Læsetid: 7 min.

Folkemordets efterdønning

29. september 1997

Rwanda's regering er godt på vej til at opbygge den polarisering af samfundet som den selv forsværger som roden til alt ondt

Kigali
Allerede når man ankommer til Kigali's internationale lufthavn mærker man den trykkede stemning og de mistænksomme blikke.
Overalt i byen er der soldater, der konstant minder en om, at Rwanda er et land i krig, hvor der ikke er plads til neutrale parter. Her bliver alle - også udlændinge - inddraget i et større opgør.
"De er imod os", forklarer embedsmanden fra presseakkreditionen i informationsministeriet og peger på nogle franske aviser og tidsskrifter, der ligger på bordet foran ham. Franske medier var blandt de første til at kritisere Rwanda's regering for overgreb på civilbefolkningen i Rwanda og især de omfattende massakrer på de rwandiske flygtninge i Zaire under felttoget mod Mobutu, som Rwanda's hær stod bag.
Den internationale opinion ligger den rwandiske regering meget på sinde, da landet er meget afhængig af økonomisk, politisk og militær hjælp fra udlandet og såvel Rwanda som det nye Congo's regering, der overtog magten i landet efter Mobuto's fald afviser kategorisk at disse massakrer har fundet sted.
Tre år efter folkemordet er Kigali's kommercielle liv kommet delvis på fode igen. Kigali's centrum er præget af banker, butikker og restauranter, der fortrinsvis betjener en stor befolkning af FN-ansatte, internationale hjælpearbejdere og Rwanda's nyrige. Især nye japanske og europæiske biler dominerer gadebilledet og udgør den traditionelle kontrast til gadebørn og tiggere. Stemningen er spændt og folk er meget opmærksomme, især når man spørger til den politiske situation.
På offentlige steder berøres politiske emner med diskre-tion, da regeringen tænkes at have deres informanter overalt.

Uklare fronter
Krigen i Rwanda er ikke en krig med klart optrukne fronter, og det er ikke umiddelbart til at afgøre, hvem der tilhører hvilken side, hvilket naturligvis øger mistilliden.
Således er det heller ikke klart, når man kører nordpå fra Kigali af hovedvejen til Gisenyi, der ligger på grænsen til det tidligere Zaire, at man er på vej ind i en krigszone. Vejen, der er anlagt af den tyske regering, er i forbløffende god stand, man ser ingen afbrændte biler eller bombekraterere, der går folk langs vejen og folk plejer deres afgrøder. Kun den konstante tilstedeværelse af militær på den sidste del af strækningen mod Gisenyi vidner om, hvad man med militært sprogbrug kalder en lavintensitetskonflikt.
Siden fordrivelsen af de rwandiske flygtninge i forbindelse med oprøret mod Mobuto i Zaire er hovedparten af flygtningene vendt tilbage til Rwanda. Blandt disse flygtninge befinder sig også store dele af de militser og soldater fra Rwanda's tidligere regime, der systematisk slog anslået 800.000 mennesker ihjel i 1994.

Hit-and-run
Siden er der sket en opblomstring af guerilla-krigen, hvor militserne gennem det seneste halve år fra baser i Zaire og skovene i den vestlige og nordlige del af Rwanda har udført terrorangreb mod fortrinsvis civile og lokale myndigheder for at destabilisere det nuværende styre.
Regeringens svar herpå har været iværksættelse af omfattende militæroperationer, hvorunder der ifølge både FN's og Amnesty International's rapporter er omkommet flere tusinde menneske, herunder et stort men ukendt antal civile. Årsagerne hertil skal ifølge en militæranalytiker, som Information har talt med søges i områdets og kampenes natur:
"Rebellerne betjener sig af såkaldte hit-and-run operationer. De angriber som oftest ved solnedgang og forsvinder i ly af mørket tilbage til junglen, hvor de skjuler sig. Da junglen ikke kan brødføde dem er de afhængige af lokalbefolkningen mht forsyninger, skjulesteder og information. Rebellerne skjuler sig blandt befolkningen og det er således vanskeligt at skelne mellem civile og ubevæbnede militser. Militserne kan således ikke operere uden lokalbefolkningens passive medvirken og tager derfor lokalbefolkningen som en slags gidsler" lyder forklaringen.
Hæren betragter på den anden side dette som kollaboratørvirksomhed og lokalbefolkningen er dermed fanget i et dilemma. Valget står mellem at angive militserne eller risikere hævnangreb fra hæren, hvis militserne har held til at flygte efter en af deres operationer. Soldaterne ved, at militserne ikke kan undslippe uden befolkningens medvirken og slås derfor i hartkorn med fjenden. Civilbefolkningen udsættes så for grusomme repressalier fra begge sider. Gisenyi by er hovedkvarter for nødhjælpsarbejdet i denne del af landet, hvorigennem hovedparten af flygtningene fra det daværende Zaire vendte tilbage fra slutningen af 1996.
Selv om selve Gisenyi by er rolig og under kontrol døjer regeringen især i dette område med militser, der mere eller mindre frit kan passere ind over grænsen fra Congo gennem nationalparken 'Parc de volcan' hvorfra de søger at transportere våben langs det jungle-bælte der løber fra nord til syd i det vestlige Rwanda.
Bæltet er døbt Rwanda's Ho Chi Min-rute og krydser den befærdede og stærkt patruljerede hovedvej, der forbinder Gisenyi med Ruhengeri. Regeringen søger ved konstant patruljering i disse områder at forhindre militsernes organisation og dermed tvinge dem væk fra deres magtbaser samtidig med at de lægger sig i baghold for at standse våbentrafikken. Sammenstødene flytter sig derfor mere og mere mod det nordvestlige hjørne omkring Gisenyi, hvor militserne på grund af deres manglende våbenleverancer efter de forlod flygtningelejrene i Zaire, som udgjorde økonomisk og politisk grundlag for deres bevæbning og organisation, er mere og mere pressede. På grund af de manglende våben tvinges militserne til angreb i større og større grupper, hvilket gør dem mere udsatte overfor hæren.

PR-kampagne
Samtidig har regeringen også omsat en omfattende PR-kampagne i området for at få lokalbefolkningen til at samarbejde. I en stort anlagt PR-tur drager det samlede rwandiske pressekorps og deres udsendte med det rwandiske kabinet med et større opbud af militær afsted mod flygtningelejren Mudende, der ligger en halv times kørsel nord for vejen mellem Gisenyi og Ruhengeri, hvor 130 flygtninge fra Congo blev dræbt af militserne 2 uger forinden.
Fra ladet af en armeret jeep taler præsidenten, ministrene og den lokale provinsguvernør til de forsamlede lokale beboere og flygtninge om nødvendigheden af samarbejdet med militæret mod militserne. Overfaldet bliver brugt til at illustrere militsernes grusomhed og hensynsløshed overfor befolkningen.
Der er imidlertid mere til historien end regeringen og de rwandiske medier hævder. En vestlig nødhjælpsarbejder, der arbejder i området, forklarer til Information hvorledes en gruppe af de congolesiske flygtninge efter angrebet foretog hævnaktioner på den lokale befolkning.
"Under massakrerne havde militserne havde fået hjælp af nogle fra lokalbefolkningen, der så var flygtet fra området efter angrebet. Da flygtningene angreb, gik det så ud over de folk, der var blevet tilbage, men jeg ved ikke hvor mange der blev slået ihjel " siger nødhjælpsarbejderen

Skolelæreren taler
Mahoko-markedet der ligger 20 km fra Gisenyi på hovedvejen mod Ruhengeri står i skærende kontrast til opbuddet af militær og presse i Mudende flygtningelejren. Selvom det er markedsdag har boderne stået tomme hen siden den 8. august.
"Jeg befandt mig i mit hus derovre bagved," siger et vidne, der præsenterer sig som skolelærer og taler godt fransk.
"Det var på markedsdagen omkring klokken halv ti. Militserne angreb fra bakken der ovre på den anden side af vejen. Nogen må have advaret militæret. Militæret kom og der opstod skudvekslinger, alle flygtede fra markedet."
Et andet vidne forklarer på Kinyarwanda gennem vores tolk, at nogle af sælgerne blev fanget i krydsilden og dræbt, inden militserne måtte trække sig tilbage. Også enkelte soldater og militser mistede livet..
"Hvad der skete bagefter, ved jeg ikke, jeg var her ikke, jeg tog straks til Kigali", siger vidnet. Heller ingen andre vil tale om, hvad der skete bagefter. Skolelæreren trækker sig derefter hastigt tilbage, da nogle soldater begynder at indfinde sig og vil se pressekort og tilladelser.
Nødhjælpsarbejdere i området menneskerettighedsorganisationer og vestlige diplomater fortæller imidlertid til Information at også denne episode havde et efterspil. Senere på dagen vendte soldaterne tilbage, ifølge nogle kilder døddrukne, oprevet over tabet af deres kammerater. Vel vidende at militserne sandsynligvis havde fået hjælp fra en del af lokalbefolkningen, startede de en massakre på de tilbageblevne beboere, hvor hele familier med kvinder og børn blev udryddet.
Det er i overgreb som disse og ikke i den begrænsede militære trussel som rebellerne udgør, at der findes den fælde, som for alvor truer Rwanda's regering; nemlig den krigens logik som truer med for alvor at dele landet i to lejre mellem fjender og venner og mellem dem og os. Selvom spørgsmålet denne gang ikke nødvendigvis bliver trukket op med etniske skillelinjer er Rwanda's regering godt på vej til at opbygge den polarisering af samfundet som de selv forsværger som roden til alt ondt. Det er denne logik, der én gang har drevet Rwanda ud over afgrunden, hvor man tvang alle til at deltage i en hensynsløs jagt på "den indre fjende iblandt os", som det tidligere Hutu-regime ønskede at kalde det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu