Læsetid: 5 min.

Med min hakke, min skovl og mit socialkontor

26. september 1997

Den frie danske husmands glorværdige historie ender tragisk

En husmand var før i tiden en slider, der på trods af karrig jord og omgivelsernes modvilje kæmpede sig frem til uafhængighed, almindelig anseelse og selvrespekt. Fremtidens husmand bliver en bistandsklient, der laver lidt husflid for at få tiden til at gå. Det er konklusionen på en jubilæumsbog om den danske husmandsbevægelse.
I år er det hundrede år siden de danske husmænd begyndte at organisere sig. Klim Husmandsforening blev Danmarks første, og for at mindes denne glorvædige begivenhed, har foreningen, der i dag hedder Han Herreds Familielandbrug, udsendt et jubilæumsskrift om husmænd før og nu.
Bogen er en antologi med gode bidrag om den danske husmands historie, og med særlig vægt på dem fra Han Herred, for her bor de rigtige husmænd, og de er noget helt for sig selv.
Efter at have læst bogen ved jeg for eksempel, at en rigtig husmands rødder omfatter Gefion, Goliat, Epimetus, Skjoldborg, Kain, Abel, Thor, Jætten Rungner, Gundestrupkarret, Samtalen, Jonathan Schwartz, Ejnar Tamberskjelver, Kong Knud og Ray MacSharry. En rigtig husmand sender endvidere sine børn til friskolen i Klim og stemmer på Det radikale Venstre.
Den sande husmands åndelige arvegods omfatter også den såkaldte Køge-resolution, der blev vedtaget af husmænd i 1902. Heri påpeges det, at det enkelte menneskes værdighed sikres bedst ved at give det mulighed for at forsørge sig selv, og derfor forlangte husmændene ingen særrettigheder eller andre begunstigelser fra stat og kommune. De ville være frie og selvgående, og det blev de.
Demokratisk sundhed
Jan Holm Ingemann, der er lektor ved Aalborg Universitet skriver, at det netop var på grund af husmandsbevægelsens insisteren på at ville selv, at man blev i stand til at være med til at udvikle en særlig dansk tradition for demokratiske forhandlingsløsninger, baseret på en bred konsensus mellem den private sektor og statsmagten. Man var kort sagt med til opbygge den velfærdsmodel, som vi i dag kalder for den nordiske.
Asger Baunsbak Jensen mener, at når hverken nazismen eller kommunismen kunne slå igennem i Danmark, skyldtes det, at "der var en demokratisk og social sundhed i befolkningen, som husmændene i hundrede års kamp havde været med til at bygge op."
Dette er en god historie, som der er grund til at mindes med stolthed. Der var engang, da der var ånd og format over dansk landbrug. Sådan er det ikke mere. I dag er det domineret af stordrift og koncerner, og den eneste ånd, der er tilbage ude på landet, er stanken af gylle.
Bonden på støtten
Nedturen for den frie danske bonde begyndte i 1950'erne, da den såkaldte hjemmemarkedsordning blev indført som en overgangsløsning, der dog viste sig at blive permanent. Siden har såvel gårdejere som husmænd opgivet tanken om at klare sig selv uden offentlig støtte, og de åbne, lyse sind som man taler om i bogen, og som man før kunne finde i rigt mål i det danske land, blev lukkede, mørke og sure i takt med at støtten - og dermed afhængigheden af staten steg.
Landbruget er kommet på støtten, ikke blot i Danmark men i hele Europa. De store tryner de små, og EF's såkaldte MacSharry-plan, der tog hensyn til natur, kultur og landdistrikter, og som argumenterede for en bedre fordeling af landbrugsstøtten, blev saboteret af de stærkeste landbrugsorganisationer. Var MacSharry-planen blevet gennemført, ville den have lettet presset på den enkelte landmand. De små og betrængte ville have fået mere end de store og rige, men det gik anderledes.
I 1996 blev nettooverførslerne til danske landsmænd opgjort til at ligge på 4.631 ECU pr. heltidsansat, mens græske landmænd efter samme udregning fik 2.014 ECU.
I lyset af myterne
Samtidig stiger antallet af sammenlægninger, og de små landbrug er snart helt væk. Det afholder dog ikke nogle af bidragyderne fra lyriske udgydelser: "Set i lyset af stordrift og kæmpekoncerner kan det i dag se ud som om husmændenes æra definitivt er ude. Men set i lyset af myterne - og målt med historiens vældige alen - er den først lige begyndt."
Ifølge bogen vil denne nye husmand være af en helt anden beskaffenhed, end den husmand, der i begyndelsen af dette århundrede forsvarede sin uafhængighed af statsmagten. Fremtidens husmand vil nemlig leve af offentlig støtte og bo i et landsdækkende frilandsmuseum med fungerende værksteder, hvor der laves husflid og kunsthåndværk, mens fødevarerne til masserne bliver produceret andre steder.
Fremtidens husmand
Den store plan for husmandens genkomst er skrevet af Steen Piper, og den hedder intet mindre end "En nøgle til fremtidens Danmark". Den går ud på, at der skal oprettes 50.000 nye husmandsbrug, der skal være af en størrelse, "så de er for små til at give føden ved ordinær landbrugsproduktion, men store nok til at danne rammen om produktion af varer og tjenesteydelser." Finansieringen skal ske "efter statslånsmodellen, der blev brugt i begyndelsen af århundredet."
Dette skriver han på trods af, at der tidligere i bogen står, at fejlen ved de husmandsbrug, der blev oprettet efter husmandsloven i 1899 var, at de ikke blev større end at manden skulle arbejde ved siden af, og sidste gang man brugte denne model i større stil var i øvrigt i 1950'erne. Dengang byggede man også husmandsbrug, der var for små til at give føden ved ordinær landbrugsproduktion, idet der var brug for fleksibel arbejdskraft i de nærliggende industrier. Det endte i økonomisk ruin og menneskelige katastrofer for de involverede husmænd.
Den slags generer dog ikke Steen Piper - eller måske kender han ikke sin danske husmandshistorie?
En hakke, en skovl og ...
For Steen Piper vil den lykkelige husmandsfamilie genopstå, hvis man blot kan få folk flyttet ud på landet, og hvis man kan se bort fra endnu en detalje, nemlig den, at den nye tids husmænd ikke skal arbejde for føden, for, som han skriver: "De skal selvfølgelig fortsat opretholde de overførselsindkomster som de kom med. Uden ændringer." Den gruppe, der tænkes på, må være de langtidsledige på kontanthjælp. Ud på landet med dem. Giv dem en hakke, en skovl og et socialkontor, så får de åbne, lyse sind og landet bliver atter lykkeligt.
Næste gang jeg ser en flok rødblissede rødder ved containeren bag det lokale supermarked, vil jeg vide, at dér står den ny tids bonde med sin øl og spejder ud mod andre lærkesange.
Det er unægteligt en trist afslutning på den danske husmands historie. Længere væk fra ånden i Køge-resolutionen kan man ikke komme. Hvor er arven efter de husmænd, der stræbte efter frihed og ligeværdighed, og som derved var med til at skabe en demokratisk og social sundhed i den danske befolkning? Er de danske husmænd virkelig havnet der, hvor enhver forestilling om frie og uafhængige borgere i by og på land er afgået ved støttedøden?

*Husmandsbrug - en strategi for forandring. Red.: Bente Bisgaard Thomsen. 192 s. 225 kr. Hovedland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu