Læsetid: 10 min.

Det er frygtindgydende at have sit eget liv

12. september 1997

Derfor vil vi hellere købe os til andres privatliv, mener Suzanne Brøgger, der på torsdag udgiver en stor slægtssaga, hvor hendes egen slægt leverer råmaterialet. Rockeres broderskaber, internet og stedfortrædende medieliv, når Diana dør, er måder at undgå det smertefulde liv på, mener hun

Interview
På side 466 i Suzanne Brøggers 499 siders store slægtssaga, Jadekatten, om slægten Løvin i fem generationer finder man en hilsen til Henrik Pontoppidan. Skuespillerinden, Zeste, romanens centrale skikkelse i tiden efter Anden Verdenskrig er blevet posedame og sidder på en bænk foran teatret på Kgs. Nytorv.
"Lille sørgelige Danmark, en omgang ynkelige Emmanuel Hansteder, der vandrer med hovedet helt oppe i skyerne, mens de slår deres egne børn ihjel", tænker hun. Herefter følger den korte men frygtelige fortælling om Zestes vanrøgtede bror Orm, der ender som narkoman.
Emmanuel Hansted er navnet på den idealistiske præst i Pontoppidans Det forjættede Land, men det er nu nok så meget Lykke-Per og De dødes Rige, Jadekatten bringer i erindring - på moderne præmisser. Skrevet cirka et århundrede efter Lykke-Per og set med et kvindeligt blik er det meste af, hvad der trods alt var af selvfølgelig værdi for Pontoppidan, gået tabt.
Præstesønnen Peter Andreas Sidenius i Lykke-Per følger i opposition med sin ærkedanske fædrende arv med fremskridtet, da det moderne samfund indfinder sig i Danmark og gifter sig i tilgift ind i det emanciperede københavnske, jødiske borgerskab. Pontoppidan spænder det spirende moderne industrisamfund, den (jødiske) borgerlige emancipation og den gamle danske bonde- og præstegårdskulturs op mod hinanden og viser, hvordan spændingen bestemmer Pers skæbne - til sidst må han trods alle krumspring vedgå arv og gæld.
Men ender, selvom han ved romanens slutning er ribbet for alt, med at mene at han dog blev "en Verdenserobrer alligevel".
Uden arv
Zeste, som er den person i Suzanne Brøggers roman, der tydeligst kan paralleliseres med Lykke-Per, ender også med at vedgå arv og gæld - blot er der i Suzanne Brøggers udlægning slet ingen arv. Hvad der var, har en horde af katte ædt og flænset i den mødrende lejlighed, Zeste har arvet og senere forladt. Det menneskelige indhold, som Henrik Pontoppidan - der heller ikke var nogen jubeloptimist - endnu ved århundredets begyndelse har som forudsætning, er væk. Ædt af et århundrede, der har tæret alle ressourcer op.
"Jeg vil ikke være misantrop," siger Suzanne Brøgger.
- Hvis du ikke er misantrop, hvorfor lader du så personerne ende uden håb? hvorfor vælger eksempelvis Zeste, som hun gør?
"Zestes skæbne er dobbelttydig. På den ene side er det selvvalgt, at hun vælger den smertefulde slægtsfortid fra - men på den anden side er det også typisk løvinsk at gøre sådan."
- Hun ender i den totale goldhed?
"Det er jo den yderste konsekvens af den totale frihed. Sin egen bænk på Kgs. Nytorv. Hendes skæbne har formet sig, som den har, fordi hun på ægte løvinsk vis er drevet af den sorte eros."
- Der er i det hele taget ikke meget tilbage, når din slægtssaga slutter. Hele håbet ligger i at fortælle.
"Der er heller ikke meget tilbage i De Dødes Rige - en lille, bleg fløjtespiller. Jeg ville så gerne have, at der skulle komme lys og håb ind, jeg synes nærmest, det er umoralsk, at fortælleren ikke kan mase det ind. Men det ville have været falsk: Personerne kan ikke præstere det. Men jeg håber læseren kan tage ved lære ved at læse historien, som den er."
Travlt med selskaber
- Er det en moralsk historie, du har fortalt?
"Alt, hvad jeg rører ved, bliver moralsk. Jeg tror ikke, vi kan overleve som samfund uden den sammenhæng og den afhængighed af hinanden, som slægten tidligere har repræsenteret. Vi ser jo i vores tid, at mennesker prøver at finde indre ressourcer at leve på, hvor de ydre fællesskaber falder væk."
"Jeg er ikke inspireret af Pontoppidan på anden måde end som en vag fornemmelse - jeg har faktisk ikke læst Lykke-Per siden gymnasiet. Men jeg havde trang til at skrive samtidshistorie, og for at gøre det, er det nødvendigt at se på, hvad der sker over lang til for at finde ud af, hvad nutiden er," siger Suzanne Brøgger. "Jeg ville skrive en slægtsroman hvor race- og kærlighed udgør konfliktstoffet. Der er ikke så meget dansk litteratur, der foregår i de kredse, jeg beskriver. Der har de i stedet haft travlt med at gå til selskaber."
