Læsetid: 5 min.

Frankrigs regering sætter dristigt mål

3. september 1997

Premierminister Jospin vil holde valgløftet,
der skal brække rygraden på arbejdsløsheden - men han risikerer selv at knække halsen
på opgaven

Gradvis reduktion af den legale arbejdsuge fra 39 til 35 timer uden reduktion af lønnen.
Disse få ord i det lille grønne hefte med socialisternes valgprogram i foråret kommer op i toppen af den politiske dagsorden nu i efteråret. Politiske iagttagere i Paris betegner spørgsmålet som en "bombe", et "risikabelt væddemål", "knald eller fald for regeringen" og så videre.
I strømmen af metaforer bør man måske hefte sig ved "akilleshæl". I den forstand, at regeringen Jospin hidtil behændigt har undgået alle farer, næsten holdt sine valgløfter, bevaret tilslutningen blandt venstrevælgerne, skabt sig en rimelig goodwill i erhvervslivet og klaret sig godt i meningsmålingerne.
Men endnu har den ikke udfordret skæbnen. Spørgsmålet om arbejdstidsforkortelsen betragtes som den første store test. Ingen ved, hvordan programmet skal gennemføres, om det er økonomisk muligt, og om man kan finde en form, der på en gang er effektiv og realistisk. Det eneste, man ved, er, at forhandlingerne bliver diabolsk komplicerede, at arbejdsgiverne a priori modtager planen med et massivt nej - og at fagforeningerne som sædvanlig står vildt splittede. Blandt franske politikere og økonomer er det et af de mest omstridte spørgsmål, emne for tonsvis af bøger, artikler, rapporter, taler og programmer.
Spørgsmålet griber dybt ind i den franske økonomi, berører dens effektivitet og konkurrenceevne. Politisk og historisk er det et meget ladet spørgsmål, med mindelser om Folkefronten i 1936 - skaberen af 40 timers ugen - og Mitterrand-styrets start i 1981. Folkefronten led som bekendt hurtigt skibbrud, og Mitterrands arbejdstidsforkortelse kom dårligt nok i gang, før den standsede brat ved de 39 timer i 1982. Jospin - der ofte har tilkendegivet, at han ikke regner Mitterrand for sit forbillede - ønsker en proces, der ikke standser på halvvejen, og han ønsker at være den (exceptionelle) franske regeringschef, der holder sine valgløfter.
Jospin er også kendt som den protestantiske "Ordnung muß
sein"-type, der husker alt, gennemfører tingene i rolig rækkefølge, uden hastværk og uden, at noget falder af i svinget. Således går det til, at han kort efter sin tiltræden i begyndelsen af juni meddelte, at den store konference mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter "om lønningerne, beskæftigelsen og arbejdsugens længde", der indgik i hans valgprogram, ville blive holdt til efteråret. Det bliver i slutningen af september eller begyndelsen af oktober.
Arbejdstidsforkortelsen er et centralt spørgsmål, fordi den er ment som et middel til at bekæmpe arbejdsløsheden. Det er blevet gentaget i årevis af skiftende regeringer, at arbejdsløshedens bekæmpelse har topprioritet, men man kan konstatere, at når regeringen i dag soler sig i positive prognoser og bader i optimisme, er det efter den velkendte melodi, at alt går godt, makro-økonomisk set - "selvfølgelig lige bortset fra arbejdsløsheden, desværre." Overskuddet på handelsbalancen sætter rekord måned efter måned, inflationen er forbilledligt lav, vækstprognoserne gunstige, og regeringen erklærer sig nu sikker på at kunne respektere tre procent-grænsen for budgetunderskuddet og køreplanen for ØMU'en.
Så hvad mere kan man forlange - nå jo, det var arbejdsløsheden. Det er det eneste punkt, hvor økonomi- og finansminister Dominique Strauss-Kahn er forholdsvis pessimistisk. Uanset vækstprognosen - der tales nu om tre procent - skal man ikke regne med, at den økonomiske vækst slår igennem i beskæftigelsen foreløbig, lader han forstå. Der bliver ikke tale om nogen nævneværdig stigning før tidligst mod slutningen af 1998. Til næste år, som man nu har sagt i 15 år... "I morgen barberer vi gratis," som der stod på skiltet i den legendariske barbersalon.
Men Jospin ved, at hvis han ikke får skovlen under arbejdsløsheden, vil hans regering lide samme skæbne som sine forgængere - fordømmelse og nederlag ved næste valg.
