Læsetid: 5 min.

Første kongres uden den gamle garde

11. september 1997

Partichef Jiang Zemin ventes at lægge op til privatisering af statsindustrien, når han åbner den vigtige 15. partikongres

Det sker én gang hvert femte år. Over 2.000 delegerede strømmer til hovedstaden Beijing fra nær og fjern. Fra byer som Lhasa og Lanzhou og fra provinser som Hunan og Hubei for at deltage i den vigtigste begivenhed inden for Kinas Kommunistiske Parti (KKP): Partikongressen.
Det er 15. gang, begivenheden finder sted, og de 2.048 delegerede vil fredag lytte til generalsekretær Jiang Zemins åbningstale, der på den ene side vil være alenlang og søvndyssende, men på den anden side vil indeholde vigtige signaler om, hvor Kina bevæger sig hen i de kommende fem år.
Selv om det er en tilbagevendende begivenhed, er den 15. partikongres omgivet af en del spænding. Den kan gå hen og blive en af de vigtigste i partiets historie, fordi det er den første kongres siden reformarkitekten Deng Xiaopings død i foråret.
Og som Clemens Stubbe Østergaard, lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, siger, er det også den første kongres, hvor andre af de gamle revolutionære ikke vil sidde og "puste den yngre generation i nakken".
På kongressen skal Dengs efterfølgere med andre ord vise, at de magter at regere verdens folkerigeste nation på egen hånd.
Især for partichef og præsident Jiang Zemin står meget på spil. Han blev udpeget som Dengs efterfølger i 1989, da han overtog posten efter daværende partichef Zhao Ziyang, der blev fyret efter de store studenterdemonstrationer i sommeren 1989.
Jiang har siden holdt sig i sadlen ved at henvise til Deng Xiaoping, og selv om han længe blev betragtet som en overgangsfigur, der ville forsvinde i glemslen efter Dengs død, ser det ud til, at han har befæstet sin stilling og vil fortsætte som partiets øverste leder.
Men som noget usædvanligt er spørgsmålet om, hvem der skal indtage de øvrige pladser i hierarkiet tilsyneladende ikke afklaret endnu. Normalt bliver kabalen lagt i månederne op til partikongressen, men denne gang tyder alt på, at partitoppen i de sidste hektiske dage har bakset med problemet, uden at løse det.
Schlüter-funktion
Ifølge Clemens Stubbe Østergaard skyldes det, at der ikke længere er en stærk leder som Deng eller Mao Zedong før ham, der enevældigt kan afgøre striden.
"Kinesisk politik vil blive mere konsensus-præget, og det tager som bekendt længere tid. Jiang Zemin ser ud til at indtage en Poul Schlüter-funktion, hvor han ikke har den store profil, men må formulere en fællesholdning for de forskellige fløje, sådan som vi så Poul Schlüter gøre det i den borgerlige regering," siger Clemens Stubbe Østergaard.
Fløjene består ifølge Stubbe Østergaard af tre: En midtergruppe med Jiang Zemin og viceministerpræsident Zhu Rongji i spidsen; en 'venstrefløj' bestående af tro marxister; og en fløj, der går ind for yderligere reformer både på det politiske og økonomiske område. Qiao Shi, der er formand for det, der svarer til Kinas parlament, Den Nationale Folkekongres, repræsenterer den sidstnævnte fløj, og han menes at være et af de kort, der ikke vil gå op i kabalen.
"Jiang Zemin har fået udmanøvreret venstrefløjen, og samtidig har han bevæget sig over mod reformfløjen og har taget nogle af dens ideer, måske af frygt for at Qiao Shi ellers ville få endnu større tilslutning," siger Clemens Stubbe Østergaard.
Statssektoren
Mens der stadig pusles med personspørgsmål, ser det til gengæld ud til, at partitoppen er blevet enig om at udvide de økonomiske reformer til også at omfatte den store sektor af statsejede virksomheder.
Jiang Zemin ventes at offentliggøre beslutningen i sin tale fredag, og det vil markere et stort skridt i retning af en egentlig privatisering af statssektoren.
Kina har omkring 118.000 statsejede industrivirksomheder, der beskæftiger over 100 millioner mennesker. Selv om 70 procent af virksomhederne i årevis har kørt med underskud, har partiet hidtil undgået spørgsmålet, dels af frygt for social uro, og fordi det udgør et stort ideologisk problem for partiet, der i hele reformperioden har kunnet hævde, at størstedelen af Kinas industri er statsejet.
Det ideologiske problem bliver tilsyneladende løst ved, at "statseje" nu bliver erstattet af udtrykket "offentlig eje", der kan dække over alt fra aktier, der tilhører de ansatte, til private investorer.
Privatiseringen af statssektoren ventes ikke at ske med ét slag, som det er set i Østeuropa, men mere gradvist og over en længere periode.
Til gengæld er der ikke udsigt til politiske reformer. Godt nok har flere akademikere i ugerne op til partikongressen talt om nødvendigheden af, at de økonomiske reformer bliver fulgt op af lignende reformer på det politiske område, men det er højst tvivlsomt, om Jiang Zemin tør slippe tøjlerne sideløbende med en privatisering af statsvirksomhederne.
Hvis politiske reformer kommer på tale, kan det ifølge Clemens Stubbe Østergaard handle om en udvidelse af forsøgene på at indføre demokratiske valg på lokalplan. Demokrati er ikke på programmet.

FAKTA
Kinas magthavere
Kinas Kommunistiske Parti (KKP) blev dannet på et hemmeligt møde i Shanghai den 1. juli 1921. På det tidspunkt havde partiet 57 medlemmer; i dag har partiet 58 millioner medlemmer, og monopolet på den politiske magt i Kina er bevaret.
Partikongressen, der holdes hvert femte år, træffer vigtige politiske beslutninger og ændringer, der denne gang vil række ind i det 21. århundrede.
Kongressen er formelt partiets øverste myndighed, men reelt ser partihierarkiet sådan ud:
*Generalsekretæren: Jiang Zemin, der ventes at fortsætte - måske endda med titel af "formand", en titel der blev afskaffet efter Mao Zedongs død i 1976.
*Politbureauets stående udvalg: Det egentlige magtcentrum, der i øjeblikket består af syv medlemmer: Jiang Zemin, Li Peng, Qiao Shi, Li Ruihuan, Zhu Rongji, Liu Huaqing og Hu Jintao.
*Politbureauet: Partiets 'kommandocentral', der udover de syv medlemmer af det stående udvalg i øjeblikket har 12 medlemmer og to kandidatmedlemmer. Politbureauet består af Kinas politiske elite af parti- og statsledere, repræsentanter fra hæren og de vigtigste provinser.
*Centralkomiteen: har nu 188 medlemmer og 127 kandidatmedlemmer, der mødes en til to gange om året i såkaldte plenarmøder.
Centralkomiteen skal godkende vigtige beslutninger, der træffes højere oppe i hierarkiet.
*Provins partikomité: ledes af en stående komité og en partisekretær, der har stor magt. I indtil flere tilfælde er det sket, at partisekretærer har nægtet at udføre ordrer fra centret i Beijing.
*Amts partikomité: ledes også af en partisekretær og en stående komité.
*Partikomité: Partiets græsrodsniveau i kommuner, bydistrikter, fabrikker og andre arbejdspladser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her