Læsetid: 3 min.

Gennem lydmuren

12. september 1997

Manchestergruppen Oasis satte med sin koncert i Forum en tyk streg under sin status som 90'ernes vægtigste britiske rockforeteelse

KONCERT
Lad det være sagt med det samme: Oasis, Englands uden sammenligning største og bedst sælgende rockgruppe siden The Beatles, gav en tung, smittende og stort set fejlfri koncert i et propfyldt Forum onsdag aften.
Man kan beskylde Manchester-kvintetten, der er anført af brødrene Liam og Noel Gallagher, for musikalsk vanetænkning og en sceneattitude så statisk, at det skriger til himlen.
Men det har netop aldrig været gruppens metier at udfolde panache og sofistikeret showmanship, og den har med sin baggrund i et af Storbritanniens hårdeste arbejderkvarterer aldrig fiflet med den art-school-tradition, der præger store dele af britisk rockmusik. I strømmen af grupper, der siden britpoppens genfødsel i starten af årtiet har sat tonen på den internationale musikscene, er Oasis det ubestridte fikspunkt. En urokkelig, tidløs formel funderet i myten om sex, drugs & rock'n'roll.
Uden dikkedarer og med
en sangskrivning så banal, at selv et spædbarn kan vugge med.
Orkan
Således også i Forum, hvor de fem i deres vanlige lineære opstilling indtager podiet, der til lejligheden er udstyret med en række af de ærkebritiske artefakter, som også pryder deres seneste cd-udgivelse med den karakteristisk slogan-lignende titel Be Here Now.
Og til stede her og nu, med en sjælden forventning hinsides skæbnelandskamp og royalt mediehysteri, får titusinde svejende tilhængere, hvad de er kommet efter: En rockorkan, der fra start til slut blæser ufortrødent gennem den kogende arena.
Seksten numre inklusive
et ekstrasæt på tre, og en samlet spilletid på halvanden time er, hvad gruppen, der uden tøven og med en vis ret - når man betragter dens gennemslagskraft - kalder sig 'klodens største rockband', leverer denne aften.
Og de er der stort set al-
le sammen, singleudspillene, der gennem snart fire år har klistret sig til alverdens hitlister, fremført med den på én gang skødesløse, helt igennem arrogante og dog usvigeligt sikre bad boy coolness, der lige fra begyndelsen har kendetegnet femkløveret.
Mere end sikre træffere
At leadguitarist og sangskriver Noel Gallager aldrig bliver den store auteur på sit instrument, er lige så stangsikkert, som at hans bror aldrig bliver en begavet vokalist. Men sammen med rytmesektionen og den klippefaste andenguitarist, Paul 'Bonehead' Arthurs, formår de at hælde inspirationen fra The Beatles, Sex Pistols, Slade
og The Stone Roses ud over scenekanten med en tyngde og målrettethed, der kun er et virkeligt verdensklassenavn beskåret.
"Supersonic" med sit huggende groove og tegneserie-agtige tekstunivers, en knejsende udgave af "Roll With It", en "Wonderwall", hvor hele salen synger med og en toptrimmet version af balladen "Don't Look Back In Anger" er sikre træffere fra bagkataloget. Enkle og helt enkelt umulige at ryste af sig.
Men at Oasis er mere end blot et single-band, bevises uforligneligt i afleveringen af de kompositioner, der hentes fra den storladne og fundamentalt livslystne Be Here Now.
Her beviser Oasis sin evne til at skabe et el-bårent flow, der ikke vinder kraftigt på
finessen i arrangementerne, men som maner sig gennem lydmuren med en basal kompakthed og en mesterligt fræsende kadence.
Rock med stort R
Specielt "Fade In-Out" og "All Around The World" får håret til at spejde efter sidemanden, og lægger man hertil den ætsende solobelagte "It's Getting Better (Man!!)" og
en pompøst funklende "D'You Know What I Mean", så har man kvintessensen af rock-nerve.
Det er rock spillet af en gruppe, der med god grund aldrig har villet betragtes som andet end en rockgruppe. Ikke voldsomt original, men med en enestående sans for sammenbringning af de seneste tredive års mest vitale britiske rockskred.
"Var der kun grupper som Oasis, ville man givetvis hænge sig i fortvivlelse, men som landet ligger, er der kun én, og den leverer stadig noget af vor tids mest inciterende og glædestrålende gadedrengerock, hvad enten man kan lide det eller ej," skrev Klaus Lynggaard her i bladet for
nylig i sin anmeldelse af Be Here Now. At han her har fat i den lange ende bevises med eftertryk onsdag aften.
I hvert fald ringer det stadig for ørerne torsdag morgen.

*Oasis, i Forum, København, onsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her