Jadekatten udvider sig til en samfunds- og samtidskritik. Den er set fra et specielt synspunkt, en jødisk slægt, hvor koncentrationslejre ikke er noget, man taler om, og hvor de fleste af familiemedlemmernes uafvendelige deroute tages med elegant nonchalance. Realiteter har ikke nogen høj prioritet.
"Det er en ekstrem familie, jeg fortæller om", siger Suzanne Brøgger, "men den opviser samtidig træk, der spejler samfundsudviklingen."
"Jeg mener ikke, det er rigtigt, at man ikke længere kan skrive den store historie. Nu har jeg gjort det: fremstillet historien gennem den lille historie, intimhistorien."
"Oftest er det imidlertid sådan, at de historier der skrives i dag - i medierne - er ligesom narkomanen Orms dagbog." (Jadekatten er delt i fire bøger, hvoraf Orms Bog leverer den korte, trøstesløse beretning om Zestes bror.)
"Det er en historie, hvor tidshorisonten ikke er længere end tre-fire minutter. De øjeblikke, hvor han har det godt, aner han ikke, hvor mange minutter det varer, før han får det dårligt. Fortid og fremtid er skåret væk, han er endt med velfærdssamfundets eneste dilemma: at have det godt eller ikke at have det godt!"
"På den anden side kan man sige, at man jo ikke skal nære overdrevne forventninger til, hvilke problemer samfundet skal kunne løse."
Hvor er onkel Theodor
"Men mange af de problemer, som samfundet ikke kan løse, må løses - og er tidligere blevet løst - af slægten. Når jeg ser en rocker, tænker jeg: hvor er hans moster? Hvad siger onkel Theodor?"
- En del af problemet i dag er vel netop, at rockerne hverken har en moster Else eller en onkel Theodor?
"Det har du muligvis ret i. Man kan jo også se rockernes organisering som et meget godt billede på trangen til at have en slægt."
- Hvilket dog ikke forklarer deres værdinormer!
"Det er unægtelig et regressivt slægtsmønster, en slags urhorde. Måske demonstrerer rockerne, at hvis slægten ikke kan bevares i civiliseret form, så får vi barbari."
"Et andet tænkeligt moderne alternativ er internettet. Her kan man skabe sin egen fiktive slægt - og hvis den bliver for irriterende, kan man bare slukke. Men jeg tror heller ikke på det alternativ - det ender i det psykotiske, hvis den elektroniske kommunikation bliver den dominerende."
"Da vi var børn blev det profeteret, at i fremtiden ville det blive sådan, at det var maskinerne, der styrede mennesket. Og man sagde nej, det passer ikke, det er umuligt, maskiner kan aldrig komme til at styre mennesker."
"Men sådan blev det."
"Med maskiner mener jeg maskiner i videste forstand - også software og tv-kanaler. De har overtaget det hele, intimhistorien, politikken, seksualiteten. Faktisk tror jeg, at den største konkurrent til sex er tv. Her tilbydes man både pirring og afslapning. Når der tales så meget om moderne menneskers manglende lyst, er det måske fordi den er forsvundet ind i skærmen!"
Frygtindgydende
"Man taler om, at samfundet skal give tilbud til eksempelvis rockere - men man kan jo ikke tilbyde noget til folk, der ikke er socialiserede. Og opdragelse kan man åbenbart kun få på den intime måde. Opdragelse har med intimitet at gøre, netop fordi den handler om, hvem man er, mere end hvad man gør. Opdragelse kræver nærkontakt - som folk heller ikke kan holde ud i dag."
"Det er frygtindgydende at have sit eget liv. Det er ikke kun min slægts historie, der er smertefuld, det er slægtshistorier. Men derfor er det også nødvendigt, at man tager den sorte historie på sig, så kommende slægter ikke mister den. Det er desuden gennem slægten, vi kan se, at det vi gør og tænker i dag har konsekvenser i kommende slægtled. Også her er slægten vigtig."
"Ved at fortælle kan man vise livets rigdom på godt og ondt. En sørgelig historie kan godt være fuld af liv. Og hvad er bedst? At der er en sort historie, der er fuld af liv - eller ingenting? Mine personer kæmper trods alt deres lille liv, de prøver at holde sammen, magter det blot ikke. Men der er også stor kærlighed imellem dem."
Privatlivets afskaffelse
- Romanen er i mine øjne sort, fordi alle ressourcer bliver tappet af personerne.
"Vi har også levet i et århundrede, hvor vi er har tappet på alle niveauer: intimt, økologisk - et udtryk som 'at tage vare på' har i årtier lydt latterligt."
"Men efter brylluppet kommer nu engang ægteskabet og børnene osv. Man må tage det smertefulde liv på sig. Det magter mine personer blot ikke."
- Alle og enhver galper nu om dage op om ansvar og etik. Tror du, det betyder, at holdningen er ved at ændre sig?
"Det er svært i et samfund, der er så atomiseret, at tale om mennesker i al almindelighed. Samfundet består af små grupper og enkeltindivider. Men man kan jo spørge sig hvem, der tager smerten på sig i dagens samfund - de hjemløse, narkomanerne, børnefamilier?"
"Og så tager man også smerten på sig som fortæller."
- Har du forestillet dig det værst tænkelig scenario med din bog?
"Jeg synes nærmest, at jeg har skrevet af efter virkeligheden. Selvfølgelig fantaseret over den, men jeg har ikke været ude på at skrive noget, der var værre end virkeligheden."
"Vi befinder os ved slutningen af et århundrede, endda et årtusind, og det indbyder til at se på perspektivet. Og når man eksempelvis kan skrive, at prinsesse Dianas nylige død er en større katastrofe en både Første og Anden Verdenskrig, så får jeg svært ved at bevare optimismen. Så er mediernes virkelighed blevet målestokken, så er vores kriterium for virkelighed, om det har været i fjernsynet. Jeg kan ikke se, hvordan man kan være optimistisk."
- I tilfældet Diana ser det nærmest ud til, at ikke kun folks bevidsthed, men deres følelsesliv, der bliver styret af medierne?
"Medierne overtager folks følelsesliv. Medierne siger, at læserne er nysgerrige, men samtidig er menneskene forbløffende lidt nysgerrige om deres eget liv. Man kan godt stille det spørgsmål, om vi overhovedet har et privat liv i dag. Vi vil heller købe os til en andens privatliv for en tikrone i et ugeblad, så vi kan smide det væk bagefter."
- Der er mange moderne mennesker, der slet ikke har en slægt, altså en erindring, der rækker længere end deres eget liv?
"Vi er jo så gamle, at vi kan huske kampen for at slippe væk fra familien. Vi har tilbragt det meste af vores voksenliv på flugt fra familien. Men jeg er også blevet så gammel nu, at jeg kan se, at der ingen steder er at flygte hen. Man er medlem af en slægt, hvad enten man vil eller ej. Også selvom et barn bliver opdraget på institutioner fra det er ganske lille, er der noget, der tyder på at slægten er tilstede i psyken. Man har set det dukke op i terapiforløb. Folk genopdager en familiehistorie, de ikke vidste, det kendte. Det er, som om slægten ligger i den enkelte som en slags indfoldet orden."
"Spørgsmålet er så, hvad man gør ved den. Man kan ikke genskabe fortiden, der er ikke længere professioner, der binder slægten sammen."
Kvindernes vrede
- Er det kvindernes lod at binde slægten sammen. Det er jo ikke mændene, der styrer historien i din bog?
"Hvis det er kvinderne, der styrer den, hvorfor styrer de den så mod så stor ulykke for dem selv?"
- Dit eget bud er vel, at det er fordi, de er skuffede over, at mændene ikke styrer dem! I sig selv er kvinder en destruktiv kraft, mener du?
"Det er i det mindste en skuffelse over, at der ikke har været mænd tilstede, hvor de behøvede dem. Og så bliver kvinderne destruktive. Det er som om liv- og dødsdrift er uadskillelige, så de knap kan kende forskel på at føde børnene og slå dem ihjel. Kvinderne har en slags urkræfter, der bliver destruktive og selvdestruktive, hvor de savner manden som inspiration, som - formgiver."
- Det gælder ikke bare de kvinder du skriver om. Du formulerer det også som en overordnet lovmæssighed. Du skriver, at islam som den yngste af verdensreligionerne endnu ikke har glemt nødvendigheden af at undertrykke kvinderne?
"Balancen mellem kønnene er jo en utopi. Man har aldrig set den realiseret - måske i enkelte forhold, i en kortere periode, men aldrig i længden. Kvinderne længes efter en ikke undertrykkende formgiver, der udtrykker kvindens form. Min bog handler også om, hvad der er sket i et århundrede, hvor kvinderne begyndte at forlade de gamle mønstre."
- Tror du, længslen efter at blive formet er en specifikt kvindelig længsel, eller har mænd den også?
"Det er i hvert fald en speciel kvindelig skuffelse, at mændene med intuitiv sikkerhed sørger for ikke at være der, hvor kvinderne har brug for dem. Kvinderne nærer en historisk vrede over mændenes lethed. De har let ved at gå et andet sted hen. Hvis en kvinde får Nobelprisen, men er ulykkelig i kærlighed, så er hun ligeglad med Nobelprisen. Det er kvinderne, der holder sammen på relationerne mennesker imellem."
- Det er også derfor mændene ikke kan undvære os!
"De kan ikke undvære os som art, men de kan udmærket undvære os individuelt!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her