Læsetid: 11 min.

Habermas' beklagelser

26. september 1997

Den nationale velfærdsstat er for 'lille' og risikerer moralsk erosion, mener Jürgen Habermas, der samtidig går skarpt i rette med nationalister og kommunitarister - og drømmer om en kosmopolitisk EU-stat

Den tyske filosof og sociologiprofessor Jürgen Habermas, der mandag og tirsdag i denne uge besøgte København, inkarnerer i spektakulær grad selv sin teori om kommunikativ handlen og utopien om en ideal og tvangfri talesituation. Det er kun, hvis deltagerne har et lige udgangspunkt, at man ifølge Habermas kan undgå forvrængninger af kommunikationen - og kun derved kan man sikre "det bedre arguments tvangløse tvang", der fører til den konsensus, som er målet for kommunikationen.
Eftersom Habermas denne gang med en enkelt undtagelse ikke ville stille op til interviews, havde Information valgt betragterens rolle, og fra vores udkigspost kunne vi gang på gang iagttage hans venlige, egalitære og engagerede holdning, både når han fremlagde sine egne udredninger, og når han besvarede spørgsmål. Uanset om spørgsmålene selv tangerede filosofiske udredninger, eller om de blev stillet i kort lapidarisk form af studenter, der ikke havde overblik til at nuancere det, de ville vide, blev de besvaret med samme omhu.
Respekten for individet
På det teologiske fakultet, er det tirsdag formiddag de tunge drenge med styr på diskurs-niveauer og de forudsætninger under hvilke et givent udsagn gælder, der dominerer forsamlingen. Spørgsmålene er af den typisk akademiske, lidt aggressive type à la: "Det forekommer mig, at De sammenblander to niveauer, når De sådan og sådan...".
"Når De mener, at man kan nå til konsensus om moralske værdier, der pr. definition ikke kan relativeres, er der så ikke slet og ret tale om et skift fra et moralsk til et politisk niveau, hvor der kan kompromisses?" vil én eksempelvis vide.
Det blinker engageret bag Habermas' brilleglas, og han kaster sig for guderne må vide hvilken gang ud i en omhyggelig redegørelse for, hvorfor han ideal om konsensus i kommunikationen, ikke er identisk med fravær, udglatning eller undertrykkelse af konflikter.
Hans konsensus-begreb er baseret på respekten for individet. Man skal, som han understreger, respektere individets integritet uafhængigt af, hvordan man i øvrigt vurderer dets moralske habitus, dets karakter, opførsel, livsstil etc.
Respekten for individet er for Habermas solidt funderet i menneskerettighederne - også når man, som her tirsdag formiddag diskuterer noget så filosofisk som forholdet mellem 'rigtighed' og 'sandhed'.
Kulturelle rettigheder
Senere på dagen får han lejlighed til at udfolde sine forestillinger yderligere, da han holder foredrag for 300 sociologistuderende i Studiegårdens Auditorium B.
Her er emnet mulitkulturalisme, og foredraget stiller spørgsmålet om nødvendigheden af kulturelle rettigheder - Does Culture matter in Politics?
Habermas bruger blandt andet sit foredrag til at rette et angreb mod den såkaldte 'kommunitarisme', der i hans øjne tenderer til at betragte kulturelle fællesskaber på linje med bevaringsværdige økologiske biotoper. Og det går ud over individets rettigheder, mener han. For i kommunitarismen er der ifølge ham en tendens til, at individet er til for kulturens skyld - ikke omvendt.
Kommunitaristiske teoretikere, såsom Charles Taylor, forfatter til The Politics of Recognition, opfatter kulturelle rettigheder som kulturelle fællesskabers rettigheder, ikke individers rettigheder. Her mener Habermas, at man krænker den respekt for individet, der er baseret på en bortseen fra alle kulturelle eller moralske vaner og mærkværdigheder.
Multikulturalisme er, siger Habermas, ikke et af de klassiske spørgsmål, når talen er om frihedsrettigheder. Den liberale stat voksede frem som et svar på den udfordring religionskrigene stillede på tærsklen til moderne tid, påpeger han. Det var adskillelsen af kirke og stat, der lagde grundstenen til de sekulære statsdannelser, vi kender.
"Og eftersom religion er et essentielt aspekt af kultur, er det svært at se hvorfor kulturelle forskelligheder skulle fortjene et andet svar i dag", siger han.
Med andre ord: Ligesom man engang besluttede, at et individs religion ikke var relevant for dets politiske rettigheder og pligter, kunne man nu mene, at kulturelle og etniske forskelligheder slet og ret burde holdes ude fra politikkens område.
Men også Habermas må medgive, at virkeligheden ser anderledes ud, og at religiøse og etniske mindretal ofte diskrimineres. I de moderne multikulturelle samfund sker der det, mener Habermas, at der opstår et voksende gab mellem de hastigt voksende forskelligheder, borgerne konfronteres med i deres dagligliv, og så den forventning, det egalitære retssystem stiller til dem om at se bort fra disse iøjnefaldende forskelle.
Så opstår der konflikter, der er med til at stimulere en bevidsthedsændring i retning af at stå mere fast på ens nedarvede traditioner og kollektive identitet.
Men spændinger og konflikter, der skyldes sammenstød mellem forskellige livsformer er af en særlig art. Kulturer skaber totaliteter, der former identiteten og gennemtrænger personlighedsstrukturerne i deres helhed, konstaterer han. Derfor får sammenstød med kulturer og subkulturer form at eksistentielle værdikonflikter.
Og "til forskel fra interessekonflikter, kan værdikonflikter ikke løses gennem kompromiser". Mens politiske partier skændes om fordelingen af anerkendte sociale goder såsom penge, fritid, social sikkerhed osv., så er det ved kulturelle konflikter selve anerkendelsen af værdier, der er stridens æble.
"Disse konflikter kræver en anden type regulering - kulturelle rettigheder."
Her er vi så fremme ved det afgørende spørgsmål om, hvorvidt rettigheder, der tilkendes specifikke (sub)kulturer, kan retfærdiggøres i lyset af konstitutionelle principper - såsom individets frihed og ukrænkelighed.
Habermas giver to eksempler på, hvordan der kan svares: et liberalt og et kommunitaristisk.
Frihedsrettigheder, der grundfæster borgernes private autonomi er pr definition af en karakter, der tillader individet selv kan vælge. Men individets evne til at vælge bunder i, at det har tilegnet sig et værdisæt, og individer får deres værdier ved at vokse op i en bestemt kultur. Ergo må de først erhverve sig kulturelle værdier, før de kan udnytte og nyde deres private autonomi, lyder det liberalistiske argument.
Kommunitarismen lægger derimod, ifølge Habermas, vægt på at medlemskab af et kulturelt fællesskab fremmer sociale relationer og bibringer en følelse af identitet. Her sætter Habermas sin kritik af kommunitarismen ind.
"Nogle kommunitarister, såsom Charles Taylor, baserer deres krav på en etisk opfattelse af kulturelle goder, der i kraft af, at de er kollektive goder per se, har krav på at blive bevaret. Dette står i skarp kontrast til det synspunkt, at et individs integritet kun kan beskyttes i sammenhæng med hendes adgang til en bestemt kulturel sammenhæng - hvad enten det er den kilde, hendes kulturelle identitet springer af, eller det er en sammenhæng, hun selv har valgt," konstaterer han.
Fejltagelsen består med andre ord i at udstrække forestillingen om individers ret til deres egen kultur til kulturen selv - så det bliver den, der har 'rettigheder' fremfor individet.
Men hvordan løser Habermas problemet? Han mener, at man må opretholde en skelnen mellem indre restriktioner i en kultur og ydre beskyttelse af den. De indre restriktioner skal ikke beskyttes.
For "under moderne betingelser kan kulturelle traditioner ikke videreføres medmindre hver ny generation tilegner sig dem. Kulturerne viser deres vitalitet ved deres evne til at overbevise nye generationer om deres værdi, under den forudsætning at alle har ret til at bryde med deres tradition og forlade fællesskabet."
Habermas bryder altså på ingen måde med de borgerlige frihedsrettigheder. Kulturelle minoriteter skal beskyttes indenfor retsstatens rammer, men indenfor de kulturelle fællesskabers rammer må individet beskyttes efter nøjagtig de samme retsprincipper. Nogenlunde således kan man opsummere hans synspunkt.
Velfærdsstatens fallit
Selvom Habermas i udseende og adfærd nærmest er prototypen på den klassiske bogorm - ikke så sjældent siver hans ord bort mellem linjerne på det manuskript, han ikke kan finde ud af at løfte hovedet fra - så er det ingenlunde verdensfjerne spørgsmål, der optager ham.
Til de aktualitetsbetonede udsagn, der vakte opsigt under hans besøg, var hans erklæring på H. C. Ørstedsinstituttet mandag om, at velfærdsstaten efter hans mening havde spillet fallit.
Det havde dog intet at bestille med de indvendinger, der så ofte rettes mod velfærdsstaten fra borgerligt, politisk hold: At den går til i bureaukrati og overregulering, at omfordelingspolitikken fratager folk initiativ og arbejdslyst og skaber grupper, der lukrerer på det sociale system på bekostning af andre osv.
Habermas' synspunkt er, at velfærdsstaten ikke længere kan opretholdes indenfor nationalstatslige rammer.
Under forelæsningen mandag talte Habermas med adresse til den engelske historiker Eric Hobsbawn om "det korte 20. århundrede", hvor første halvdel ophobede katastrofe på katastrofe, mens tiden efter Anden Verdenskrig var en 'gylden tid', der ifølge Hobsbawn nu er slut og endt i et 'jordskred'.
Habermas mener selv, at erfaringerne med første halvdels katastrofer frisatte nogle energier, der i det 20. århundredes anden halvdel medførte en forandring til det bedre, men nu har hverken politikken eller socialvidenskaberne noget svar på de udfordringer fremtiden stiller.
Stat og nation
Jürgen Habermas er ikke tysker for ingenting: Den tyske, historiske udvikling tjener ham som skræmmebillede og målestok, hvad enten han taler om globalisering, multikulturelle samfund eller om velfærdsstaten.
Nationalstatens prototype er de europæiske statsdannelser, men grundlæggende er det de to komponenter, der er forenet i disse, nemlig stat og nation, Habermas genfinder i alle stater. Også i de postkoloniale stater, der er opstået efter Anden Verdenskrig i Afrika og Asien samt i de forsøg på selvstændige statsdannelser, der er opstået i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud.
For at forstå hans tanker om velfærdsstaten er det imidlertid tilstrækkeligt at kende skellet mellem 'stat' og 'nation'. Staten er et juridisk defineret begreb om en suveræn statsmagt, der befinder sig på et afgrænset territorium, beboet af statsborgere. Statens herredømme grundfæstes i retssystemet, og dette udøves over og af de statsborgere, der befinder sig indenfor statens område. Den moderne stat får sin legitimitet, fordi det er borgerne, der via deres stemmeafgivning bestemmer lov og ret i staten.
I de klassiske nationalstater falder statens og nationens geografiske område sammen, nationen forstået som et kulturfællesskab om historie, traditioner og sprog. Danmark er på den måde en overmåde klassisk nationalstat.
Velfærdsstaten voksede frem på ryggen af det 20. århundredes katastrofer. Tyskland og Italien, de to stater, der først og fremmest havde hobet katastroferne op, er nemlig ikke såkaldt klassiske nationalstater. De blev samlet senere, 'forsinket', (under henholdsvis Bismarck og Garibaldi) og blev progandamæssigt udråbt som "kulturnationer", "folkelige fællesskaber" og lignende, før de nogensinde blev til stater i moderne forstand. Og det fremkaldte den overophedede nationalisme, der blandt andet medførte de to verdenskrige - stikordsagtigt sagt.
Den (republikanske) stat er universalistisk, kosmopolitisk og åben udadtil, mens nationen er lukket, selvtilstrækkelig, afgrænsende overfor alt fremmed, potentielt krigerisk, hvis den føler sig truet. Derfor går Habermas naturligvis ind for EU som et middel til rationel politisk, statsborgerlig regulering af fællesanliggender.
Han er omvendt på vagt overfor nationale argumenter, der henter deres styrke i fælles rod, traditioner, kulturelle særpræg etc. - selvom han i mandags medgav, at han godt kunne forstå, at små nationer som Danmark tøver med at gå i union med store magtfulde lande. Men ideelt mener han, at alle nationalstater må opgive deres selvopfattelse som suveræne enheder og i stedet begynde at opfatte sig som partnere indenfor en større enhed.
Globaliseringen
Det er imidlertid heller ikke, fordi den nationale velfærdsstat er 'for lille', at dens tid, ifølge Habermas, er løbet ud. Det hænger netop sammen med de forudsætninger, hvorunder den blev skabt.
Efter afslutningen af Anden Verdenskrig havde nationalismen skabt sig et dårligt ry. Og samtidig betød terrorbalancen, at de europæiske staters muligheder for at føre en selvstændig udenrigspolitik svandt væk. Europas grænser lå desuden fast efter Jalta, og summa summarum kunne den imperialistiske epokes måde at afbøje sociale konflikter på - ved at vende dem aggressivt udad - ikke længere kunne bruges.
De sociale problemer måtte løses indenrigspolitisk, samtidig med at historien havde givet netop den statsborgerlige, demokratiske side at nationalstaten forrang fremfor den nationalistiske. Dette var de politiske forudsætninger for velfærdsstaten.
Men med globaliseringen er dette totalt ændret. Hverken arbejds- eller finansmarkederne er længere bundet af nationalstatslige rammer, og de enkelte staters politiske muligheder for at hamle op med de nye teknologier og kæmpemarkeder med billig arbejdskraft er helt utilstrækkelige. Samtidig svinder de nationale muligheder for at inddrive de nødvendige skatter.
I den situation kan nationalstaterne enten at forsøge at beskytte sig med protektionistiske foranstaltninger eller ved at tilpasse omkostningsniveauet til den internationale konkurrence. Begge dele er ifølge Habermas katastrofalt.
Hans skrækscenario sådan ud:
Kaster nationalstaterne sig ud i drastisk at indskrænke velfærdsydelserne for at tilpasse sit omkostningsniveau til den internationale konkurrence, accepterer de en høj, varig arbejdsløshed og en stor gruppe marginaliserede. Den sociale solidaritet - uden hvilken en statsborgerlig, politisk fællesvilje ikke kan tænkes - tørrer ud, og der opstår en forarmet underklasse, der er overladt til sig selv, selvom den ikke er i stand til at ændre sine sociale omstændigheder ved egen kraft, understreger Habermas.
Underklassen har ikke længere - som arbejderklassen i begyndelsen af århundredet - nogen magtmidler, og heri ligner den i øvrigt verdens fattigste lande i forhold til de rige, tilføjer han.
Det betyder stadige sociale spændinger, en underklasse, der kaster sig ud i selvdestruktive revolter uden noget mål, og som kun kan holdes nede ved hjælp af repression, fængsler, særlove etc. Desuden vil den sociale afmagt og fysiske elendighed brede sig i byerne og endelig vil samfundet blive udsat for en moralsk erosion, der totalt vil udslette statsborgerlige, politiske fællesskabsforestillinger. Og så vil nationalstatens egentlig landvinding, nemlig befolkningernes demokratiske deltagelse i samfundsanliggender, være forspildt.
Staten på egne ben
Skal vi undgå denne udvikling, som jo allerede er igang, må staten, forstået som statsborgernes indbyrdes solidaritet om at ordne deres fællesanliggender til fælles bedste, lære at stå på egne ben uden nationen. Det er logikken i Habermas' overvejelser.
Deraf hans forestillinger om overnationale niveauer - hvor EU godt nok er en begyndelse, men ikke svaret. Men der er anledning til bekymring:
"I bevidstheden om sine historiske landvindinger stivner nationalstaten i en fastholden af sin identitet i netop det øjeblik, hvor den bliver rendt over ende og gjort magtesløs af globaliseringsprocesserne", konstaterer han. Men han kan ikke skjule sin tvivl på, om demokratisk meningsdannelse overhovedet kan få bindende kraft uden det integrationsniveau, som nationalstaten udgør.
Hans anvisninger på, hvad der kan gøres, er følgelig af gode grunde det, der står svagest. Der må skabes strukturer på niveauer, der modsvarer de økologiske, finansielle og markedsmæssige udfordringer. De kan tænkes at bestå af politiske organer, der i størrelsesorden svarer til de kontinentale regimer, som er ved at danne sig, men de eksisterer endnu ikke. Så først og fremmest efterlyser Habermas en politik og socialvidenskab, der overhovedet ser problemerne i øjnene i stedet for at fortsætte ad banede veje.
Som han sagde i mandags:
"Jeg kommer ikke med løsninger, jeg beklager mig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu