Læsetid: 3 min.

Den gode læge

15. september 1997

Man kan sagtens terpe sig til at blive en dygtig læge. Men at blive en god læge kræver noget andet

FEEDBACK
Hvis medicinstudiets indhold og opbygning har til formål at sortere de mest følelseslabile studenter fra, er det meningsløst, at studienævnet for tiden arbejder på at få indført problembaseret undervisning, for at komme noget af studiets berygtede terperi til livs.
Det er velkendt, at 50 pct. af de nyuddannnede læger ville ønske, de havde valgt en anden uddannelse, bl.a. fordi de ikke føler sig opgaven voksen. Ifølge den logik Milena Penkowa og Christian Bjørn Poulsen (MP/CBP) repræsenterer i Feedback den 1. september 1997, burde man snarere stramme op på de nuværende eksamenskrav, så man også kunne få selekteret denne gruppe fra i tide.
I indlægget sondrer de ikke mellem usikkerhed og nervøsitet. Man er nervøs, fordi man ikke har læst nok på pensum, hedder det. Nervøsiteten er noget man helt selv er herre over. Denne påstand er uden hold i virkeligheden og særdeles arrogant. Usikkerheden kan man læse sig fra, nervøsiteten må man affinde sig med, hvis man da er af kød og blod.
Tænk på faldskærms-udspringeren, der står foran sit første spring med kabinedøren åben. Han ved nøjagtig, hvad han skal gøre og kender proceduren til hudløshed. Alligevel er han rystende nervøs, sådan som langt de fleste mennesker ville være det i en lignende situation, såfremt de besidder evnen til at tvivle på udfaldet af deres forehavende.
Tvivl er forudsætningen for nervøsitet og noget alment menneskeligt, som vi hver især må lære at forholde os til på lige fod med andre følelser. Det kan jo godt blive svært, hvis man for at blive en dygtig læge boger den morgen, middag og aften, dag ud og dag ind.
Sensibilitet
Man kan sagtens lære medicinsk og kirurgisk kompendium udenad med den sympatiske ambition at blive en dygtig læge og så iøvrigt bedrive forskning i sin fritid, men det er tvivlsomt om, man alene af den grund bliver en god læge, når ens tid kommer.
Der er så uendelig mange ting i arbejdet som læge, man ikke kan læse sig til. Mange af de beslutninger, en læge tager i det daglige, er af ikke-naturvidenskablig karakter, men involverer derimod en værdidom, der fordrer etisk sensibilitet og indlevelsesevne.
Den slags beslutninger står der intet om i kompendierne, og lige så lidt står der, om hvordan lægen får sin patient til at fæste lid til den behandling, man har at tilbyde. For slet ikke at nævne, hvordan lægen skal informere om uhelbredelige tilstande.
Disse dimensioner af lægens arbejde går under betegnelsen lægekunst og, det undervises medicinstuderende ikke i, selvom det er mestringen af denne kunst, der gør den dygtige læge til en god læge. I dag er det op til den enkelte studerende at søge at erhverve sig forudsætningerne for denne kunst gennem f.eks. skønlitteratur og omgang med andre mennesker.
Det er rigtig, at det at læse til læge ikke er et 8-16 job, og at det kræver megen flid, men derved adskiller studiet sig vel ikke fra andre akademiske uddannelser. Derimod er det direkte forkert, at studiet skal fylde hele ens liv for, at man kan betegnes som motiveret og interesseret.
Er man menneske primært og medicinstuderende sekundært, eller er det omvendt? I fald det er omvendt, kunne det være interessant at få at vide, hvilken reference MP/CBP forestiller sig som grundlag for forståelse af og indlevelse i patientens situation.
Det lægevidenskablige drive, som MP/CBP efterlyser, lugter langt væk af karriere-liderligt fagidioti, og det kan hverken de studerende eller fremtidens patienter være tjent med. For det kommer der blot dygtige læger ud af.

*Bo Rud Christoffersen er medicinstuderende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her