Regeringens filosofi er, at kun nedsættelse af arbejdstiden kan føre til stigende beskæftigelse, så længe der ikke er tale om en meget stejl økonomisk vækst. Man har for længst gjort den erfaring, at en beskeden økonomisk vækst under de nye teknologiske vilkår og i den globaliserede handels- og finansverden ikke er nok til at bekæmpe arbejdsløsheden i Europa. Derfor er forkortelsen af arbejdsugen kommet øverst på dagsordenen - i den dogmatiske form, der er typisk for det franske venstre - "legal" forkortelse og "uden reduktion af lønnen".
Det er et dristigt mål, og regeringen løber en alvorlig risiko - at den i denne sag lider sit første store nederlag.
Det er nemt at påvise det økonomisk uholdbare i planen, hvis den skal gennemføres efter bogstavet. Lønmassen i den private sektor udgør cirka 2.000 milliarder kroner, og en arbejdstidsforkortelse på omkring 10 procent forhøjer lønomkostningerne med cirka 200 milliarder kroner. Mange virksomheder ville ikke kunne overleve et sådant chok, og det gælder især de mindre virksomheder, som man ellers knytter de største forhåbninger til, når det gælder om at skabe nye job.
Det eneste, der kan få enderne til at nå sammen i denne proces, ville være produktivitetsstigninger af fantastisk omfang. Der er ingen tvivl om, at produktivitetskriterier vil indgå i de kommende forhandlinger, men der er næppe mulighed for enorme gevinster i produktiviteten på kortere sigt. Arbejdsgivernes kæphest er fleksibel arbejdstid, men det er præcis, hvad størstedelen af fagbevægelsen bekæmper med næb og klør. At fleksibilitet og prekære ansættelsesforhold allerede er stærkt udbredt, er et tegn på fagbevægelsens svage og splittede tilstand, men i den sjældne situation, hvor fagbevægelsen indbydes til forhandlingsbordet som principielt ligestillet modpart til arbejdsgiverne, og hvor det drejer sig om en overenskomst, har den for en gangs skyld et ord at skulle have sagt.
Arbejdsgiverne synes villige til visse indrømmelser, hvis de kan få deres vilje på et bestemt punkt: Beregning af arbejdstiden på årsbasis. Det betyder maksimal fleksibilitet, men fagbevægelsens flertal ser det som ensbetydende med hensynsløs udnyttelse af arbejdskraften og tab af næsten alle hævdvundne rettigheder for lønmodtagerne i arbejdslivet.
Men fagbevægelsen er splittet, som den altid har været det i Frankrig. De to store landsorganisationer CGT og FO - af henholdsvis kommunistisk og anti-kommunistisk oprindelse - står i dag på samme linje i mange henseender, og det er dem, der mest kategorisk afviser arbejdsgivernes krav. Den tredie store landsorganisation, CFDT - af kristelig oprindelse, senere socialistisk - placerer sig som den mest forsonlige og "moderniseringsvenlige" del af fagbevægelsen. CFDT støttede i øvrigt den foregående højreregerings sociale reformplaner.
Mens CGT-lederen Louis Viannet og FO-lederen Marc Blondel gør front mod arbejdsgiverne og kræver 35-timers ugen "med betaling for 39 timer", har CFDT's leder, Nicole Notat, taget afstand fra denne ide. Hun betegner den som "falsk reklame med hensyn til bekæmpelse af arbejdsløsheden, og en social pseudo-gevinst". Hun siger, at der må skabes nye arbejdspladser gennem "modernisering af arbejdets organisation", og hun går ind for arbejdstid på årsbasis.
Hermed nærmer CFDT-lederen sig stærkt arbejdsgivernes synspunkter. Fra arbejdsgiverside har man hidtil gjort alt for at skyde regeringens plan i sænk. Stærkest er modstanden inden for metalindustrien, hvis blad erklærer, at forkortelsen af arbejdsugen uden lønnedgang kun kan få negative virkninger. Den "skaber ikke arbejdspladser, for den forhøjer produktionsomkostningerne. Hvad værre er, den risikerer at forstærke arbejdsløsheden." Bladet har endog beregnet, at denne stigning kan blive på 3,1 procent, og fastslår ironisk, at "arbejdstidsforkortelsen ville skabe arbejdspladser... hos vore konkurrenter." Altså uden for Frankrig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu