Læsetid: 5 min.

Jeg er fuld af håb

19. september 1997

- og slet ikke pessimist, men vred og angst - eftersommerlige noter 2

FRIE ORD
LAD VERDEN gå under, bare Information overlever. Nu går rygtet, at Information har en lille smule oplagsfremgang, og så længe det varer, er der grund til jubeloptimisme. Anlæg for pessimisme har dette blad uddrevet for længst. Oplagsfald har i mine 42 år på bladet ofte været så kroniske, at skulle det give anledning til pessimisme, havde bladet været lukket for tredive år siden. Men som erfaringen viser, er faldloven ikke i sig selv deprimerende.
Specialarbejderforbundets økonom Lars Brejnrod tager derfor meget fejl, når han i sit indlæg den 10. september angriber mig for pessimisme. Jeg er ikke pessimist, jeg er som sædvanlig fuld af håb, for meget kan man sige om Information, men bladet strutter jo af livsglæde og mod på tilværelsen. Det udkommer. Hver dag. Hvad mere kan man forlange?
Fra sommerens to store artikelserier Efter festen og Vreden der forsvandt kan desuden hentes mange flere grunde til store forventninger om ikke bare Informations overlevelse men sandelig også verdens. Ja, en bedre verden. Ikke helt tilfældigt (men uretfærdigt over for alle de andre sommerlige lyspunkter og varmebølger) vælges et par passager fra Peter Hesseldahls bidrag den 23. august til Efter festen-serien:
"Som tyskeren Hans Magnus Enzensberger har skrevet, så vil rigdom og luksus ikke være flere biler, større hastighed, flere ting. Det vil i stedet være skønhed, viden, ro, frihed, natur - alt det, vi efterhånden har gjort til mangelvarer. Nogle af de værdier går stik imod dagens normale forestilling om succes, og derfor kræver det et stort personligt mod at ændre sit liv for at realisere dem.
Måske er den vigtigste nye værdi viljen til at leve langsommere. Man vil nå mindre i kvantitativ forstand, det kan udmærket være et rigt liv. Jeg tænker på det som et liv i dybden snarere end i bredden. Et langsommere liv hænger sammen med et lavere forbrug - af to årsager: Dels fordi man ikke tjener nok til et stort forbrug, dels fordi man kun har tid til et vist forbrug, hvis man skal nyde det ordentligt."
Tænk, at de økologiske opdagelser af naturens uomgængelige grænser for flere biler, større hastighed og flere ting og de økonomiske opdagelser af vækstens sociale ødelæggelser i form af arbejdsmæssig udstødelse af mennesker og øget ulighed mellem rige og fattige nu gør skønhed, viden, ro, frihed, natur og langsommelighed til benhårde nødvendigheder for simpel overlevelse. Det er vidunderligt.
Man må boble af håb.

AF HÅBET springer den vrede og angst, som SiD's økonom forveksler med pessimisme.
Vrede nærer jeg, fordi økonomisk vækst for Lars Brejnrod tilsyneladende er grunde til optimisme, skønt den udsætter det øjeblik, da nødvendigheden af skønhed og langsommelighed går op for os. Med Peter Hesseldahl (og Enzensberger) véd jeg kun alt for godt, at den økologiske og sociale nødvendigheds værdier "går stik imod dagens normale forestillinger om succes" og det derfor kræver et stort personligt mod at ændre sit liv for at realisere dem. Til opbydelsen af dette mod kan indsigten i den økologiske og sociale nødvendighed være styrkende, men Specialarbejderforbundets økonom prøver tværtimod at ophæve nødvendigheden. Det gør mig angst.

VI KAN GODT tage en dyst på delvis Lars Brejnrods betingelser:
1: I modsætning til den amerikanske økonom Paul Krugman mener Brejnrod at vide, hvad der forårsagede den økonomiske krise i 70'erne, men desværre røber min kritiker ikke sin viden.
Selv har jeg helt tilbage til 1974 gjort opmærksom på, at krisen for den keynesianske (socialdemokratiske) velfærdsøkonomi ikke i snæver forstand er økonomisk, men især fremkaldt af den kendsgerning, at mennesker ikke fungerer efter de forskellige økonomiske modeller, herunder den såkaldte ADAM-model i Finansministeriet.
Mennesker tillader sig at tage bestik af forventede begivenheder og forhold, så når øget pengerigelighed skal sikre øget efterspørgsel og dermed øget beskæftigelse, sætter kapitalisterne i stedet priserne i vejret og lønmodtagerne kræver mere i løn. Vi får - og fik igennem 60'erne og begyndelsen af 70'erne - øget inflation og efterhånden ikke engang mindre arbejdsløshed. Denne inflationsfrygt præger stadig den vestlige verdens lederskaber langt ind i fagbevægelserne selv. Uden at det er lykkedes at fremvise andre måder at bekæmpe arbejdsløsheden på. (Skal Paul Krugman endelig give et bud på 'socialdemokratismens' krise, synes han nærmest at hælde til en teori, som her skitseret).
2: Brejnrod benægter ikke, at fattigdommen i USA er et skræmmende eksempel på udviklingen (fremskridtet), men at Danmark skulle blive ramt af noget lignende, afvises med henvisning til, at "det første gang i en meget lang årrække er lykkedes den nuværende regering at reducere antallet af offentligt forsørgede." Det springende punkt er her min argumentation i den kritiserede leder her i bladet den 2. september, Lykketofts sejr. Brejnrod anfører argumentationen - men med en forkortelse, der ikke kan betegnes som andet end citatfusk:
"...Men arbejdsløsheden er alarmerende. 890.000 i den arbejdsduelige alder skal stadig se frem til overførselsindkomster i stedet for arbejdsindkomster...", citerer Brejnrod mig for. Skønt jeg skrev:
"...Også i Vesteuropa, hvor indkomstforskellene måske ikke er vokset så katastrofalt som i USA, men hvor arbejdsløsheden er alarmerende. Og hvor 890.000 danskere i den arbejdsduelige alder næste år stadig skal se frem til overførselsindkomster i stedet for arbejdsindtægter, skønt opsvinget på det tidspunkt har varet i snart fem år."
Hvorfor udelader Lars Brejnrod i sit citat af mig den - her - kursiverede afslutning på min oprindelige argumentation? Fordi det er den, der viser håbløsheden i regeringens politik.
3: "Spørgsmålet er, om der findes en økologisk grænse for økonomisk vækst?" skriver min opponent, der dog ikke betvivler, "at der er økologiske grænser for produktionen af nogle af de produkter, vi producerer, og der er især grænser for nogle af de produktionsmetoder, vi anvender. Løsningen på den slags problemer er, at produktionen, forbrug og investeringer skal drejes i en stadig mere bæredygtig retning. Det skal ske ved hjælp af skattesystemet, af forbud og påbud og så videre. Men om det betyder lavere eller højere økonomisk vækst, det tror jeg kan gå begge veje."
Mariager Fjord!

HER KUNNE jeg have sat punktum. Eller udråbstegn.
Det gør jeg ikke, dertil er jeg alt for håbefuld.
Jeg slutter i stedet for med bekendelsen af, at Lars Brejnrods indlæg og indvendinger, som jeg i øvrigt takker for, gør mig vred og angst, fordi den gode og sympatiske økonom ikke med et ord udtrykker glæde over, at både arbejdsløshed og Mariager Fjord tvinger os til at tænke på skønhed og langsommelighed i stedet for de evige diskussioner om den økonomiske væksts op- og nedture.
Det kan da godt være, at Mogens Lykketoft har ret i, at det ud fra ønsket om flere biler, større hastighed og flere ting går ufatteligt godt og vil gøre det uafbrudt i 25 år endnu med stadig flere biler, endnu højere hastighed og endnu mange flere ting.
Det ville bare være endnu mere forfærdeligt, end om Lykketofts optimisme var uberettiget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu