Læsetid: 4 min.

Fortælling for dødsmaske og protokol

3. september 1997

Enkel og effektfuld udstilling om det nazistiske udryddelsesprojekt på det jødiske museum i Wien fortæller om menneskers forvandling til genstande

udstilling
Hvordan skal man ved hjælp af en udstilling trænge ind i begrebet Schoa, nazisternes grufulde forsøg på at udrydde jøderne? Det var det spørgsmål, det jødiske museum i Wien, som siden genåbningen i Dorotheergasse for fire år siden har gjort sig bemærket ved meget utraditionelle udstillinger, måtte stille sig.
Svaret er blevet en udstilling med titlen: "Masken. Versuch über die Schoa." Maskerne, det drejer sig om, er dødsmasker af jøder, henrettet i Hitlers udryddelseslejre. Den besøgende stilles over for dem, 29 på række, bag sig en glasvæg, ude ved siderne glasvægge. Den besøgende ser de døde overalt - og sig selv. De døde bliver pludselig nærværende. De stiller stumme spørgsmål. Og de trækker de levende ind i deres verden.
Vi ved næsten intet om disse døde. Vi kender ikke deres navne, vi kender ikke deres livsskæbne. Vi ved blot, at de er myrdet et sted i Polen.
I en protokol et andet sted i museet fastholdes konservatorens karakterisering af dem som lig. For ham var de genstande - er de det også blot for os?
Maskernes historie
Om noget andet ved vi besked: Om dødsmaskernes skæbne. Den fremgår af dokumenter i et udstillingsrum. Her berettes den rystende historie om to videnskabsmænds samarbejde - afdelingslederen ved det naturhistoriske museum i Wien og overpræparatoren ved rigsuniversitetet i Posen.
Den førstnævnte vil arrangere en raceorienteret udstilling på sit museum. Til det formål bestiller han hos overpræparatoren dødsmasker og "så mange kranier som overhovedet muligt". Denne lovpriser sine varer ("kranier af typiske østjøder"), beklager, at han kun kan levere et begrænset antal dødsmasker på grund af mangel på gips, og skynder sig at medsende en prisliste: 25 rigsmarks for kranier, 15 for en dødsmaske og 32,5 for en gips-buste.
I modsætning til de 29 masker har de to videnskabsmænd navne og skæbner, som vi kender. Konservatoren dør under arbejdet på grund af plettyfus, som hans sørgende enke skriver: fordi han "var blevet bidt af en jødelus".
Afdelingslederen bliver, længe efter krigen, ved en omorganisering af det naturhistoriske museum, sendt på førtidspension, men får officiel attest på, at han ikke havde gjort sig skyldig i nogen landsskadelig virksomhed.
Enkle virkemidler
Det er styrken ved denne udstilling på det jødiske museum, at den arbejder med så få og enkle virkemidler, at den lader megen plads åben for spørgsmål.
I en sal er der korte prægnante citater fra nazisternes raceteorier og racepolitiske udtalelser, herunder også af Adolf Hitler selv: "En politik i dag, der er uden biologisk begrundelse og uden biologiske mål, er fuldstændig blind."
Meget af det citerede forskrækker ved netop denne betoning af den fremskridtsvenlige, modernistiske, videnskabsbegrundede tilsidesættelse af hensynet til så smålige forhindringer som enkeltmennesker. Chokket træffer én, når man læser det sidste citat: "Det moderne samfund må endelig til at træffe principielle forholdsregler og vel at mærke med det endemål, at hjælpe det normale individ til sin ret. Filosofiske dogmer og sentimentale fordomme må forstumme over for en sådan nødvendighed. At føre den menneskelige personlighed til sin højeste uddannelse, er civilisationens sidste mål."
Er det ikke de samme toner, der i dag klinger med hos mange af fremskridtets profeter inden for forskning og erhvervsliv? Citatet stammer da heller ikke fra nogen af Hitlers idiotiske medløbere, men fra den amerikanske nobelpristager Alexis Carrel.
Fremskridtets profeti
Udstillingen på det jødiske museum gør da også det kunstgreb at drage den besøgende selv ind i den problemstilling, hvor vidt vi så at sige naturligt og måske ligefrem nødvendigvis benytter os af objektiviseringen i vor holdning til andre mennesker. Denne reaktion er en daglig bestanddel af vor tilværelse.
Klart mærkes det i den sal, hvor der vises dokumentarfilmoptagelser af lig og af ligdele fra nazisternes udryddelseslejre. Det er grufulde optagelser, men ikke stort grufuldere, end hvad der ofte serveres som underholdning på de elektroniske medier i dag. Har disse medier ikke forlængst hjulpet os med at oparbejde denne forsvarsmekanisme, som består i blot at betragte medmennesker som behandlede genstande? Og er den mekanisme ikke bygget så stærkt ind i os, at vi også vil være i stand til at bruge den, når fremskridtet en gang kræver af os, at vi skal skaffe os af med narkomaner, asylsøgere, arbejdsløse og andet "livsuværdigt liv"?
Det spørgsmål er nært forbundet med det andet spørgsmål, som også ustandseligt dukker op i denne rumligt stærkt begrænsede udstilling, spørgsmålet, som den besøgende må stille sig selv: hvem er jeg?
To steder bliver spørgsmålet om ikke udtalt, så i hvert fald artikuleret: Lige inden man forlader museet, får man at vide, at man under betragtningen af dødsmaskerne blev optaget på video. Man kan få lov til at se optagelserne, som derefter tilintetgøres.
Og når man er ude i gaderne i Wien igen, kan man fire steder løbe på en søjle af smalt glas, udformet af kunstneren Valie Export (professor ved kunsthøjskolen for medier i Köln). Søjlerne har en henvisning til udstillingen på det jødiske museum, og på glaspladen er der indtegnet omridset af en maske. Ser man ind i den, ser man sit eget ansigt.
En af de fire søjler står på pladsen mellem det kunsthistoriske museum og det naturhistoriske museum. På museum havde man i øvrigt indtil for et par år siden stadig en udstillingssal med betegnelsen: race-salen.

*Masken. Versuch über die Schoa. Det Jødiske Museum, Wien. Til 26. sep.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu