Ole Hyltofts nøgleroman om Arken fylder sin læser med bl.a. væmmelse, harme og skam
ny bog
Sekunda-forfatteren Ole Hyltoft (tidl. Petersen), som aldrig har skrevet og næppe kan skrive en bog, der for alvor er værd at læse, har i sin egenskab af socialkammeratisk kunstven fået et indgående kendskab til intriger og skandaler omkring museet "Arken". På denne tvivlsomme baggrund har han nu begået en litterær svinestreg i form af en nøgleroman, Mordet på Museet, med undertitlen "Affæren Ann Belgrave".
Kunstens snigmordere
Bogen oplyser misvisende, at dens figurer er forfatterens fri opfindelse, og at enhver lighed med nulevende personer er utilsigtet. At dette ikke kan passe, fremgår dels af det kolorerede omslag, som i Roald Als' streg fremstiller Anna Castberg, damen med det flotte tøj og den falske doktortitel, dels af indholdet som består af perfide og platte portrætter, lemfældigt grupperet omkring en fiktiv ledefigur, en sexgal kulturjournalist, der prøver at nå til bunds i en sag om svindel med kunst plus gåden om en politikers død.
Her er de så allesammen: den gådefulde direktør med den lidt dunkle fortid, den lille, tykke lokalborgmester, den store, ret tykke amtsborgmester, det nervøse kvindelige konservative amtsrådsmedlem, ja tilmed en tilforladelig herre, formand for museets "venneforening", vel sagtens forfatterens alter ego. Asmund Egense hedder manden, og det bliver ham, der får lov til at lægge vægt bag bogens budskab:
"Hvorfor kunne museumsfolk, der selv var ingenting, slippe godt fra et gøre ingenting til noget, og noget til meget? Fordi de var rå under den delikate facade. Og fordi vi var et folk af tøvere, der ikke turde råbe nej, når vi mente det. Og fordi politikerne, der var garanter for museerne, var så snoskdumme. (...) Mens det tavse publikum og de fjumrede politikere gik omkring, betagede af ingenting, slap fusentaster, der kaldte sig fagfolk, godt fra rollen som kunstens snigmordere." (s. 151)
Lidelsens tre sider
Teologen Viggo Mortensen skriver i sin bog "Lidelsens problem" (1976), at lidelsen som regel har tre hovedaspekter: et fysisk, et psykisk og et socialt. Dette bekræftes tilfulde ved mødet med Mordet på Museet. Læsningen er for det første en kropslig lidelse, helt enkelt fordi Ole Hyltoft skriver så slattent og slapt, med billige satiriske kneb og med et konstant overforbrug af fortælleteknisk klichémateriale. Man ækles og væmmes og vånder sig på snart sagt hver eneste side og glæder sig undervejs til igen at læse ordentlig litteratur eller for den sags skyld høre kraftig musik eller se et billede med blot et minimum af sanselig og intellektuel appel.
Dertil kommer for det andet en psykisk reaktion. Man vredes og harmes ved således at se mennesker fremstillet som naragtige klumpedumper og barnagtige tåber, ja, hvad værre er, man regredierer selv undervejs til psykoinfantile gebærder såsom at række tunge og pege fingre ad folk. Æv, du er dum, siger værkets forfatter, som desværre ikke evner at kortlægge kulturelle og politiske sammenhænge og bringe læseren til at forstå.
Endelig for det tredje lider læseren som samfundsindivid under bogen. Hvad den befordrer, er nemlig en art social skamfølelse, som den ikke kun vækker ved at minde om, hvordan millioner af kroner og titusinder af arbejdstimer forsvandt ned i et hul af uduelighed og politisk prestigemageri. Sin samfundsmæssige smerte får man også forstærket ved igen at overvære, hvordan offentligheden for øjeblikket forvandles til mediecirkus og til skueplads for aftørring af personlig skyld.
Afgnidning af medskyld
Problemet med Ole Hyltofts forsøg på satire over "Arken" er jo, at han på forhånd står som medskyldig i skandalen. Som objektiv rapportør ville han være groft inhabil; men selv som satiriker af den lettere kategori mangler han adkomst til at gøre sig lystig over affæren. Ikke desto mindre forsøger han med sin bog at transponere sin medskyld fra det kultur- og kunstpolitiske felt til kunstværkets friere domæne, som om fejltagelser det ene sted kan mildnes eller ophæves ved at slå en stor skævert det andet sted.
Efter udgivelsen af romanen er Ole Hyltoft dog nøjagtig så stor eller lille en skurk som han var forinden. Hvad man har været med til som læser, er blot endnu en opvisning i dén moderne idræt, der kaldes ritualafgnubning på fællesskabet af et individs ellers måske ubærlige skyld, skønlitteratur som en slags medial psykoterapi.
Ole Hyltoft har over for en avis betegnet sin roman som det tordenskrald der kan rense luften. Billedet er uheldigt valgt. Mordet på Museet renser ikke, den møger tværtimod mennesker til og besudler en lilleverden, forfatteren selv har været virksom del af. Snarere end at tale om store tordenvejr kunne man derfor betegne bogen som en lille ildelugtende prut, hvis fims herefter vil klæbe til ophavsmanden ud fra den regel, der fremgår af anmeldelsens overskrift.
*Ole Hyltoft: Mordet på Museet. Affæren Ann Belgrave. Roman. 178 s. Kr. 225,00. Holkenfeldt 3. Udkommer i dag.
