Læsetid: 5 min.

Før festen: Vredens genkomst

12. september 1997

Eftersommerlige noter 1

Frie ord
JEG KAN ikke se, hvordan man kan være optimistisk, siger Suzanne Brøgger på modstående side, skønt hun ikke vil være misantrop. "Vi har levet i et århundrede, hvor vi har tappet på alle niveauer: intimt, økologisk - et udtryk som 'at tage vare på' har i årtier lydt latterligt."
Kun toppolitikere, mediepampere, organisationsledere og administrerende direktører m/k kan ved ved udgangen af dette århundrede se, hvordan man kan være optimistisk, når et udtryk som 'at tage vare på' i årtier har lydt latterligt. Men da optimisme er blevet et succeskriterium i selskabsliv som arbejdsliv, siger alle til den lille rare Gallupdame, at de har det ufatteligt godt.
Smerten afskærer Suzanne Brøgger fra misantropien, skønt der ikke er grund til optimisme: "Efter brylluppet kommer nu engang ægteskabet og børnene osv. Man må tage det smertefulde liv på sig. Det magter mine personer blot ikke."
Men hun håber, læseren kan tage ved lære ved at læse historien, som den er. Tage smerten på sig. Skønt hun heller ikke her nærer overdrevne forventninger: "Man kan jo spørge sig hvem, der tager smerten på sig i dagens samfund - de hjemløse, narkomanerne, børnefamilier?"
Det forekommer mig, at hovedparten af sommerens bidrag til serierne Efter festen og Vreden der forsvandt endte nogenlunde der, hvor Suzanne Brøgger står i dagens interview.
HISTORIKEREN og forskningsstipendiat Lene Koch, medlem af Etisk Råd, sagde i interviewet med Lisbeth Wissing (1. august), at "der er tale om en eksistentiel krise, ikke bare for den enkelte men for hele den interesse, der engang kaldte sig venstreorienteret, socialistisk eller feministisk. Drømmen om et bedre liv er blevet omsat til til ønsket om tilgængelig ny teknologi, som kan hjælpe den enkelte. Og den teknologikritiske debat føres i dag først og fremmest i Information."
I dag fører Suzanne Brøgger den videre: "Da vi var børn, blev det profeteret, at i fremtiden ville det blive sådan, at det var maskinerne, der styrede menesket. Og man sagde nej, det passer ikke, det er umuligt, maskiner kan aldrig komme til at styre mennesker. Men sådan blev det. Med maskiner mener jeg maskiner i videste forstand - også software og tv-kanaler. De har overtaget det hele, intimshistorien, politikken, seksualiteten."
Modstanden mod teknificeringen fordrer, sagde Lene Koch, "at vi er i stand til at mobilisere et alternativ i form af et socialt fællesskab, som ikke længere er til stede, fordi det hele er skvattet sammen i et pluralistisk, individualiseret og atomiseret samfund uden fælles værdier, som er grundlaget for at kunne føre politik inden for disse områder," der her handler om kloning, gensplejsning, kunstig befrugtning, præimplantationsdiagnostik, børn med tre mødre og tilfrosne embryoer, som venter på at blive solgt og tøet op.
På modstående side efterlyser Suzanne Brøgger også de modstandsduelige fællesskaber: "Jeg tror ikke, vi kan overleve som samfund uden den sammenhæng og den afhængighed af hinanden, som slægten tidligere har repræsenteret."
Men hvad skal erstatte slægten?
"Vi befinder os ved slutningen af et århundrede, endda et årtusind, og det indbyder til at se på perspektivet. Og når man eksempelvis kan skrive, at prinsesse Dianas nylige død er en større katastrofe en både Første og Anden Verdenskrig, så får jeg svært ved at bevare optimismen. Så er mediernes virkelighed blevet målestokken, så er vores kriterum for virkelighed, om det har været i fjernsynet. Jeg kan ikke se, hvordan man kan være optimistisk".

HER TØR JEG godt antyde et håb. Da jeg ganske ofte har anbefalet sort skærm hele året, må jeg i sandhedens navn indrømme, at jeg klæbede ved skærmen i lørdags. Jeg vil ikke dække mig ind under, at min journalistiske profession forlanger, at jeg "dækker", hvad to tusinde millioner mennesker siges at have været optaget den eftermiddag (formiddag, aften, nat eller morgen rundt rundt). Jeg gjorde det, fordi der blev holdt en tale, som jeg synes var så god, at Shakespeare må have hjulpet taleren, den niende jarl af Spencer. For ham var det, der i Westminster Abbey talte ved ovennævnte prinsesses båre, og sagde (i John og Marianne Evan-Jones oversættelse):
"Det er fristende at kanoniserer dit minde. Det er ikke nødvendig. Du står stærkt nok som et menneske med enestående kvaliteter og behøver ikke at blive betragtet som en helgen. At gøre dit minde helligt ville faktisk være det samme som ikke at forstå selve kernen i dit liv. Din vidunderlige drilagtige sans for humor med en latter, som fik dig til at knække sammen, din glæde ved livet som smittede, hvorhen dit smil end gik og glimtet i de uforglemmelige øjne. Din bundløse energi, som du dårligt kunne beherske. Men din største gave var din intuition og det var en gave, du brugte klogt. (...) Diana forklarede mig engang, at det var hendes inderste følelser af lidelse, der gjorde det muligt for hende at kunne relatere til de udstødte. Og hermed når vi frem til en anden sandhed om hende. Til trods for hendes status, berømmelsen, klapsalverne, forblev Diana inderst inde et meget usikkert menneske, næsten barnlig i sit ønske om at gøre noget godt for andre, så hun kunne frigøre sig fra dybtliggende følelser af at føle sig værdiløs, noget hendes spiseforstyrrelser blot var et af symptomerne på. (....) Jeg tror ikke, hun nogensinde forstod, hvorfor hendes ægtefølte, gode hensigter blev hånet af medierne, hvorfor disse altid syntes at gøre forsøg på at nedgøre dem. Det er gådefuldt. Min egen og eneste forklaring er, at ægte godhed er en trussel mod dem, der kommer fra den anden ende af det moralske spektrum. Det er bemærkelsesværdigt, at det største paradoks af dem alle vedrørende Diana måske er dette: En pige, der fik samme navn som oldtidens jagtgudinde, blev til slut den mest jagede person i nyere tid."
Det véd jeg godt, at hun selv delvis var skyld i. Alligevel finder jeg et håb i, at hendes brors ord nåede måske to milliarder mennesker i lørdags. Formidlet af det satans tv. De siger noget afgørende om, hvorfra godheden mellem mennesker kommer. Fra lidelsen, når den berøres af en anden kraft og forvandles til medlidenhed. Fra smerten. Når den af en anden kraft forhindres i at gå til grunde i selvmedlidenhed.

"DET VAR DET, som Ulrike Prokop (i sin bog fra 1976, Kvindelig livssammenhæng, red.) på smukkeste marxistiske vis kaldte 'kvindelige produktivkræfter': Omsorgsfuldhed, ømhed, indlevelsesevne og æstetiseringen af hverdagslivet. Kvinder behøver slet ikke at lave kunst, fordi de gør deres liv til en slags kunstværk."
Det sagde Jette Lundbo Levy (28. august) i interviewet med Pia Fris Jensen. Også et håb.
Håbet er vel den kraft, der melder sig, når der ikke er grund til optimisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her