Læsetid: 3 min.

En fredelig nationalist

26. september 1997

Oscar-vinderen Brændt Af Solen er et varmt fortalt stykke Sovjet-historie

NY FILM
Instruktøren Nikita Mikhalkov er en rigtig russer. Nationalist af den fredelige slags, som ønsker at bevare russisk kultur og tradition trods alverdens påvirkninger udefra.
I Brændt af solen, hans Oscarvinder fra 1994, lægger han også mange fædrelandskærlige ord i munden på Sergej Kotov, oberst i den sovjetiske hær, spillet af ham selv.
Filmen foregår i 1936 i løbet af en enkelt dag og i selskab med Sergej, hans datter Nadja og kone Marusja, hendes familie og deres venner. Alt ånder fred og ro i familiens sommerhus, der fungerer som et slags kunstnerkollektiv, indtil en skikkelse fra fortiden dukker op.
Egentlig er det synd at fortælle for meget af handlingen, da ikke ret meget er givet på forhånd. Stille og roligt afdækkes filmens handlingsrum og persongalleri, og først efter filmens samfulde 135 minutter, er man fuldt med på, hvad det hele egentlig drejede sig om.
Det gør ikke Brændt af solen til en forvirrende film. Tværtimod er handlingsgangen meget traditionel og ligetil, men interessen og spændingen holdes vedlige, og man forbliver hele filmen igennem nyfigen efter at lære personerne og deres historie at kende.
Mikhalkov og Tjekhov
På forunderlig vis minder Brændt af solen om Last Summer in the Hamptons af den amerikanske indie-instruktør Henry Jaglom. Ligesom Jaglom lægger Mikhalkov sorgløst ud blandt kunstnere og livsnydere. Men efterhånden springer skeletterne ud af skabene og forvandler en hyggelig dag til noget nær et mareridt for flere af personerne. Begge film gør en dyd ud af at lade personerne tale, især mellem linierne, hvilket de har tilfælles med den russiske dramatiker Tjekhov, som Mikhalkov ofte sammenlignes med.
Men Jaglom og Mikhalkov er alligevel meget forskellige instruktører. Hvor Last Summer udelukkende bevæger sig på det personlige plan, udvikler de menneskelige konflikter i Brændt af solen sig også på et samfundsmæssigt niveau.
Efter den uskyldige start bliver filmen efterhånden mere barsk og dyster, og illustrerer således hvordan klimaet var i Sovjet under Stalin, hvis skygge ligger hen over det solbeskinnede landskab.
Alle vegne møder man eksempler på Stalins magt: Hans trofaste ungdomshær Pioneererne marcherer og svømmer i takt, mens civilforsvaret tvinger badegæsterne i sommerhusområdet til at deltage i beredskabsøvelser i den hellige kommunismes navn.
Rystende
Det er en rystende film, og Mikhalkovs store fortjeneste er, at han ved at lade filmen udvikle sig gradvist først charmerer og engagerer sit publikum og dernæst hiver tæppet væk, hvilket gør afsløringerne så meget desto mere chokerende.
Mikhalkov har udtalt, at Brændt af solen ikke dømmer Stalin-styret, "men forsøger i stedet at gøre dens tragiske dimensioner synlige."
Og selvom det er de politiske og samfundsmæssige strukturer, der har en altafgørende indvirkning på personernes liv, så er filmen da også mere en tragedie end et politisk manifest.
Formidabel
Nikita Mikhalkov er formidabel i rollen som livstykket Sergej. Han er nærværende og har en intens og behagelig udstråling, som gør ham til et tænkende og følende menneske - for ham handler kommunismen vitterlig om at gøre tilværelsen bedre for alle.
Mikhalkovs egen datter spiller den selvstændige Nadja, som under far Sergejs kyndige vejledning er på vej mod at blive en sovjetisk mønsterborger. Derfor er scenerne, hvor hun ukritisk citerer sin far og henført betragter de forbimarcherende pionerer, også en smule uhyggelige, da de viser, hvor hovedløst det sovjetiske samfund indoktrinerede sin ungdom i en god sags tjeneste.
De øvrige skuespillere fuldender filmen med deres ubekymrede karakterer, der svæver rundt om Sergej og hans nærmeste i små lufttætte bobler og er med til at give filmen sin kontrastfyldte tone.
Brændt af Solen behandler et stykke sovjethistorie, som vi, med Mikhalkovs egne ord, ikke må glemme - det er en del af hans elskede Ruslands historie, som han har genskabt med kærlighed, kraft og overbevisning.

*Brændt af solen. Instruktion: Nikita Mikhalkov. Manuskript: Nikita Mikhalkov & Roustam Ibragimbekov. Russisk (Posthus Teatret i København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu