Læsetid: 2 min.

Godt genhør

25. september 1997

Bob Berg tilbage på den akustiske bane

KONCERT
På en måned nær er det 20 år siden, en af den tids mest estimerede jazzkvartetter spillede i Jazzhus Montmartre i Nørregade. Den blev ledet af pianisten Cedar Walton, og dens tenorsaxofonist var en 26-årig musiker ved navn Bob Berg.
De, der var til stede, skulle nok kunne huske den aften, og andre vil have stiftet bekendtskab med musikken via de tre plader, der senere blev udsendt af SteepleChase, én med hvert af aftenens tre sæt. Berg var på den tid en svoren eksponent for akustisk jazzmusik, ikke så mærkeligt, da han fra 1974 til 76 havde spillet hos Horace Silver, og hos Walton foruden kapelmesteren havde haft Sam Jones og Billy Higgins bag sig, tilsammen en højt værdsat rytmegruppe, der så at sige medbragte sin egen strøm.
Senere gik det noget anderledes, bl.a. fordi Berg i årene 1984-86 lod sig friste af et tilbud om at blive medlem af Miles Davis' stærkt elektrificerede gruppe. Og i den sidste halve snes år har han især været allieret med sin kollega fra Davis-gruppen, guitaristen Mike Stern, med hvem han har videreført den energidyrkende, hæsblæsende stil fra Davis-tiden.
Det fik mig ikke til at imødese hans besøg i tirsdags med de allerstørste forventninger, men heldigvis har Berg nu, i lighed med en del andre tidligere el-freaks, valgt at hive stikket ud. Derved blev man sparet for bidrag til tinnitus og opnåede samtidig to andre gevinster.
Den ene bestod i den fortræffelige, rent akustiske rytmegruppe han medbragte, og som foruden Ed Howard (bas) og Gary Novak (trommer) omfattede pianisten David Kikoski, der med god grund havde næsten lige så megen soloplads som Berg selv. Med disse folk kunne Berg udfolde en musik som, i langt højere grad end hans bestræbelser siden midten af 80'erne, indfriede løfterne fra for 20 år siden.
Dertil bidrog også et repertoire, som de elektriske år ikke gav plads for. Det var hentet fra kvartettens ny plade, Another Standard (på Chick Coreas mærke, Stretch), som jeg ikke har hørt, men som tirsdagens musik var en en god reklame for. Højdepunkter var i første sæt balladen All the Way - fra Frank Sinatras sangbog og ikke nogen standard i jazzsammenhæng; og en coltranesk version af Gershwins My Man's Gone Now, som med sine modale og ostinate træk kaldte på det mest suggestive hos både Berg og Kikoski.
Så denne aften blev en tilbagevenden til musikalske kvaliteter vi alt for længe har savnet hos aftenens hovedperson.

*Bob Berg Quartet i Copenhagen JazzHouse tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu