En kamp om ambassadør-posten i Mexico har afdækket en dyb indre splittelse blandt USA's republikanere
Sjældent har et politisk teaterstykke udfoldet sig så grotesk og uudgrundeligt i Washing-tons korridorer. Et umage par, to ledende republikanske politikere støbt af vidt forskellige kulturer og tilhængere af diametralt modsatte politiske synspunkter, har sommeren igennem ligget i åben krig til fryd og glæde for præsident Bill Clinton og hans demokratiske parti. I det ene ringhjørne stod William Weld, en moderat republikaner og guvernør i delstaten Massa-chusetts. Welds udfordrer var ingen ringere end ærkekonservative spradebasse og surmuler Jesse Helms, senator fra delstaten North Carolina og formand for Senatets udenrigsudvalg. I amerikansk boksesport kunne man næppe forestille sig en så fascinerende dyst.
Kampens udfaldet blev offentliggjort i mandags, da William Weld kastede håndklædet i ringen og under et pressemøde i Det Hvide Hus beskyldte sin modstander for unfair og udemokratisk optræden og tilføjede: "Jeg har ikke i sinde at krybe på knæ og kysse fingerringe." Oversat: Guvernør William Weld nægter at indsmigre sig hos kejser Jesse Helms for at blive ambassadør i Mexico.
Ja, for det var, hvad historien handlede om, siger man i det republikanske parti. Et sølle skændsmål i familien mellem to stærke og stædige personligheder. Den blåblodede yankee-politiker fra det forfinede aristokrati i New England, fødested for Amerikas første Forenede Stater, havde fornærmet "en mand af folket", den gudfrygtige og retskafne syd-statspolitiker fra tobaksstaten North Carolina, som midt i denne amoralske og ureligiøse opbrudstid står fast på hævdvundne universelle principper som ærbødighed, takt og tone, loyalitet og respekt for ens overordnede.
Uden for det republikanske parti efterlod træffningen ved High Noon mellem de to sheriffer ingen tvivl om det egentlige stridsemne - partiets sjæl. Hvor ligger denne sjæl? Hos Guds udvalgte, den kristne fundamentalistiske bevægelse, som forsvarer kernefamilien mod statslig overmyndighed, Hollywoods umoralske og voldelige underholdningsfilm, fri abort og den snigende udbredelse af euforiserende stoffer til provinsen?
Eller hører det republikanske partis identitet hjemme i den historiske tradition, som går tilbage til Abraham Lincoln ? Republikaneren, der sagde, at kun "en fri og uafhængig regering" kan garantere alle borgere "lige muligheder"?
Her bliver man svar skyldigt, for republikanernes skizofrene identitet går tilbage til Barry Goldwaters mislykkede forsøg på at vinde præsidentposten i 1964. Den konservative Goldwater snappede nomineringen for næsen af New York-guvernøren Nelson Rockefeller, indbegrebet af den aristokratiske østkystfløj i partiet, der kort tid efter døde af et hjerteslag, mens han efter sigende kopulerede med en elskerinde.
Goldwaters succesrige kampagne i primærvalgene blev båret frem af de første variationer af et dyberegående skift i amerikansk politik, som først kom til overfladen i 1980'erne. Geografiske, sociologiske og økonomiske forandringer gav sig udslag i, at det demokratiske partis gamle bastion i sydstaterne smuldrede og blev overtaget af nordstatspartiet republikanerne. Imellemtiden fiskede demokraterne flere stemmer i nordstaternes byområder, hvortil især sorte vælgere var flyttet efter Anden Verdenskrig.
I dag ser Amerikas politiske geografi således ud: Sydstaterne og de vestlige stater domineres af republikanerne, mens demokraterne har rimeligt godt hold på de befolkningsrige nordøststater. Der er selvfølgelig en del undtagelser. Nogle få steder i Syden kan man finde overlevende demokrater. I nordstaterne lever Lincoln-fløjen i det republikanske parti derimod videre i bedste velgående. Men der er tale om et højtråbende mindretal, hvis fremmeste ledere er William Weld og New Yorks borgmester Rudolph Giuliani.
Kløften mellem de to fløje er efterhånden gabende. Mindst lige så vidtstrakt som mellem konservative sydstatsdemokrater og George McGoverns revolutionære tropper under præsidentvalget i 1972, hvor Richard Nixon blev genvalgt. Sagt på en anden måde: Hverken Weld, Giuliani eller en anden hel-støbt skikkelse fra den social-liberale fløj skal gøre sig håb om at vinde partiets nominering i år 2000. De befinder sig alt for langt fra partiets konservative kernevælgere. Omvendt er republikanernes bedste chance for at genvinde præsidentposten netop en midtsøgende politiker af denne type.
Anskuet med disse briller bliver dysten mellem guvernør Weld og senator Helms ganske instruktiv. Den begyndte sidste efterår, da Weld stillede op til senatet. Hans modstander var den demokratiske senator John Kerry.
Kappestriden mellem de to politikere fra Massachusetts blev forrygende. I løbet af efteråret deltog de i tv-debatter en gang om ugen, og niveauet nåede efterhånden ukendte, sofistikerede højder for amerikansk politik. På et tidspunkt skød Kerry følgende spørgsmål af mod Weld: "Hvis De vinder, vil De så støtte senator Jesse Helms som formand for udenrigsudvalget?"
En bombe lå foran den populære guvernørs fødder. Et ja og demokratisk-sindede vælgere ville flygte. Et nej og hans karriere som senator ville blive et Helvede. Illoyalitet er ildeset i partiets rækker. Den veltalende guvernør talte derfor udenom, som enhver erfaren politiker ville gøre. Lige meget hjalp det.
Weld tabte med æren i behold, men nu var stillingen som guvernør i Massachusetts blevet ham for lille. I Boston svirrede rygter om, at han planlagde at stille op til næste præsidentvalg, men så meddelte præsident Clinton, at Weld var nomineret som USA's ambassadør til Mexico. Posten anses godt nok som strategisk vigtig, tænk blot på den voksende smugling af narkotika over Rio Grande, men hvorfor i alverden ville denne talentfulde politiker til Mexico City. Tabula rasa eller hvad?
Rygtemøllen begyndte igen at dreje. Den evigt dynamiske Weld havde brug for en undskyldning til at trække sig tilbage fra den kedelige guvernørpost. Lejligheden bød sig, da Massachusetts anden senator, Edward Kennedy, så en åbning for sin nevø Joe, søn til den myrdede Robert Kennedy og medlem af Repræsentanternes Hus. For at bevare sin politiske indflydelse i staten sigtede Kennedy-klanen mod at få valgt Joe Kennedy til guvernør. I så fald ville Weld blive tilbudt posten i Mexico.
Så vidt så godt. Stadig forstår ingen rigtig Welds motiv. Den eneste forklaring på hans accept kan have været, at han havde brug for en tænkepause og i øvrigt ønskede at erhverve sig diplomatiske færdigheder, hvilket ikke er hans force.
Præsidentens udnævnelse kommer i april. Nogle dage senere kommer budskabet fra senator Helms som et lyn fra en klar himmel; han mener, at Weld er et galt valg. Som guvernør var Welds linie overfor narkotikamisbrugere og smuglere blødsøden. Derfor vil han blive nægtet en høring i udvalget. Weld beskylder Helms for "ideologisk afpresning", og i juli træder han tilbage fra guvernørposten for at hellige sig sin ambassadør-kampagne. Han optræder ofte på landsdækkende-tv, mens Helms tier og lader sin talsmand ytre sig.
Folk spørger, om det virkeligt kan være rigtigt, at formanden hen over hovedet på et klart flertal af udvalgsmedlemmerne alene kan bestemme om en kandidat skal høres. Weld påpeger, at han blot ønsker at fremlægge sine synspunkter, herefter kan udvalget stemme frit og demokratisk. Men nej. Senator Helms har afgjort, at Weld ikke "evner at være ambassadør i Mexico."
Sådan ender historien. Ingen i Washington tør sætte sig op imod gnavpotten og despoten fra North Carolina. Weld vælger retræten, men med ordene:
"Her i Washington fik jeg at vide, at min eneste chance for at blive hørt var at falde på knæ og kysse fingerringe. Det lærte min mor og far mig aldrig at gøre. Ingen er hverken bedre eller værre end dig selv. Jeg ville aldrig falde på knæ og trygle senatet om at overholde vores forfatning."
Den veltalende eksguvernør scorede værdifulde politiske points. Han talte om Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt, hans hustrus tipoldefar, og fremlagde i nogle sætninger sin politiske filosofi.
Clintons tidligere politiske rådgiver Dick Morris konkluderede, at den moderate fløj i det republikanske parti nu har en ny leder: "Weld ligner en martyr. Senator Helms opførsel tjener som metafor for den politiske dyd, der bliver forpurret af oligarkiet."
Nu er Weld tilbage i Boston og siger, at han vil tjene en masse penge i den private sektor. Hvis han stiller op i år 2000, har USA fået en politiker med et format svarende til Machiavellis.
