Læsetid: 5 min.

Gældslettelsen der blev tungere

26. september 1997

Idealet bag gældslettelse til u-lande er, at de kommer ned på et bæredygtigt gældsniveau. I praksis vil de kun få den lettelse, kreditorerne er parate til at give.
Og det er tilsyneladende ikke meget

For et år siden var der "rigtig gode nyheder til verdens fattige." Sådan beskrev Verdensbankens præsident, James Wolfensohn, et nyt initiativ fra Verdensbanken og Den internationale Valutafond (IMF). Gældslettelses-programmet, Heavily Indebted Poor Countries Initiative (HIPC) blev vedtaget på de to finansieringsinstitutioners årsmøde i 1996.
Verdensbanken og Valutafonden har igen haft årsmøde, hvor HIPC blev diskuteret. Men denne gang var den umiddelbare glæde erstattet af dyb bekymring, fordi flere af de rige lande tilsyneladende slet ikke er interesserede i at betale for u-landenes gældslettelse. Konceptet er derfor ved at falde på jorden. I stedet for at få en bæredygtig gældsituation vil de fattige lande få, hvad kreditorlandene mener at kunne tilsidesætte på bistandsbudgettet.
"Bæredygtig udvikling kræver en bæredygtig gæld," lyder konceptet bag HIPC.
Og det er jo sandt, for u-lande ikke har mulighed for at komme økonomisk på fode og udvikle deres infrastruktur, uddannelsessystem, social- og sundhedssektor, hvis de samtidig skal afdrage en bundløs gæld.
HIPC initiativet er et omfattende gældslettelses-program, der hjælper verdens mest forgældede lande til at komme af med deres kommercielle gæld, deres gæld til enkeltlande og til de multilaterale institutioner som Verdensbanken, Valutafonden og andre regionale udviklingsbanker.
Formålet er at give verdens fattigste lande mulighed for at opnå et bæredygtigt gældsniveau inden for en periode på seks år. "Et bæredygtigt gældsniveau" er ifølge Verdensbanken og Valutafondens definition et niveau, hvor et land er i stand til at betale sin gæld uden at det forhindrer økonomisk vækst.
U-landene skal først i en periode på tre år følge stramme strukturtilpasningsprogrammer, som Valutafonden tilrettelægger.
Derefter når landet til det, der kaldes decision point. I Paris-klubben, som består at bilaterale kreditorer, beslutter man, om landet kan få eftergivet gæld til enkeltlandene.
I de næste tre år følger landet igen stramme økonomiske programmer, og når så completion point, hvor Verdensbanken og Valutafonden vurderer, om landet i det hele taget stadig har brug for en gældslettelse, og i givet fald hvor stor den skal være.
Uganda og Bolivia har som de eneste to lande nået completion point. De har fået en gældslettelse på henholdsvis 338 millioner dollar og 448 millioner dollar. Burkina Faso er ved at få en aftale igennem.
Det er vigtigt for u-landene, hvornår gælden bliver lettet, da deres offentlige budgetter indtil da er væsentligt hæmmede af afdragbetalingerne.
Bolivias vicepræsident Jorge Quiroga udtrykte sin glæde, da Verdensbanken og Valutafonden besluttede sig for gældslettelsen.
"Da Bolivia har gjort store fremskridt i stabiliseringen af økonomien samt forpligtet sig til strukturelle reformer, vil den største udfordring for det 21. århundrede være at mindske fattigdommen. De to hovedformål for regeringen er at nedbringe gælden og rejse midler til sociale projekter samt infrastruktur. HIPC gældslettelsen vil gøre os i stand til at påbegynde den proces," sagde han.
Uganda får sine penge udbetalt et halvt år før Bolivia, det vil sige i april 1998.
Beløbet svarer til 19 procent af landets samlede gældsbyrde. Verdensbanken betaler 160 millioner dollar, Valutafonden 68,9 millioner og 42,1 millioner dollar betales af andre multilaterale lånere. De sidste 67 millioner kommer fra enkeltlande i Paris-klubben.
Uganda behøvede dog ikke vente de i alt seks år på at få sin gældslettelse. Der er en vis fleksibilitet indbygget i den sidste periode på tre år. Hvis det gældstyngede land har ført en stram og fornuftig økonomisk politik i en lang årrække, kan Verdensbanken og Valutafonden forkorte perioden inden completion point.
Og det skete i Ugandas tilfælde. Det afrikanske land har gennem otte-ni år fulgt IMF-programmer, hvorfor de multilaterale udlånere besluttede sig for at afkorte de tre år til ét.
På trods af fleksibiliteten kritiserer flere HIPC initiativet for at være for langsommeligt. U-lande og u-landsorganisationer ønsker, at de seks år skal afkortes betydeligt, da de virker hæmmende på de fattige landes udviklingsmuligheder.
Men det er svært for Paris-klubben at nå til enighed om hvilke lande, der skal have en gælds-
lettelse, og hvor stor den skal være.
De rige lande har forskellige interesser i forskellige u-lande. Før de kan nå til et kompromis om, hvilke fattige lande der behøver hjælp, skal de igennem lange politiske diskussioner. For eksempel er det ikke tilfældigt, at de næste tre lande, der står på venteliste til en gældslettelse, er henholdsvis en tidligere fransk, britisk og portugisisk koloni. Det drejer sig om Elfenbenskysten, Guyana og Mozambique.
Et andet kritikpunkt er de rige landes vilje til at betale for gældslettelsen.
Den hollandske finansminister Gerrit Zalm sagde på Verdensbanken og Valutafondens årsmøde, at underfinansiering truer hele HIPC initiativet.
Også den britiske finansminister Gordon Brown brugte mødet til at udtrykke sin bekymring for initiativet. Han opfordrede landene til at sætte tempoet op. Og det synspunkt blev støttet af Valutafondens direktør Michel Camdessus, som endvidere bad medlemslandene om at give flere penge til projektet.
"En stor del af vores finansielle struktur er stadig ufuldstændig. Der er stadig brug for kapital, og den må vi rejse," sagde han i går i sin afslutningstale.
Spørgsmålet er bare hvordan. Flere har foreslået, at Valutafonden sælger ud af sine guldreserver. Men det er Tyskland imod, da landet frygter, at det vil medføre inflation. Endvidere mente Tyskland slet ikke, at det skulle diskuteres, da guldsalg ikke stod på årsmødets dagsorden.
Verdensbanken og Valutafonden vurderer, at 19 lande vil nå decision point inden år 2000. Men om de fattige landes gæld kommer ned på et bæredygtig niveau afhænger i høj grad af de rige landes vilje til at betale.
Danmark er et af de lande, som gerne betaler for, at u-landenes gæld sættes ned. Udviklingsminister Poul Nielson (S) sagde i Information onsdag, at det eneste vi kan gøre for at få de andre lande til at følge trop er, at udstille vores egen vilje, så de andre landes uvilje kommer til at stå i tydelig relief.
Dét giver ingen garanti for, at det lykkes at finansiere HIPC initiativet. Og efter årsmødet i Hong Kong står det klart, at ingen kan give sådan en garanti.
Gældsnetværket, EURODAD, som består af NGO'er fra 15 europæiske lande er bekymret for de riges landes manglende vilje, der ellers forekom at være tilstede for et år siden, da konceptet til HIPC blev formuleret.
EURODAD udtaler, at de sidste måneder med tydelighed viser, at HIPC initiativet ikke længere er baseret så meget på at bringe u-landene i en bæredygtig gældsituation. Initiativet er efterhånden mere baseret på, hvor meget kreditorerne er villige til at betale.
Der er i øjeblikket en generel tendens til, at landene mindsker deres bistandsbudgetter. Derfor er den gode nyhed, der blev lanceret for 12 måneder siden, måske i praksis en knapt så god historie i dag.
Ikke desto mindre er Verdensbankens præsident James Wolfensohn stadig optimistisk. Han sagde på årsmødet i Hong Kong, at med det tempo, som HIPC initiativet bevæger sig i, skal 19 u-lande nok nå til decision point inden år 2000.
Så mangler der bare 7,4 milliarder dollar, før de når til completion point.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu