Læsetid: 4 min.

Globalt og især banalt

13. september 1997

I Århus tager to udstillingssteder pulsen på samtidskunsten. Initiativet er velkomment, men ikke uden problemer

kunst
Det er med den unge kunst som med Jeopardy: Kender man ikke spillets bagvendte regler, misser man fuldstændigt pointen, når man tilfældigvis dumper ind i programmet. Er rammen for forståelsen borte, bliver udsagnet blot en ligegyldig strøm af informationer, som man ikke kan bruge til noget som helst.
Formår den unge kunst derimod selv at skabe den ramme som gør, at man rent intuitivt og ikke mindst visuelt fatter rammens betydning, ja, så bibringer kunsten os refleksioner og sætter i bedste fald spørgsmålstegn ved de menneskelige grundvilkår. Lidt ligesom Jeopardy: Forstår vi spillets regler, begynder vi selv at gætte med.
I Århus vises der for tiden ung kunst hele to steder. På udstillingsstedet Rhizom med udstillingen "Double bind", der viser en række unge kunstnere fra Danmark, Sverige og Norge, og hos projektgruppen LXX, der udstiller ni unge hollandske kunstnere under titlen "Some dutch artists". Begge steder er kunsten forrygende ung og fremmed. Det er lige før, man bliver sat ud af spillet.
Værkets dobbelthed
Udstillingsstedet Rhizom, der er et kærkomment eksperimenterende åndehul i den etablerede århusianske galleriverden, har gennem kuratoren, den svenske kunsthistoriker Staffan Schmidt, valgt etiketten Double bind - dobbelt binding, om man vil. Både de visuelle værker og den samling af kunstteoretiske tekster, der til sammen danner udstillingen, skulle efter sigende afspejle denne tilstand.
Ifølge Schmidt bevæger begrebet sig indenfor et psykologisk felt, der betegner modsætningsfyldte relationer som vilkåret for al kommunikation. Skønt selve begrebet er intellektuelt vedkommende, er spørgsmålet dog, om Schmidt i sit møjsommelige udvalg af skandinavisk samtidskunst samtidig har gjort det visuelt vedkommende. Hele fjorten kunstnere vises i Rhizoms lokaler - deriblandt den markante dansker Joachim Koester, der også på Documenta X passede fint ind i kuratorens koncept - og ligesom i den daglige kommunikation er det dem, som råber højest, der umiddelbart bider sig fast.
Ét af rummene består af en storskærmsvideo, der ledsaget af en håndskreven seddel tilbyder beskueren at sætte én af de fire videoer på, som forskellige kunstnere har bidraget med til udstillingen. Det handler altså om interaktion, men også om valg og fravalg. Mens den svenske Annika Ström med videoen 'Artist's Musical' formåede at holde os fast, blev de øvrige videoer af udstillingens besøgende hurtigt spolet tilbage efter blot et par minutters sendetid. Måske skyldes Ströms popularitet, at hun sætter en genkendelig ramme op for vores oplevelse. Der klippes mellem bizarre selviscenesættelser, hvor kunstneren i forskellige scenarier synger muntre pop-sange om dét at være kunstner, og dokumentar-imiterende interviews med forskellige mennesker, der nostalgisk taler om den - for os - unavngivne kunstner, der kunne være blevet verdens største, men som forlod kunstverdenen til fordel for et fast arbejde.
De fascinerende fortællinger om de unavngivne kunstnere er gribende i al deres banale sårbarhed, og den bidende ironi bliver under Ströms sans for visuelle iscenesættelser kærligt og underfundigt kritiserende. Fordi hun spiller på, at hun selv er en del af den til tider elitære kunstverden, visualiserer hun kuratorens oplæg om modsætningens paradoks, samtidig med, at hun med trallende badeværelsessang undergraver hele oplæggets selvhøjtidelige tone.
Når værkerne som hos Ström taler for sig selv og lægger spillets regler umiddelbart frem, bærer de kunstens paradoks i sig, og det behøver ingen forklarende overdommer.
Tilfældets anarki
I projektgruppen LXX har man droppet alle rammer og bevidst udvalgt unge hollandske kunstnere på tværs af udtryk og interesser og udstillet dem i en etage i et stykke kommunalt byggeri. Deraf den udtryksløse titel "Some dutch artists", der ifølge arrangørerne "sætter spørgsmålstegn ved et konceptuelt udgangspunkt". Den bevidst flydende holdning til stoffet afspejles også i selve LXX's organisering, da projektgruppen ikke har et bestemt tilholdssted, men i stedet henlægger udstillingsadressen til tilfældige steder.
Umiddelbart kunne dette have været en fordel. Ingen forklarende stemme insisterer som hos Rhizom på en større sammenhæng, og side om side hænger værker, der har været vist på Venedig Biennalen, sammen med værker, der er mere eller mindre ukendte. Enkelte træder frem, når deres små personlige historier pludselig løftes op og bliver alment vedkommende som hos Gillian Grantsaam, hvis egen historie som anden generations indvandrer gennem enkle midler rammer enhver, der passerer forbi.
Trods de enkelte highlights som Aernout Miks Biennale-video, forekommer rammen flere steder fuldstændigt at være opløst. Man stopper op over for værker, der kun fænger i kraft af deres mærkværdighed, men som blot afføder et skuldertræk og lader den store refleksion vente på sig.
Hverken kuratede tema-udstillinger eller flydende anarkistiske oplæg kan bøde for dette. Når værket ikke selv formår at sætte rammen op, går interessen fløjten. Men når navlepilleriet afløses af en vedkommende symbiose mellem det banale og det globale, lyser samtidskunsten, når den er bedst. Lad disse lyspunkter være hele turen til den århusianske undergrund værd.

*Double bind. Mejlgade 51, mellembygning, 1. sal, Århus, Ma.-fr. 11-16, lø.-sø. 12-16, t. 21. sep.
*Some dutch artists. Projektgruppen LXX, Vestgården 1-3, 3. sal, Vesterbro Torv, Århus, ti.-sø. 11-16, t. 21. sep. Katalog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her