Læsetid: 5 min.

Filmlyd uden film - sang uden scene

25. september 1997

Kvartetten Kyed leverer på sit debutalbum noget af det mest atmosfæremættede, filmiske og dragende musik længe hørt, mens Dr. Dante udsender endnu en sangforestilling på cd

Selvom det er blevet dyrere for forbrugerne at købe færdigindspillet musik, er cd'en stadig billigere at producere end tidligere tiders vinyl-lp. Dette betyder øget profit for de forbløffende få udgivelser, der egentlig sælger - og man kan gå ind i snart sagt hvilken som helst 'normal' pladebutik landet over og finde de samme små 1.000 titler - men så sandelig også konstatere, at der udgives flere plader end nogensinde før. I alle genrer. Og læg så dertil de dele af de forskellige pladeselskabers bagkatalog, som (gen)udgives.
Som i bogbranchen kan pladeforhandlerne kun vise toppen af isbjerget - og det er ofte et yderst forstemmende syn - mens den mere fascinerende musik kommer på små obskure selskaber i lige så obskure oplag. Alt dette er et godt argument for net-shopping, dvs. den indkøbsform, hvor man over nettet bestiller varer direkte fra velforsynede lagre, fremfor hos sin lokale pladehandler - som forbløffende ofte ikke ligger inde med den udgivelse, man netop har set rost til skyerne i for eksempel nærværende dagblad.
Og da moderne forbrugere er rastløse væsener, der først har det godt, når hver en krone er brugt, ender de ofte med at slæbe noget andet - helst frit fremme liggende i butikken - med sig hjem. Og i 99 procent af tilfældene vil dette 'noget' være fra et af de store pladeselskaber, som af en række årsager stort set sidder på distributionsnettet - og selvfølgelig har de navne, der har tag i publikum. Fraset herfra den dynamiske dance-scene, og den frodige, men ofte bevidst obskure techno.
Farlige understrømme
Dette betyder at så fin en udgivelse som kvartetten Kyeds debut-cd, The World Inside Her (Lidocaine/Mainline), som forventes på gaden den 6. oktober, nok aldrig vil nå det publikum, den fortjener. Hvis den overhovedet når ud overkredsen af specialbutikke.
Der er tale om musik af usædvanlig høj standard, filmisk, drømmende og dragende, og det blev faktisk allerede udgivet i foråret, som et vaskeægte samlerobjekt på vinyl i 300 eksemplarer med den noget mere kontroversielle titel The World Inside Her Pussy, og et par af Hans Henrik Lerfeltdts isnende erotiske malerier på omslaget. Det er den eneste plade undertegnede endnu har erhvervet, hvor der fulgte et par hvide handsker med i købet, således at værket ikke blev tilsmudset, når man satte det på.
Som cd er udstyret knap så fancy, til gengæld får man kompositionerne i deres fulde længde, samt to helt nye numre. Kvartetten består først og fremmest af programmøren Peter Kyed, der har leveret al musikken til de 13 skæringer, som udgør The World Inside Her. Seks af disse skæringer er forsynet med tekster af henholdsvis Jessica Nilsson og Sigrun Merete Mongstad. Sidstnævnte leverer endvidere en sært truende, ofte fremhvisket kvindevokal på de pågældende numre, bestående af lige dele dekadence og farlige understrømme, ikke helt ulig Beth Gibbons fra Portishead.
Et stort talent
Det bidrager til den tætte David Lynch-stemning, der som helhed hænger over pladen, hvilket også Nicolaj Roos' fremmedgørende og lettere industrielt tintede båndmanipulationer og samples er med til at fremhæve. Som prikken over i'et bidrager Bleeder-guitaristen Peter Peter med en række fine og tilbageholdte guitararabesker, som giver det ellers maskinprægede lydbillede et varmt og lyrisk anstrøg.
Gruppen gjorde sig for første gang bemærket, da den leverede et par skæringer til soundtracket til Nicolas Winding Refns brag af en debutfilm, Pusher, og dem genfinder man også her, ja, det hallucinerende "For A While" åbner festen.
Men som Peter Kyed selv fremhæver, så "er det blevet en plade, fordi jeg ikke er god nok til at lave film" - og dertil kan man kun påpege at i fremtiden vil de danske instruktører nok stå i kø for at bestille musik hos Kyed, thi disse 13 kompositioner er noget af det mest atmosfæremættede, tidssvarende og billedskabende længe hørt.
Her bruges uden lunkne forbehold alt fra markedspladsmusik til drum'n'bass, fra industriel dysterhed til varm og svingende jazz, men som helhed leverer Kyed på The World Inside Her en overvældende stilblanding, som dog er holdt i så stramme tøjler, at værket fungerer som helhed. Én af efterårets mest løfterige udgivelser, som samtidig introducerer et nyt stort talent på den danske musikscene i form af komponisten Peter Kyed. Han skal være mere end velkommen.
Tomt og postuleret
Er The World Inside Her et soundtrack uden en film, er Ned På Jorden (RCA/ BMG) fjorten sange uden en forestilling, forstået på den måde at det er en af Dr. Dantes såkaldte teaterkoncerter, der udsendes som selvstændig cd, og går man som undertegnede kun nødigt i teateret, må sangene og musikken vurderes ud fra hvorvidt de kan stå på egne ben.
Det er anden gang danterne markerer sig på pladefronten, idet de for et par år siden udsendte sangene fra Gasolin'-forestillingen i de nye arrangementer, men her er der tale om nyt og originalt materiale, 14 kompositioner af teaterets kapelmester, Kåre Bjerkø - som helt sikkert har hørt sine gamle Kliche-plader til bevidstløshed: Hva' med en teaterkoncert med Kliche-sange i stedet for? - der her kalder sig Hardcore, og med tekster skrevet af en trojka, bestående af Bjerkø, Nikolaj Cederholm og den tidligere Kliche-musiker Johnny Voss, der trods en succesfuld karriere som marinemaler under sit rigtige navn, Johannes Møller, aldrig helt har formået at slippe popmusikken.
Og teksterne er sine steder da også spøjse, tankevækkende og grinagtige, mens musikken som helhed har et mærkeligt forældet firseragtigt tonefald - i al sin digitale halvfemserperfektion. På trods af den udsøgte produktion ved Bjerkø og den smågeniale Hilmer Hassig, er det de færreste af pladens mange sange, som for alvor træder i karakter. Der bydes ellers på fremragende håndværk fra det sammenstillede band, men det hele virker tomt og postuleret i længden.
Gode ideer, der ikke løfter sig, og melodilinjer, der ganske enkelt udebliver - igen og igen.
At sangene fremføres af skuespillere som Lotte Andersen, Nis Pedersen, Josephine Akvama og Lars Bom samt rockpersonen Jimmy Jørgensen formår ikke at give dem et afgørende løft, selvom der et par steder er ansatser: Lotte Andersens fortolkning af "Kjolen", Josephine Akvamas - der som den eneste synger, som om ordene betyder noget - ditto af såvel "Et Vink Fra Dig" samt "Himlen" er eksempler på, at dette overkompetente team i ny og næ kan frembringe noget af interessere, når tæppet er gået og forestillingen er slut.
Men man sidder alligevel efter endt lytning med en lidt dårlig smag i munden - så meget talent brugt på så lidt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her