Læsetid: 5 min.

Jeg er Gud

18. september 1997

Jeg kastede mig ned på knæ, men opgav, fordi jeg ikke kunne se skærmen

Befriet område
Og det skete én af de dage, hvor jeg sad og forsøgte på at knokle mig op på Internettet. Alle ikoner og rullegardinmenuer forsvandt, der var kun en skinnende hvid flade og en blinkende cursor i øverste højre hjørne. Jeg skrev tøvende "?sinnet rof enoynA". Det så underligt ud, men computeren insisterede på at skrive fra højre mod venstre.
"duG re geJ" stod der så pludselig, så vidt jeg kunne bedømme med New Century Schoolbook. Og med et var jeg overbevist om, at jeg på en eller anden måde var havnet i et konferencerum, hvor selve Guden var til stede. Han havde jo talt til mig, altså måtte jeg svare. Jeg kastede mig ned på knæ, men opgav det igen, fordi jeg ikke kunne se skærmen.
"dlyksdnU", skrev jeg, for den eneste samviden et menneske kan have med Guden er, at mennesket altid skylder Guden alt, hvordan kan det være anderledes, når Gud og menneske pr. definition lider under en så voldsom kvalitetsforskel, at den Ene kan alt til hver en tid, mens alle vi andre kan lidt af hvert til nogle tider og alligevel dør til sidst?
"duG re geJ", skrev cursoren og blinkede til mig. Jeg blev grebet af en verdenshistorisk iver: Gud måtte have valgt mig som redskab, må-ske skulle jeg være den nye Messias? Havde Han et budskab, som jeg skulle være bærer af, var der noget Han ville meddele direkte til alle verdens folk, måske noget om drivhusgasser, ozonlag, folkemord eller gensplejsede roer?
Jeg spurgte om Han havde noget at sige verden?
"duG re geJ", svarede Han.
Og så gik skærmen i sort og så kom alle menuerne og dialogboksene tilbage: "Undefined error" stod der i en stor dominerende satan, der bredte sig over skærmens midte.
Jeg gik op til min praktiserende læge, dr. Pille.
"Doktor," sagde jeg, "måske skulle du ikke forny recepten på Fontex. Det hjælper alligevel ikke. Jeg er stadig lammet af skyld fra top til tå. Hvordan kan jeg tillade mig at spise så meget, når 80 % af Jordens befolkning mangler mad? Og hvad med alle de stakler, der må slide fra morgen til aften for at jeg kan få dagpenge? Og når jeg ligger der i karbadet og de ikke har en dråbe vand i Burkina Faso?"
"Hmmm," sagde han og kradsede noget ned på en blok.
"Jeg mødte Gud i går," sagde jeg.
Det gav et ryk i doktorens krop. Han tilkastede mig et skævt blik under halvt sænkede øjenlåg.
"Hmmm," sagde han.
"Måske burde jeg have en samtale med en psykolog?"
"Der er lang ventetid," sagde dr. Pille. "Men jeg kender en praktiserende psykolog, som kan tage en samtale med dig straks. Hvis du går en etage op så ringer jeg og siger, at du kommer."
Hun hed ikke Pille, men derimod sogoL, stod der på et messingskilt. En receptionist bad mig tage plads et øjeblik. Jeg tænkte på at gå igen, for hvordan skulle en udlænding (pakistaner?) kunne forstå de finere nuancer i det danske sprog og dermed de finere nuancer i mig? Der er vel en grund til, at pakistanere hovedsagelig er kioskejere?
Hun viste sig at være strålende smuk med lysende mørkebrune øjne, kulsort hår og inciterende bryster og baller. Jeg skammede mig over at tænke på hende på den måde, så jeg besluttede mig for ikke at se på hende.
"Fortæl mig om dig selv," sagde hun.
"Jeg har kronisk dårlig samvittighed," sagde jeg til et flot indrammet stykke serigrafi på den ene væg. "Hvis jeg vågner klokken otte, får jeg dårlig samvittighed overfor dem, der har arbejdet siden klokken seks. Og hvis jeg beslutter mig for at spise bacon til morgenmad, får jeg det skidt, når jeg tænker på svinene, de pressede landmænd, overgødskningen, monokulturerne, gyllen, slagteriarbejderne, der ødelægger deres bevægeapparat ved akkordbåndet, og alle de stakkels chauffører, der må bruge en tredjedel af deres liv på at køre frem og tilbage mellem grossister og detailhandlere, og kasse-damerne, der ikke har råd til at købe bacon, fordi de taber penge på at arbejde. Og ..."
"Der er slet ikke noget der hedder kronisk dårlig samvittighed, det er en selvmodsigelse," sagde hun og jeg tillod mig at strejfe hendes ansigt med øjnene.
"Det er synd for alle de andre, men det er ikke synd for dig?"
"Det hele er jo min skyld!" råbte jeg og bankede en næve i stolens armlæn. "Jeg køber den mad, som fastholder dyrene i uværdige staldsystemer. Jeg køber billige T-shirts, selv om de er fremstillet af slaver i kinesiske fængsler. Jeg lader mig køre på hospitalet i en ambulance, selvom jeg hader bilismen. Jeg fratrækker renter fra mit studielån på selvangivelsen, selv om jeg ikke har betalt en krone. Jeg svarer "godt", når nogen spørger mig, hvordan jeg har det. Jeg ..."
"Tak," sagde hun bestemt. "Dit tilfælde er ganske almindeligt. Du kan ikke deltage i forbedring af et eneste staldmiljø, før du finder ud af, hvem du selv er. Og det finder du kun ud af ved at indgå i forpligtende sociale sammenhænge med andre mennesker. Er du gift?"
"Jeg har været det nogle gange, men det er ligesom ikke muligt, vel? Jeg mener, her vælger man at gøre en kvinde til virkelighed for sig, men dermed tilintetgør man jo alle de uendelige muligheder, der ellers måtte være - og det er ikke holdbart, vel?"
"Se på mig. Hvergang du gør svinget forkert ind i fortvivlelsen i stedet for at handle, som Kierkegaard siger, hvergang du vælger at forblive i mulighedernes uendelige lethed i stedet for at tilintetgøre muligheder ved at vælge virkeligheden, så længe vil du gå rundt plaget af skyld."
"Hvis jeg nu bliver virkelig - og altså vælger et konkret arbejde i stedet for at fastholde at jeg har alle muligheder og derfor intet arbejde - er jeg da fri for dårlig samvittighed?"
"Samvittighed betyder samviden med Gud, men Han vil kun vide noget sammen med dig i virkeligheden. Gud har tilintetgjort alle andre muligheder end sig selv. Dårlig samvittighed er afgrænset til noget bestemt og er ikke en allround stressfølelse, som den du lider af nu. Du befrier dig i hvert øjeblik fra en ny afhængighed - ved straks at havne i en ny. Det er den falske frihed. Så længe du ikke kan finde dig selv som virkelig vil du lide af den form for stress."
"Jeg har ellers mødt Gud," sagde jeg.
"Du har mere brug for en kvinde," sagde hun.
"I computeren," sagde jeg.
"Spøgelset i maskinen," sagde hun og nikkede. "Det bliver lige fem hundrede kroner. Og se så at få markedsvilkårene til at omfatte dig også, din hængerøv. Der er ingen vej udenom at blive virkelig. Og virkeligheden er ikke nær så kedelig, som mennesker i din tilstand tror."
"Hvornår får du egentlig fri?" spurgte jeg radiatoren under vinduet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu