Læsetid: 6 min.

Goddag igen, Godard

25. september 1997

Giv hvert eneste ministerium sin egen tv-kanal, foreslår den den franske instruktør Jean-Luc Godard - Først da kan ministrene leve op til deres rolle som ledere, siger han

TV-krati
Hvad har skolen, fjernsynet og Godard med hinanden at gøre? Svaret er ikke, at de allesammen ser skrækkelige ud, selvom det - indrømmet - kunne være det korte svar. Til gengæld er svaret at finde i de franske aviskiosker. I septembertillægget til Le Monde. Dette tillæg handler traditionen tro, på denne tid af året, om uddannelse. I den forbindelse har Le Monde valgt at lave en helt artikelserie om de glemte pædagogiske ambitioner for den lille skærm. Og her lyser Godards totalt skæve og absolut absurde forslag op som en lille komet.
For at forstå dette, må man selvfølgelig vide lidt om, i hvilket mørke der lyses op. For fjernsynets vedkommende ligner mørket en smule vor egen nat. Programflader så konventionelt bygget op, at man kan rejse fra Amerika til Grækenland og finde de samme quizzer, de samme film i samme længde, de samme talkshows, en enkelt dokumentar, en tv-avis, hvor verden og vejret hejles igennem på mellem fem eller 20 minutter, de samme morgenprogrammer, madprogrammer, sportsprogrammer - og Fangen på Slottet.
Skolen igen-igen
Med hensyn til skolen, må man kende lidt til det tilbagevendende hysteri, der er omkring la rentrée, skolestarten i Frankrig. I løbet af september måned starter hele skolemaskineriet op - fra de mindste til de største. At det er en alvorlig sag, kan man se på lærernes (selv)højtidelige miner og de tonstunge tasker, som hænges på uskyldige barnerygge. Og aviser, ugepresse og specialtillæg svælger med den samme alvor i de sædvanlige diskussioner. Om hvorvidt lærerne er gode nok. Eller om det er forældrene, der er noget i vejen med. Om undervisnings-planerne er for svære - eller for lette. Om skolen udfylder den funktion, som den bør i en republik som den franske, nemlig at give alle sammen rettigheder og et fælles udgangspunkt.
For det er stadig de velstående eller veluddannede forældres børn, som klarer sig bedst gennem systemet. I Frankrig har man dumpeprocenter, som ville få enhver dansk folkeskolelærer til at blegne. Til gengæld har man i Frankrig ikke noget besvær med at skabe den elite, som vor hjemlige minister efterlyser til brug i erhvervsliv og forskning. Den har man godt på plads. Eliten skriver fremragende fransk og har en paratviden, som ikke er til at skyde igennem ...
Men tilbage til Godard. Lad der i øvrigt ikke være nogen tvivl om, at han er typen, der har klaret sig glimrende i skolen. Han skriver fremragende fransk, og hans paratviden om filosoffer, forfattere og historien er ikke til at skyde igennem. Han er en af dem, som har formået at tage springet ud fra vidensbjerget - og så alligevel brugt så meget af denne viden som faldskærm - eller ballast.
Marginale Godard
Godard har altid været marginal. Men man skal være på vagt over for denne metafor, som han ikke har noget imod at bruge om sig selv. For han er netop i marginen på en pæn skoleside, med røde streger til den ene og den anden side. Adspurgt, om han ikke er bange for at glide ud til siden, siger han da også, at det har han ikke været - indtil nu. "Men jeg havde ikke tænke over, at der ikke er nogen margin på en computer". Eller han siger, at "risikoen er ikke at glide ud, men at falde ned. At have valget mellem selvmord og kedsommeligheden midt på siden".
I Le Mondes tillæg om uddannelse og fjernsyn, står langt de fleste artikler "midt på siden" i Godards forstand. Det er propfyldt af de bedste intentioner om, at der selvfølgelig skal være flere oplysende dokumentarprogrammer, og nyhederne skal være meget mere uddybende, og filmene skal have kvalitet. Meget af det kan ses som svar på det angreb, sociologen Pierre Bourdieu for nylig er kommet med i en lille pamflet, som hudfletter fjernsynet for at være manipulerende og overfladisk - og dybest set undergravende for demokratiet - fordi man aldrig rigtig får noget at vide. Og det vigtige er at vide mere og mere og helst alting - ligesom i skolen.
Så når man læser i Le Mondes tillæg om, hvorledes fjernsynet skal stå i pædagogikkens og demokratiets tjeneste, får man snart en tyngende tornysterfornemmelse i ryggen på den slagne vej til den fuldkomne viden. Man er lige ved at falde i søvn i timen - indtil man når frem til det lille interview med - Godard.
Lad os da udelukkende for indsigten og fornøjelsens skyld forestille os Godards skolemesterfjernsyn, som var værd at vente på. Dermed kan man få knyttet så forskellige ideer sammen som æstetisk nyskabelse, opdragelse til selvstændighed, demokratisk ansvarlighed - og så et svar til Ekstra Bladet på dets skolehetzkampagne, hvor man stiller Nyrup direkte til ansvar for børnenes opdragelse.
(For-)førerne
Altså, man starter med at stoppe enhver tv-transmission i en måneds tid. Så man ligesom kan få pudset den indre og den ydre skærm. Så går det løs.
"Hvert ministerium skal have sin tv-kanal. Dermed kan de leve op til at være ministerier: Dem, som fører (forfører) de andre. Der skal være en justitsminister-kanal, hvor ministeren skal stille op iklædt halv dommerdragt, halv politidragt, og fremkomme med dagens synteser. På sundhedsministeriets kanal, skal man f.eks. se de daglige og til tider beundringsværdige operationer fra hospitalerne. Så skal man se den syge komme tilbage til værelset, hvor han får serveret et måltid mad, som han ikke kan spise. For det første, fordi det er dårlig mad, men også fordi han lige har fået fjernet halvdelen af maven. Og så skal man have at vide, at den kvinde fra Martinique, som er hans sygepasser, kun tjener 6000 franc om måneden".
"Krigsministeren - for det er det rene hykleri at kalde ham forsvarsministeren - skal altid være klædt ud i en flot uniform med kors og bånd og stjerner på, når han udtaler sig. Hvis han ikke kan gøre det uden at være latterlig, så er det jo, fordi der dybest set er et problem. Man må kunne stå inde for det groteske, sådan som de store malere har gjort det, Goya og Vélasques".
På sportskanalen skal man have alle mindre betydningsfulde kampe med og forstadsfodbold, evt. må der kabel-tv-tilkoblinger til for at få det hele med. Ministermøderne skal selvfølgelig filmes med mange kameraer og nærbilleder.
"Så kan vi endelig se, hvordan beslutningerne bliver taget. De skal allesammen have deres særlige dragter på, og på et nærbillede kan man jo hurtigt se, om det er spændende eller kedeligt".
Det er jo ikke svært at følge Godards forslag op på vore egne skærme. Når Ekstra Bladet stiller farmand Nyrup til regnskab for, at børnene ikke har deres grundlæggende regne- og stavekundskaber i orden, så kan han jo simpelthen gå i gang med at undervise på sin helt egen kanal samme dag, når han i sit hele særlige statsministerkostume har fortalt om, hvor staten er på vej hen nu. Man kan zoome ind på hans sko, for at se, om grundlæggende viden og skopudsning hænger sammen.
Man kan se det for sig. Igen med Godard: Han sidder stadig i sin margin og peger på siden. Man kan simpelthen se for sig, hvor langt demokratiet er fra at have fundet sine billeder til skærmen, og hvor begrænsede, billedbornerte og fantasiløse visionerne er. Både når det gælder undervisning, fjernsyn og demokrati.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu