Læsetid: 4 min.

Fukuyama møder Bill Gates i Allerød

22. september 1997

Mord, homoseksuel voldtægt, splatter - og midt i det hele en engagerende filosofisk kamp om virkelighedsbeskrivelser

TEATER
"En mareridtsagtig fremstilling af et postmodernistisk samfund, som har tabt enhver form for moral."
Nej, det er ikke min kliché - sådan præsenterer teatret Mungo Park selvmorderisk sin seneste forestilling, "Faust er død" af den engelske dramatiker Mark Ravenhill.
Og nej, helt så frygtelig er forestillingen nu heller ikke. Men sætningen beskriver en hel stribe undergangsforudsigelser på danske teaterscener. Det er begyndt at ligne en selvstændig genre og så går jo mildt sagt noget af gassen af ballonen og dermed også af troværdigheden.
"American Psycho" er indtil videre genrens hovedværk (romanen og dramatiseringen). Ingen har hverken før eller siden med helt samme indlevelse, afsky, konsekvens fortalt denne moralitet.
"Faust er død" er i denne verden en svag efterdønning af en masse allerede sagt. Med ét afgørende og overrumplende særpræg:
Pludselig står man på trods af splatteriet og videolegene midt inde i en livsnær og engagerende filosofisk debat.
Bag de genretypiske gysereffekter (mord og selvmord; blod sprøjtet ud over de medvirkende) og det lige så genretypiske mix af vold og sex (her er det publikumslokkende højdepunkt en homoseksuel voldtægt) - pågår en diskussion, som også i perioder har præget debatspalterne i denne avis.
Fukuyama
Man kan sige det på den måde, at stykkets ideologibærer, som hedder A, formulerer sig i sætninger, han har lånt hos den amerikanske filosof Francis Fukuyama (og direkte taler om "historiens afslutning" og "det sidste menneske"). I sin opfatttelse af massemedierne lyder han ind imellem som franske Jean Baudrillard.
A har skrevet en bog, hvor han argumenterer for at mennesket er dødt i og med at udviklingen er død.
Vi ser ham i et talkshow sammen med en tanketom Madonna-type og en selvoptaget studievært, der jagter de platteste pointer.
A marcherer ud af tv-interviewet, brænder alle sine broer til den akademiske verden og begiver sig ud på den mytiske rejse gennem Amerika. Han ledsages af unge hr. P, som er søn af en computermilliardær, der hedder Bill (så det er vel meningen vi skal tænke på Gates).
P bliver elev af A og sammen diskuterer de en stribe moderne moralske dilemmaer, der alle hører hjemme i splatterafdelingen: selvlemlæstelse, kannibalisme osv. osv.
Argumenterne hører op, da virkeligheden pludselig bryder gennem deres powerbooks og tv-erfaringer:
Virkeligheden er et lig, der skal skaffes af vejen.
P er på nettet kommet i forbindelse med en jævnaldrende mand. Mens A filosoferer over, hvor virkeligheden hører op og simuleringen sætter ind, skærer den unge mand halsen over på sig selv.
Kaos-disketten
Gates Junior er på flugt fra en diskette, han har stjålet fra sin far og som indeholder "åbningen ind i kaos". Underforstået: det store spring ind i virtualiteten, som kommer efter industri- og informationssamfundet.
P gentager sit faderopgør overfor A, hans lærer og elsker. P vender tilbage til sin fars virksomhed og siger dermed ja til en kaosteoretisk fremtid. Han accepterer at være med på opgaven med at omforme verden og menneskene og historien. Faust? Ja, hvis man oplever det sådan, at P samtidig sælger sin sjæl. Man kan ikke sige, at der i stykket argumenteres overbevisende for dét standpunkt.
Bag A og P optræder et - i klassisk græsk teaterforstand - kor på to skuespillere, som i tableauer og monologer accentuerer eller laver små varianter på hovedhistorien.
"Faust er død" er bag den megen 1997 på overfladen et meget traditionelt tænkt lavbudgetstykke: to mænd på rejse i det ukendte for at finde tiden og virkeligheden: Udfordringer, magtkampe, og til sidst erkendelse.
Titlen er som antydet ikke rigtig dækkende. Kun til et vist punkt handler stykket om kampen mellem det gode og det onde.
Det handler i langt højere grad om kampen om virkelighedsbeskrivelser. Forfatteren har taget parti i denne kamp. Han mener, at massemedierne (internettet er en del af denne medieverden) slører grænsen mellem fiktion og virkelighed og dermed også mellem evnen til at skelne og tage konsekvenser og finde et moralsk standpunkt.
Dødsforagt
"Faust er død" er professionel debut for Christoffer Berdal. Han balancerer med dødsforagt på grænsen mellem dyb alvor og ironisk lystspil-distance. Alvoren er placeret i personen A, som bæres utrolig flot igennem af Lars Brygmann med noget, der ligner en tilkæmpet ro - desperationen, sammenbruddet, selvmordet ligger og lurer bag akademikerfacaden. Distancen og ironien er placeret hos koret, Louise Mieritz og Niels Anders Thorn. Jacob Cedergren er P, som redder en i princippet umulig rolle i land på ung energi og overskud. Og på sin leg med et trendy sprog i en vidunderligt mundret oversættelse af Thomas Maagaard Dyekjær. Marianne Nilssons scenografi er loyal overfor instruktionens spil mellem ironi og nu-tilstedeværelse, selv om det endnu ikke er gået op for denne anmelder, hvorfor scenen er pakket ind i halm.

*"Faust er død". Skuespil af Mark Ravenhill. Overs. Ths. M. Dyekjær. Instr.: Christoffer Berdal. Scenog.: Marianne Nilsson. Mungo Park teatret, Allerød. T.o.m. 1. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu