Læsetid: 3 min.

Gør som asiaterne: spis østrogen

29. september 1997

De svage plante-østrogener kan beskytte mod bryst og testikelkræft

SYGELIGHED
Bryst- og testikelkræft forekommer langt hyppigere i Vesteuropa og Amerika end i Asien. Hjerte-karsygdomme og knogleskørhed viser et lignede mønster og betragtes i høj grad som vestlige sygdomme. Umiddelbart kunne man mistænke generne for at have spillet os et slemt puds, men følger man immigranter fra Asien, som flytter til Vesteuropa eller Amerika, stiger deres risiko for at få bryst- eller testikelkræft til et niveau nærmere det vestlige i løbet af nogle få generationer.
Det tyder på, at kostvanerne snarere end genetiske variationer mellem forskellige folkeslag spiller den største rolle.
Specielt kostens indhold af fedt har været i fokus. Asiater spiser traditionelt mere grønt og mindre fedt end vi vesterlændinge, der mæsker os i kød og sovs og i de senere år også i junkfood i store mængder. Vores kost indeholder desuden meget lidt fiber.
Ikke alene er asiaters kost traditionelt mere mager og fiberrig end vesterlændinges, den indeholder også betydelige mængder af en bestemt gruppe kemiske stoffer - plante-østrogener. De fleste forskere hælder nu til den teori, at det ikke kun er fedtindholdet i kosten, der fremmer kræftforekomsten, men at planter indeholder stoffer, der er direkte beskyttende.
Plante-østrogener er svage østrogener, der kemisk er forskellige fra det menneskelige østrogen, fordi de ikke alene har nogle af de samme virkninger som det menneskelige østrogen, men også nogle helt essentielle modsatrettede virkninger - en kombination, der menes at have en beskyttende effekt overfor hormon-afhængige kræftformer som bryst- og testikelkræft.
Også forekomsten af visse hjerte-karsygdomme hænger sammen med hormonniveauet. Og en sygdom som knogleskørhed, som er meget almindelig hos ældre kvinder, er direkte afhængig af østrogen-indholdet i kroppen. Så plante-østrogener har muligvis en positiv virkning også på disse sygdomme.
Plante-østrogener findes i de fleste frugter og grøntsager. Specielt to grupper af østrogener - isoflavonoider og de lidt svagere lignaner - har tiltrukket sig interesse, og eksempelvis soyaprodukter, som bruges meget i det kinesiske køkken, er rige på isoflavonoider.
Isoflavonoider findes generelt kun i grøntsager, men er for nyligt også fundet i øl og rødvin. Lignaner findes overalt i naturen - i korn, grøntsager og frugter, men særligt i olieholdige frø som hørfrø og sesamfrø. En tredje type af plante-østrogen findes i rige mængder i teblade.
En gennemsnitlig kineser spiser omtrent 35 gange så mange soyaprodukter som en gennemsnitlig vesterlænding og drikker desuden langt mere te, så indtaget af både isoflavonoider og andre plante-østrogener er langt højere for en kineser.
Teorierne er ikke hentet ud af den blå luft. Man har i mange år forsøgt at finde ud af, hvorfor asiater er mindre ramt af kræft end vesterlændinge. Og man kom på sporet, da man opdagede, at asiater - og i øvrigt også vestlige vegetarer og til en vis grad folk fra middelhavslandene - havde et stort indhold af plante-østrogener i blodet og urinen. Der er siden lavet studier på forsøgsdyr, som blev sat på soyabønnediæt. I langt de fleste af disse studier havde bønnediæten en kræftbeskyttende virkning. Også i systemer, hvor man i laboratoriet dyrker bryst- og testikelkræftceller har isoflavonoider og lignaner vist sig at hæmme celledelingen.
En tredjedel af den vestlige verdens befolkning kæmper med overvægt. Hjerte-karsygdomme og kræft er folkesygdomme. Måske har kosten en større indflydelse på dette, end vi er villige til erkende. Ikke alene giver vores store indtag af kød, junkfood og slik os deller at bekæmpe - det betyder samtidig, at vi spiser for lidt grøntsager. Dermed går vi glip af mange vigtige vitaminer og mineraler og også af de nyttige planteøstrogener. Det er overvejende sandsynligt, at det livslange indtag af isoflavonoider og lignaner er ansvarlig for det lave niveau af hormon-afhængige kræftformer og andre sygdomme blandt vegetarer og især i asiatiske befolkninger.

Kilde: MS Morton et al, 1997 i Endocrine-Related Cancers no 4, s. 331-339

Maibritt Bansholm Andersen er cand.scient. og Ph.d.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu