Læsetid: 3 min.

Hårde Frank og forstående Karen

2. september 1997

Ministre i modvind under debatmøde på Indre Nørrebro

BLÅGÅRDS PLADS
Rollefordelingen var klar, da justitsminister Frank Jensen (S) og socialminister Karen Jespersen (S) mandag aften mødte rødder og andre Nørrebro-beboere på et debatmøde i medborgerhuset på Blågårds Plads.
"Gadebander vil vi ikke have. Og vil vil ikke tolerere dem. Så er det sagt," indledte Frank Jensen og gjorde sig straks uvenner med store dele af de - til tider højtråbende - knap 200 engagerede tilhørere. Ministeren fortsatte med at fastslå, at "det, der skal til over for gadebander, det er politi".
"Hvad er det for noget lort at lukke ud?" og "Hvad taler du om, mand?" var et par af de kommentarer, der ind imellem afbrød ministerens nordjyske lov-og-orden-tale.
Men - som Frank Jensen sagde - "Karen har ét job, jeg har et andet".
Selv om Karen Jespersen ikke afholdt sig fra at formane de unge til ikke at larme om natten, lagde hun positivt ud med at sige, at "vi har nogle penge i Socialministeriet beregnet på at støtte byer og bydele med særlige vanskeligheder".
Karen Jespersen beskrev sin egen opvækst i Nansensgade:
"Vi havde ikke bad, ikke centralvarme, ikke trafiksanering og ikke alle de fine parker. Det, I har fået i dag, er det, vi gik og drømte om. Når det så alligevel ikke er godt, hvad er det så, der er galt?" spurgte socialministeren, der selv mente, at problemet var, at "man tit har svært ved at finde ud af det sammen".
Projekter ikke løsningen
Karen Jespersen lagde vægt på, at de talrige projekter på Nørrebro ikke løser problemerne alene. Hun glædede sig over at se en arbejdsgiver blandt aftenens tilhørere, fordi mange unge - ifølge socialministeren - er nået frem til, at "Vi gider altså ikke blive ved med at gå og rydde op ovre i Hans Tavsens Parken".
Opvarmningen til det stærkt mediedækkede debatmøde havde de to ministre foretaget sammen med repræsentanter for en beboerforening i Hans Tavsens Gade, hvor de havde hørt beboernes klager over unge, der laver larm og hærværk om natten og forhindrer beboerne i at sove.
Et af aftenens mest massive bifald høstede Sami El Shimy, projektleder på Gadepulsen (interviewet i Information den 27. august):
"Det er bare det letteste, en minister kan gøre: At køre med på den der platte mediepropaganda, der har været de sidste halvanden til to måneder. Det er jeres politik, der er skyld i de lossepladser, I har lagt forskellige steder i byen," sagde Sami El Shimy, der klagede over politiets racediskrimination og bebrejdede de to ministre, at de ikke var kommet langt tidligere.
Man gør noget
"Når du siger det med racediskrimination, Sami," sagde justitsministeren, der rutineret havde mærket sig fornavnet, "så er det jo noget, man gør noget ved."
Frank Jensen fremhævede, med hvilken stor alvor Københavns Politi ser på klager over racediskrimination:
"Hvis Sami eller andre sidder inde med viden om, at politiet diskriminerer, så kræver det, at I ikke bare siger det her, men at I klager, så det kan blive behandlet i politiklagenævnet," sagde Frank Jensen.
Mange af de unge mænd i salen lo - og antydede, at de sad inde med mange eksempler.
"Lad være med at grine. Den der hånlige latter skaber bare yderligere konfrontation mellem os," advarede Frank Jensen, efter at han flere gange var blevet mødt med hånlatterbrøl.
Karen Jespersen kom sin unge ministerkollega til undsætning:
"Jeg bliver ærgerlig, når I klapper, som om det var forkert, det, Frank siger. Jeg synes, det er trist, hvis vi skal til at have en masse hårdhændede foranstaltninger," sagde hun og afviste, "at der er noget, der hedder, at man bliver provokeret til at lave vold og ballade".
Borgerrepræsentant Wallait Khan (SF), der selv er førstegenerationsindvandrer fra Pakistan, leverede øjenvidneskildringer fra Blågårds Plads:
"Det er også politiet, der provokerer de unge. De kan finde på at afbryde fodboldspillet på pladsen for at spørge de unge, hvad de hedder. Ofte er det politiets tilstedeværelse, der er grunden til, at problemerne starter," sagde Wallait Khan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her