Læsetid: 4 min.

Gu' er det da trist, men...

1. september 1997

Prinsesse Dianas død er årets hidtil største sensation, der kaldte ekstra-personale ind
på ugebladenes redaktioner

"Skal vi have den historie om broren og familien," spøger en redaktionsvagt på Ekstra Bladet hen over skrivebords-øen med computere og tv-skærme, der alle bringer de seneste historie om prinsesse Dianas død ved et biluheld i Paris natten til søndag, hvor hun sammen med sin kæreste og en chauffør, der ligeledes omkom, forsøgte at undslippe syv såkaldte paparazzi'er - fotografer, der lever af at tage billeder af kendte, når som helst på døgnet, i hvilken som helst situation.
Jourhavende Morten Brun aftaler i telefonen, at amerikanske paparazzieres ageren, ikke skal have en selvstændig vinkel men skrives ind i korrespondentens historien fra USA om Dianas død.
En kæmpe historie
"Avismæssigt er det en kæmpe nyhed og vi satser på at få en god dækning som muligt. Det er en historie, man har svært ved at forestille sig nogen sinde skulle ske," siger Morten Brun.
Dagen igennem løber nye historier fra nyhedsbureauerne Reuter, AP o.s.v. ind på computerne hos samtlige verdens medier: "Ingen bil kunne holde til Dianas bilulykke." "Bosniske ofre for landminer: Diana prøvede at hjælpe," lyder to tilfældige overskrifter.
Ekstra Bladet bringer i dag ti sider om ulykken, og torsdag bringer Se og Hør et 16 sider Diana-tillæg, oplyser chefredaktør Niels Smidt-Jensen, da han ringer tilbage efter at være blevet interviewet af et tv-hold om konsekvenserne for dansk presse i kølvandet på prinsessens ulykke.
Frivilligt på arbejde
På Billed Bladet kommer journalisterne frivilligt på arbejde, fortæller chefredaktør Anders Thisted.
Selv blev han vækket ved fem-tiden søndag morgen af konen til Billed Bladets Paris-korrespondent, der ringede og overbragte nyheden. Få timer senere er flere af ugebladets medarbejdere i gang med at tilrettelægge Billed Bladets dækning.
"Nyder du det Svend," spøger Billed Blads-journalist Tina Schnieder redaktionschefen Svend Bugtrup, der ligesom de fleste andre på redaktionen, går lidt hvileløst rundt i redaktionslokalet.
"Jeg blev da trist, da jeg hørte om det her i morges," siger Tina Schnieder. "Gu' er det da trist. Det ville da have været hundrede gange bedre, hvis historien var, at hun skulle giftes med kæresten," siger Bugtrup.
"Det er da rigtigt, at man bliver grebet af det, Svend. Men jeg synes ikke, vi har været skyld i det, " siger Tina Schnieder. Bugtrup: "Først fik man et chok, men så bliver man vred. Det er jo ikke uddannede pressefotografer. Dem jeg kender herhjemme, der overhovedet kommer i nærheden af paparazzi-fotografer, er i hvert fald ikke."
- Men Billed Bladet har også medvirket til, at det her fænomén - paparazzier- eksisterer ved at købe den type billeder ?
"Jahhh," siger Svend Bugtrup: "Men hun har jo også selv medvirket. Ofte har hun da vidst, at de var der."
Svære at stoppe
"Hvis journalisterne ikke kan skrive om den her begivenhed, hører de ikke til på Billed Bladet. Diana var sammen med fire andre kongelige, de fem mest kendte mennesker i verden. Hun appellerer til alle," siger Anders Thisted, der yderst tilfreds med, at medarbejderens kone reagerede hurtigt: "Det gælder om, at sikre sig eneretten til de bedste billeder. Selvfølgelig findes der utallige billeder af Diana, men vi vil gerne have de gode, før de andre."
Ifølge Thisted er topprioriteringen af billeder et eksempel på, at paparazzierne vil blive svære at stoppe.
"I gamle dag kunne en fotograf distribuere sine billeder med posten til mellem 10-20 medier. I dag kan hans billeder nå hele verden via billedbureauernes computernetværk inden for få timer. Sådan er mediestrukturen, og den benytter alle medier sig af - også Information - i deres billeddækning. Markedet er enormt, og derfor kan vi ikke ændre på, at en paparazzi kan tjene en halv million kroner på et godt billede."
Usmagelige billeder
Ingen af de medier, Information har talt med har forsøgt at få fat i de billeder, som paparazzierne øjensynligt skulle have taget af Diana og de to andre omkomne i bilen umiddelbart efter ulykken. Ifølge flere kilder har de franske myndigheder beslaglagt billeder under anholdelsen af de syv fotografer.
"Vi ved jo ikke om de eksisterer, men det ville være for usmageligt at bringe billeder, taget af dem der først havde jagtet hende i døden for derefter at fotografere hende - blødende og stadig i live - i bilvraget."
Ifølge Reuter senere på dagen er billederne sat til salg i USA for en million dollar.
Billed Bladet har selv brugt billeder taget af paparazzi-fotografer. Bl.a. fra billedbureauet All Over, der solgte de meget omtalte billeder af Kronprins Frederik og hans kæreste på ferie i Frankrig.
Se og Hør bragte billederne, men i dag mener chefredaktør, Niels Smidt-Jensen, at man har været for naiv.
"Vi skal være vores ansvar bevidst, og har nok ikke helt gjort os klart, hvilke arbejdsmetoder de brugte. Men samtlige medier har jo billeder af det her i morgen. Og samtlige medier i Danmark har bragt billeder taget af paparazzifotografer."
Se og Hør bragte først billederne af Kronprinsen efter de var blevet offentliggjort i Sverige, men fremover vil Se og Hør trække en grænse ved, at billederne ikke må være taget uden personernes samtykke.
"Hvis det er Se og Hør's nye politik, må de jo udkommer 20 sider tyndere," kommenterer Ekstra Bladets chefredaktør Bent Falbert, der i øvrigt mener, at det paparazzi-fotografernes jagt på Diana får nogen indflydelse på den danske medieverden.
"Det er jo ikke nogle metoder, vi benytter os af her i Danmark. Jeg synes, det ville være at overreagere, at sige, at man ikke skal bringe billeder af kendte mennesker, taget på offentlige steder. Det er jo heldigvis få billeder, der har dødelig udgang. Ekstra Bladet bringer ikke billeder af en nøgen kronprins. Det må være op til medierne selv at trække den etiske grænse."

Leder her på siden
Nekrolog på bagsiden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu