Læsetid: 7 min.

Gravskrift for en helt

6. september 1997

Høisind og Retsind
bar han i Brystet
og under Graahaar
Kæmpernes Kraft
Drog han tilbage
var det med Hæder
Stormed han fremad
var det til Seir.
(Mindedigt over general
Rye på Garnisons Kirkegård)

Hvorledes man rister en rune over sine menneskelige myter, har beskæftiget sindene siden Thermopylæ:

Fremmede, gå og fortæl, til
mænd, der lever i Sparta.
Døde ligger vi her lydige
mod deres lov.

Mere var der ikke at sige om de soldater fra Sparta under kommando af Leonidas, der alle til hobe faldt i slaget. Når rejsende i Thermopylæ læste indskriften, der formentlig forfattedes af Simonides, ifølge Herodot med denne udødelige formulering, vidste man besked. Således og ikke anderledes var disse mænd fra Sparta, der ikke veg en tomme - som general Rye fornuftigvis gjorde med hæder - men faldt i deres stolte, men håbløse kamp mod perserne i det strategisk vigtige pas.
Teksten så at sige skaber sin egen betydning ud over begivenhedens og underbygger og afstiver den menneskelige myte bag. Uden den - myten - har sam- og eftertid kun vanskeligt ved at identificere sig med begivenheden, med epoken, med Historien.
Myten skal gerne overgå enhver dagligdags beskrivelse, for ellers ville myten ikke være sit navn værd, men overskuelig i væren og væsen, som alle andre gængse fænomener - til at begribe, såre menneskelig, ordinær og uinteressant på sigt.
Hvor Simonides dengang næppe tænkte længere kommercielt end på det vederlag, han formentlig har fået for sin tekst - og Herodot nok heller ikke blev forgyldt - iscenesættes myten ganske anderledes i denne fjerne eftertid og bæres kommercielt på tusinder af hænder. Mytens transport er industriel. Bag dens formidlere sidder redaktører, direktioner, bestyrelsesformænd og bestyrelser, aktionærer og atter andre erhvervsgrene med atter andre direktioner, bestyrelser og bagmænd.

Det siger sig selv, at hvor blot en flig af potentielt mytisk grundstof spores, træder mekanikken i fuld funktion. Som når geologerne finder det første spor af olie og iværksætter prøveboringer, sendes mytemagerne i byen med kameralinser af radius som Rundetårn. Herefter, når mytemagerindustrien af letbegribelige grunde vil fastholde adgangen til guldgruben, er ingen kneb for billige.
Fokuseringen i medierne på myte hr. dit eller myte fru dat bliver så intens en affære at det samlede globale myteforbrugersamfund efter en tids bombardement synes at kende myten som the person next door. Langsomt sniger den misforståelse sig ind, at man som forbruger af den levende legende også har krav på at vide alt om den, hvilket forlangende jo lige netop er det, mytemagerindustrien lever af at ville imødekomme, den rene skinbarlige celebrety-fucking.

I så henseende har et af de danske organer, der delvis tjener sine penge på nyfigenhed og sladder, leveret et bedårende forsvar for pressens grovkommercielle udbytning af afdøde prinsesse Diana - og dermed principielt også af andre, men måske mindre prominente mål på skiven.
Man er nødt til at tage en dyb indånding for ikke at skrige af grin, når man læser bladets anonyme opinionsskribenters gentagne forargede kaglen over kritikken af de franske fotografers nok så omtalte jagt gennem Paris' gader på ulykkesnatten. Og dermed jo også kritikken af sladderbladene som medvirkende dødsårsag.
Jamen, siger Ekstra Bladet tyk i mælet, det afslører jo kritikernes, disse selvbestaltede moralisters, lyssky, private ærinde, at de således farer ud med anklager mod uskyldige fotografer, når allerede et par dage efter det viser sig, at chaufføren var skidefuld og kørte med lysets hastighed. Og hvornår kommer der en undskyldning fra disse skinhellige bladsmørere, der altså ikke engang undersøger sagerne, før de bralrer ud med deres vås, spørger Ekstra Bladet - af alle.
Ovenstående er måske ikke ordret gengivet, blot refereret i den ånd, hvori Ekstra Bladet nu engang formulerer sine tvivlsomme standpunkter, når redaktionen da ikke lader sin åndelige vejleder Søren Krarup tage sig af moralen.

Men uanset chaufførens fuldskab, som ikke gør tragedien mindre, drejer historien sig først og sidst om retten til at skærme sit private liv mod alverden. Ekstra Bladets argumentation er i den forbindelse tankevækkende: Folk skal ikke have ret til at bestemme, hvornår pressen vil fortælle om dem. Folk - og slet ikke sådanne sladderpressen definerer som kendte personer - skal ikke blot kunne tilkalde journalisterne, når det passer dem, for i andre tilfælde, når det ikke passer dem, at kunne afvise enhver nærkontakt. Skal man følge Ekstra Bladet, hvad man naturligvis ikke skal, er døren til intimsfæren åben, så såre det passer pressen, hvilket ikke alene er uforeneligt med straffeloven - her i landet - men indlysende urimeligt. Hvad rager rent ud sagt folks privatliv andre end dem selv - medmindre overordnede interesser indlysende må tilsidesætte dette grundsynspunkt.
Pressen skal naturligvis holde øje med folk i magtfulde positioner, hvilket til tider givetvis indebærer beluring - i ekstreme tilfælde tilsidesættelse af god skik. Men ligegyldigt er det så sandelig ikke, hvilke journalistiske begrundelser, der kan anføres for ekstraordinære undersøgelser på privatlivsområdet.
Redaktionernes og pressefotografernes konstante jagt på celebriteter - med dét ene formål at sikre sig endnu et billede af private sysler - kan ikke uden videre forklares eller undskyldes moralsk med pressens generelle frie adgang til at skaffe sig informationer. Ikke medmindre øjemed'et, der begrunder den ekstraordinære interesse, foreligger.
Hvordan man end vender og drejer det, døde prinsessen som den yderste konsekvens af årelang, massiv og konstant forfølgelse, dag ind og dag ud, en forfølgelse, der uanset at hun ikke permanent modsatte sig pressen - og oven i købet nu og da benyttede den til egne formål - i sidste ende måtte betyde sammebrud og ulykke. Intet menneske kan leve under uophørligt pres. Det kunne hin nat end ikke pressefotograferne, som inde i salatfadet holdt hænderne for kontrajerne på grund af - pressefotograferne.

Hver og én i medierne lader til i disse dage at ville skaffe sig sit eget eftermæle i forbindelse med prinsessens død. Det er sjov læsning, når visse skribenter med betryggende adgang til begivenhedernes bakspejl nu vover sig frem...
På afstand - og netop når fotografsjakalerne og sladderpressefimsen omkring hendes person er vejret bort - kommer vi måske til en forståelse af, hvem prinsessen var og hvorfor. Den mediefødte myte, javel, men med en senere udviklet egen drift for sin persons historiske positionering, som endnu kun er beskrevet helt overbevisende i The Guardian, tirsdag, af Julie Burchill i en dybtfølt og medrivende kommentar eller nekrolog, der nok så meget er gravskriften over huset Windsor.
Dette forstenede dynasti, som Burchill nådesløst omdøber til huset Usher med en slet skjult hentydning til Edgar Allen Poes rædselshistorie The Fall of the House of Usher. I den forbindelse beskriver Burchill Diana som den mest betydelige kraft for republikken i Storbritannien siden Oliver Cromwell. I kraft af sit væsen, sin pragtfulde fremtræden, sin flid, sin varme og sin begavelse - ved at ville vide, ved at turde sin uskyld, adskilte hun sig fra huset Windsor.
Hun ville så gerne hjælpe sin nye familie til at fremstå i et bedre lys, men de afviste hende koldt, misundelige og mistænksomme, disse kongelige dinosaurer, som føler sig så åbenlyst skidt tilpas over for væsener med færre end fire ben. Men vred blev Diana ikke over deres afvisning - over deres kulde og hån. Skuffet måske, men snarere gjorde hun op med dem, og i det opgør kom hendes plageånder til at fremstå som den værste bande bastarder, der nogensinde har båret kronen. Prinsessen derimod demonstrerede ved sin blotte eksistens, at ingen kongelig nødvendigvis er født til at regere, hvilket hun også understregede i tv, da hun 'fraskrev' prins Charles tronen. Han egner sig ikke. Det er synd for ham. Han vil ikke blive en god konge.

Julie Burchill peger her på det pinagtige i, at Windsor - firmaet, som de kalder sig selv - gang på gang har ladet antyde prinsens umådelige intellektuelle ensomhed i selskab med den underforstået halvdumme og overfladiske prinsesse, hvilken påstand er til at dø af grin over. Snarere afslørede Diana ved sin egen nysgerrighed og formidable kombinationsevne, samt myreflid og energi prinsens middelmådige karakter, jævne begavelse og usædvanlige dovenskab: Denne juke-box af filosofiske klichéer, totalt ude af stand til at koncentrere sig eller bidrage med noget som helst af værdi.
Efter Diana - the brief shining moment - ligger huset Windsor hen i mørke og ruin. Måske bogstaveligt.
Prinsessens bratte død har på den anden side bevaret hende for evigt - i et højdepunkt af skønhed, lidenskab og magt. Her slutter Julie Burchills bemærkelsesværdige nekrologkommentar, som må sende rystelser gennem ruinen: "Her brave bright, brash life will forever cast a shadow over the sickly bunch of bullies who call themselves our ruling house. We'll always remember her, coming home for the last time to us, free at last, the People's Princess, not the Windsors'. We'll never forget her. And neither will they."
Gravskrift for en helt, der drog sig tilbage med hæder og stormede fremad til sejr, indtil livet blev taget af hende, og myten født.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her