemning om EU, så vil Socialdemokratiet gøre sit til, at det danske nej ikke fører til, at østudvidelsen forsinkes eller direkte kører af sporet.
"Efter et nej skal Danmark ikke blokere for udvidelsen af EU. Regeringen må sikre at udvidelsen kan fortsætte, så Amsterdam-traktaten kan leve videre uden Danmark," siger Ove Fich.
Dermed afviser den socialdemokratiske Europa-politiker den genforhandling af Amsterdam-traktaten som særligt SF-formanden Holger K. Nielsen har gjort sig til talsmand for.
"Vi spiller hasard med Europa, hvis et dansk nej ender som et veto over for Amsterdam-traktaten, så den heller ikke kan gælde i de andre lande," siger Ove Fich
Hvor hensynet til østudvidelsen kommer til at præge socialdemokraternes kampagne for Amsterdam-traktaten i særlig grad, så vil de menige socialdemokrater også blive præsenteret for to andre argumenter. For det første mener socialdemokraterne, at Amsterdam-traktaten er bedre end den eksisterende Maastricht-traktat, for det andet er de fire danske EU-forbehold sikret.
Med socialdemokratiske briller kan der siges "færdigt arbejde".
"Med Amsterdam-traktaten kan vi sige færdigt arbejde for en tid. De store ting i Europa er handlet af. Hvor de borgerlige havde håbet på et rent økonomisk samarbejde, har vi fået den politiske overbygning i Europa, der kan tøjle markedskræfterne," siger Ove Fich.
Socialdemokraternes topfolk læner sig med andre ord tilbage og betragter med tilfredshed værket, Amsterdam-traktaten, på samme måde som en håndværker betragter en ny bygning. Projektet er velkendt, Ove Fich betegner det som en "social markedsøkonomi", men rammerne har forskudt sig, de er nu lige så meget europæiske, de bliver globale, hvor de før var danske.
"Det næste slagsmål vil ske på det globale plan. Vi er nød til at bevæge os ind i næste fase. Store multi- og transnationale virksomheder er allerede løbet fra os i Danmark og Europa. Vi må lave politiske konstruktioner på globalt plan," siger Ove Fich.
Socialdemokratiet er klar til at flytte beslutninger op i det globale system, fordi det kan være der, hvor de hører hjemme. Det er der, hvor afstanden til den almindelige dansker er størst. Alligevel står Ove Fich fast. Der er ingen vej uden om politiske beslutninger meget langt fra vælgere og deres dagligdag.
"Hvis ikke vi gør det, så overlader vil beslutningerne til markedskræfterne og så ved vi, hvad der sker. Alle virksomheder vil søge hen til de lande med de laveste standarder," siger Ove Fich.
For den socialdemokratiske Europa-politiker er der ikke tale om at flytte beslutninger fra det nære til det fjerne og globale, men om at tage politiske beslutninger i stedet for at lade markedet afgøre de globale spørgsmål.
"Vi skal vedtage endnu færre ting på det globale plan end vi i dag gør i EU. Der skal være fælles standarder for beskyttelse af lønmodtagere og fælles miljøstandarder. Men vi kunne også have et fælles ansvar for beskæftigelsen og så lade de enkelte lande selv finde ud af, hvordan de så vil leve op til det ansvar," siger Ove Fich og peger på WTO, World Trade Organization, som det naturlige sted for den type af politiske beslutninger.
Selv om de stærkt EU-kritiske danskere har mere end svært ved at besinde sig på udviklingen af det politiske samarbejde i EU, så er det for Ove Fich at se kun begyndelsen. Store politiske slagsmål vil finde sted på den globale scene, langt fra forsamlingshus og nærdemokrati.
Socialdemokratiet holder EU-kongres den 13.-14. september. En enig ledelse bakker op om Amsterdam-traktaten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu