Læsetid: 5 min.

Mod globallandsbyen

19. september 1997

Tredje og sidste bind af Dansk Mediehistorie favner bredt og skuffer mindre

FAGBOG
Uden videre kan man om medieudviklingen i den turbulente periode fra 1960 til i dag konstatere, at mediernes egne forestillinger om muligheder og retning ofte var overdrevne eller direkte forkerte.
Hver medienyskabelse har kunnet opvise fortalere med lys i øjnene og stjerner i skægget, profeter, der viste vejen frem: For tiden nærmest en guddommeliggørelse af internettet, hvis indflydelse på menneskeheden af de frelste fremstilles som gudernes gave og grænseløs.
Når røgen lægger sig bekræfter den kedsommelige hverdag altid den gamle sandhed, at der står mennesker bag det menneskelige, og at kvaliteten indtil noget bedre forefindes er afhængig af denne uimodsigelige kendsgerning.
Dertil kommer som bagvedliggende forudsætning for enhver udvikling i de moderne medier - og samfund - at økonomiske interesser ikke har så lidt at sige.
Godt spørgsmål
Men om nogen skulle have glemt det, er tv's kulturformidlende muligheder i elektronikkens tidsalder naturligvis overvældende i deres mangfoldighed. Hvordan det så kan være, at denne chance ikke bliver udnyttet efter bedre evne, er det evige, men gode spørgsmål. Hvordan kan det være, at begreber som den laveste fællesnævner ikke blot kan afvises som en fiks idé blandt gammelmodige moralister, men er en håndgribelig og bestandig størrelse i national og international elektroniske formidling?
Hvordan kan det være at tv-mediet - trods dets kunstneriske potentiale - i stigende omfang - ja, efterhånden så godt som udelukkende - betjenes efter fladpandede journalistiske principper og forvaltes af koldhjernede administratorer, der lige så godt kunne styre en pølsefabrik - eller Rigshospitalet?
Den slags spørgsmål og adskillige flere er det selvsagt rart at få finde besvarelser på i et passende bogværk.
Lykkehjulets kurs
Dansk Mediehistorie fremtræder nu afsluttet som et sådant værk. Og tredje og sidste bind af serien skuffer bestemt heller ikke, hvad angår mængden af oplysninger.
Under universitetslektor Klaus Bruhn Jensens redaktion har en forfatterkreds af mediefagfolk leveret fortættet tekst, der ikke uden videre afsluttes på en eftermiddag. Det omfattende stof er opdelt forstandigt i en række hovedafsnit: reklamer, radio, tv, de trykte medier, etc. Underafsnittene falder naturligt, og bindet slutter med velanbragte overvejelser om informationssamfundets mediemiljø - med andre ord: Hvad der venter os.
Samtidig gør teksten med rette opmærksom på, at folket - uanset sammenkoblede medier og internetadgang ad lib - fortsat hælder hovedet til fortrolige fortællinger: Den gamle Mølle på Mols, nyheder til tiden og sport.
Den rivende medieudvikling understreger paradoksalt nok den gamle påstand om kulturen som vaner. Lykkehjulet scorer seergunsten med sin snurren på stedet i en verden af indifferent uforanderlighed, anbragt midt i postmodernismens foruroligende, men tilsyneladende retningsløse omskiftelser.
Kampen bag
Dansk Mediehistorie er flink til at følge disse fænomener kritisk op, men tager i mindre grad, stilling til den løbende kritik, som mediernes egne folk i årenes løb har leveret. Forfatterne synes for eksempel at overse, hvorledes debatten om Danmarks Radios programmer ofte foregik i programmerne selv. Når den gamle kulturafdeling i P1 producerede sine jævnthen kvalitetsbevidste og kontroversielle radioprogrammer, skete det jo også i en slags protest mod den omsiggribende fordummelse i visse af husets andre afdelinger.
Danmarks Radio var i den forstand i intern kamp, som imidlertid blev vundet af de borgerlige og skabsallierede
i programmedarbejderstaben og ledelsen. Stridens politiske perspektiv, hvor Erhard Jakobsen gav den hele armen, men som regel blev tilbagevist, var i og for sig mindre interessant. Det var kort beskrevet i den afledte magtkamp og i striden om positionering på de indre linier, der skete afgørende ting, og udviklingen mod nutidige tilstande sattes på skinner.
Hvilke personer
Det kan være stof til eftertanke, efter hvilke kriterier Dansk Mediehistorie prioriterer sine personomtaler. Hvordan man for eksempel kan komme uden om at placere en for perioden central radiomand som daværende programchef Jørgen Vedel-Petersen er intet mindre end fagligt uforsvarligt. Ikke mindst i betragtning af hvem der ellers opnår omtale.
Det er ligeledes påfaldende at folk, der i deres tid i radioen gjorde en pionérindsats - som en Erik Moseholm eller en Hans Otto Bisgaard på den rytmiske musiks område - enten ikke omtales eller kun bliver det, fordi sidstnævnte senere kom i fjernsynet. Den slags forekommer perspektivfattigt og misvisende.
Efterhånden som værket skrider frem, får den medieindsigtsfulde læser den begrundede mistanke, at forfatternes videnskabelige metode ikke indebærer nærkontaktlig omgang med nulevende i mediernes egen flok. Det er synd, eftersom korrektioner i tolkningerne og vigtige oplysninger, man næppe kan læse sig til endnu, kunne være opnået, blot ved en telefonopringning.
Debattens centrum
Når låget nu er af, må denne anmelder udtrykke stille undren over, at herværende avis ikke har fortjent en mere sammenhængende behandling. Det er ikke for noget, men bladet og dens skiftende stab - vel fra 1968 og ihvertfald en snes år frem - havde en ganske betydelig indflydelse på dansk medieudvikling.
I Information foregik i årevis ofte takket være Leif Blædel - som dog nævnes og citeres - samt dennes skarpsindige analyser af udsendelser og strømninger i radio og tv stort set den eneste kvalificerede debat om medieforhold, journalistisk etik og metode, etc. i samtlige danske medier.
På negativsiden må værkets lay-out desværre også henregnes. Mediehistoriens tre bind kan ikke hævde sig som smukke bøger, skønt illustrationsmaterialet sjældent i sig selv fejler noget.
Spalteopdelingen af teksten og anvendelsen af rammer har blot i denne sammenhæng ikke vist sig videre hensigtsmæssig. Flere rubrikker og færre opbrud i teksten havde været at foretrække.
Et besøg værd
Disse kritiske bemærkninger, hvoraf ophævelsen over forfatternes åbenbare manglende konsultation af levende kilder er alvorligst, skal dog ikke få medieinteresserede i at holde sig tilbage. Værket som helhed er trods alt værd at gæste - som mediehistorisk fremstilling med mange statistikker og kurver eller som mere almen kulturhistorie.
Sidste bind, hvor medierne i den grad er dominerende i det samlede billede, betyder selvsagt, at historien om medierne i endnu højere grad tegner kulturen. Måske tør man afslutningsvis udtrykke håb om at nogle af forfatterne hver for sig går videre med deres respektive emner og i givet fald senere udgiver mere specialiserede og uddybende arbejder, og spørger, hvor de skriftlige kilder tier.
Eller lyver.
Kapitlet om Danmarks overgang fra monopolmediesamfund til multimedial sidegade i den globale landsby fortjener f.eks. at blive en selvstændig fremstilling. Dét var blot én af de omskiftelser, ét af de nybrud, som lovede ikke så lidt mere end løfterne holdt.

*Dansk Mediehistorie 1960-1995, 3. bind. red. af Klaus Bruhn Jensen. 350 s. ill. 894 kr. (samlet subskription) Samleren. Udkommer i dag
*Bind 1 og 2 er tidligere blevet anmeldt i Inf. henholdsvis den 10. okt 1996 og den 4. april 1997

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her