Læsetid: 4 min.

Fodfolkets version af et nederlag

9. september 1997

Claes Johansen fortæller atter krigshistorie

ny bog
Sårfeberen fra Dybbøl, kaldte Herman Bang eftervirkningerne af nederlagskrigen i 1864. Den var et dansk nationalt traume, der til gengæld næsten var uovervindeligt. Feberkurven er siden taget af, men sygdomskimen ligger måske stadig i den danske identitet, som vi i nyeste tid har besvær med at bestemme med dens blanding at letsindigt overmod, falsk beskedenhed og fordulgt mismod.

Sønner af de Slagne,
se, I staar paa Muld!
Død er det bedragne,
lykkeløse kuld.

Sådan digtede Johannes V. Jensen kort efter århundredskiftet i et forsøg på at ryste nederlagstemningen af sig og sin generation, efter at han med romanen Kongens Fald i historiens og fantasiens lys havde gennemanalyseret det danske tvesind, som også mange af hans ældre kolleger havde haft fat i, J. P. Jacobsen, Drachmann, Pontoppidan.
Nærbilleder af det bedragne, lykkeløse kuld, den part af det, som blev direkte og fysisk impliceret i nederlaget, har kun få kunnet levere, og da i floromvunde, heroiske versioner som hos P. F. Rist og Wilhelm Dinesen.
"En onsdag morgen allersidst i december 1863 red en ordonnans hen ad alleen, som førte op til den nordvestlige port ved fæstningsbyen Rendsborg. Han kom nordfra, fra Slesvig By, og havde redet hele natten. Hesten var en stor vallak med rimfrost siddende som saltkorn i manken. Det dampede fra dens vidt udspilede næsebor."
I stil med de romantiske fortællingers "Det var en mørk og stormfuld aften"-åbning indleder den altid spændende prosaist Claes Johansen således sin nye romanskildring af nederlaget. Han har jo gjort det før, med Smuk er døden, som I fik (1989), som var en langsom, smertefuld gyser, et intenst frøperspektivisk billede af den militære og nationale katastrofe, unden pynt, som den må være blevet oplevet af fodfolket. Dér koncentreret om den frivillige rekrut Henrik Wulff, hans korte liv og meningsløse, makabre død.
Claes Johansens nye version af samme tema hedder netop Fodfolk og er, hvad man kunne kalde en kollektivroman, siden den har distribueret rollerne næsten ligeligt til et antal infanterister, menige, underkorporaler, befalingsmænd og officerer, der alle på forskellig måde og forskelligt plan må bide i græsset.
Fodfolket betaler
Der er ikke noget afgørende tematisk nyt i Fodfolk i forhold til forgængeren, men denne perspektivforskydning giver en længere, grundigere, historisk dokumenteret billedrække, her mens kaptajn Hammerichs kompagni fra Rendsborg trækker op mod Dannevirke, som mere er et symbol end et forsvarsværk, ligesom senere hen Maginotlinjen. Panik, flugt, manglende ledelse undervejs til Dybbøl, Fredericia, Nordjylland, hvor alt omsider braser sammen. Afmagt, svigten, intriger, stupiditet, mens fodfolket betaler prisen, i øvrigt sammen med kaptajnen, der solidariserer sig med sine folk mod magtens arrogance. Han er på nippet til at blive en hovedfigur, en noget splittet, kultiveret person, der må gennem gennemleve hele skalaen af retsindighed, sygdom, hallucinationer, miskendelse, fadæser, oprør, frem til militær domfældelse: henrettelse ved skydning. Kongen i ændrer i sidste øjeblik dommen til degradering, afskedigelse uden nåde og pension. Skylden i stort og småt placeres bekvemt for de øverste.
Man kan dårligt kalde romanen, som er baseret på studier af dagbøger, erindringer, retsprotokoller m.m., for en fortsættelse af Smuk er døden, som I fik. Men en række skikkelser går igen. Der er Pedersen, Berg og Sveske og især den Svejk-lignende Skrubbe, der mest er god til damer og gør talrige sådanne alternative erobringer gennem nederlagets faser, han bliver underkorporal og får en medalje, ved lodtrækning, da der nu er et par hæderstegn tilovers til senere levering. At Skrubbes deling i befippelse og forhippelse skyder en dansk husar for dog at udrette noget, er en episode, der blandt andre går igen fra den første bog.
De står tydeligt og plastisk agerende, disse mange folk, trainkusken Pihl, solid ung teolog, Terkelsen, der gennem breve til faderen derhjemme, prøver at få ham til at forstå angsten og de grumme realiteter, men kun forbandes af denne nationalistiske veteran fra 48, hvad der driver ham til selvmord. Der er løjtnant Rasberg, ekstatisk frasemager, og kollegaen Schroll i emotionel og erotisk nød, men han forløses overraskende af en gårdmandsdatter, som plejer ham, da han har skudt sig selv i foden. Og der er den lille skiderik oberstløjtnant Beck, en magtsyg, beregnende skvadronør, der har let spil over for den svage oberst og får hævnet sig på Hammerich.
De og mange flere agerer i et ælte af utøj, fordærvet mad, lemlæstelser og jamrende død, hjælpeløst udsat for de veludrustede østrigere og prøjsere. Og mens cheferne stikker af, kun såret på forfængeligheden, ofres fodfolket i et rædselens maskebal.
Forræderi mod folket
Den bekendte træfning ved Lundby syd for Aalborg, hvor man troede at kunne overraske fjenden og få en fjer i hatten, var i sig selv uden anden mening og blev en ren dødsfælde. De skydes ned en for en. Løjtnant Schroll er med:
" - Drenge, sagde han. Vi gør os små. Vi kravler hjem gennem kornet.
Det blev deres måde at slippe væk på. De lagde sig ned på alle fire og kravlede hjem i ly af kornet."
Forfatterens indignation er lagt ud i scenerier, der veksler rytmisk, hektisk i antifelttogets takter, i korte eller længere sekvenser, der balancerer godt mellem den folkelige fortællings stilmidler og krigsreportagens moderne detaljering i den ekstreme realismes forskruede hverdag.
Som i citatet lykkes det Claes Johansen at indlægge længere perspektiv i enkeltscenerne og få mosaikkens puslespil til at danne billedet af et forsmædelsens Danmark, der i selvovervurdringens opblæste illusion begik forræderi mod folket, som i øvrigt heller ikke er heroiseret, men som forfatteren har givet stemme. Det var den sunde fornuft afgik ved døden.
Og sådan forholder det sig måske stadig med dele af den. Bogens aktualitet er en overvejelse værd.

*Claes Johansen: Fodfolk. 214 s. 198 kr. Aschehoug. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her