Læsetid: 5 min.

Himmelens belysningsvæsen

19. september 1997

Blandt klassikere er Emanuel Swedenborg (1688-1772) nok den eneste, der notorisk kom sovende til sit verdensry. I en berømt dagbog fra kriseåret 1744 beretter han, hvordan han nat efter nat har aflagt besøg i himlen og konverseret med engle og ånder. Fra da af tillader han sig med sindsro at sove ti, elleve, tolv timer i døgnet, og han beslutter at vie det, der er tilbage af hans liv, til studiet af det højeres verden. De næste 28 år sidder han følgelig hver dag ved skrivebordet og skaber værker, hvor al hans erfaring og alle hans kundskaber flyder til for at samles i skrift, der elegant balancerer mellem ren uudgrundelighed og den allermest lysende klarhed.
Denne svenske seer voksede op som søn af en præst, der siden blev bisp. Tidligt fik han lov til at dygtiggøre sig på en flerårig dannelsesrejse, og da han var sidst i tyverne, lå der ham en flot embedsmandskarriere åben. Han udnævntes til kgl. assessor i Bjergværkskollegiet med administrativ indflydelse på en af Sveriges vigtigste næringsveje, og han hengav sig med med stor intellektuel lidenskab til naturvidenskabelige studier. Som tiden gik, skærpedes dog hans interesse for metafysik og religiøse materier, og fra efteråret 1744 lagde han sit liv helt om.
Det resulterede i udarbejdelsen af en vældig dagbog på latin, Diarium spirituale (1747-63), der kom til at danne råstof for de forkyndende skrifter, dels den monstrøse bibelkommentar Arcana Coelestia (1749-56), dels hans læres hovedværker, såsom bøgerne om Himlen og om Engle-visdommen.
Swedenborg betoner, ofte på titelbladet, at han kun skriver, hvad han med sikkerhed har hørt og set. Sin åndelige autoritet henter han stedse i dén himmelske dialog, som han med tiden lærte sig at føre også i vågen tilstand, idelig hen-rykt som han jo var. I sin bog fra i fjor om Swedenborg taler Olof Lagercrantz derfor præcist om sin landsmands "dobbelte statsborgerskab", på jorden og i himlen. Hans hovedsprog var svensk, latin og engelsk, men han beherskede tillige englenes særlige sprog, hvis fonetik, grammatik og betydningslære han omhyggeligt redegør for i bogen om himlen.
Hvad der især adskiller englenes sprog fra vore jordiske, er dets kombination af skønhed og umiddelbarhed. Engle kan blot på et øjeblik, klinkende klart, få sagt, hvad vi andre er halve timer og hele bøger om at få stammet frem. Intet under, at Lagercrantz fristes til at ligne sproget "på den anden side" med poesiens billedsprog, ja, den gennemgående tese i hans på én gang lærde og roligt småsnakkende bog er, at Swedenborgs hele værk må læses som ét sammenhængende digt om et fremmed land med sælsomme love og besynderlige skikke.
Om visionen er "sand" eller ej, bekymrer ikke Lagercrantz. For ham er hovedsagen skriftens sansekonkrete præg og synernes menneskelige direkthed. Derved vil han bygge bro mellem de to positioner, der ellers har præget opfattelsen af Swedenborg. For enten har man som Kant anset ham for galning og fantast, eller man har som 'Den Nye Kirke's folk udnævnt ham til en menneskeåndens Columbus. I det første tilfælde lukker man øjnene for hans indsigt, i det andet æder man alting råt, også det som mest har karakter af spekulativt systembyggeri.
Det særligt kendetegnende ved Swedenborgs holdning er ifølge Lagercrantz, "at han pendler mellem at tro at åndeverdenen konkret eksisterer, og at den helt og holdent må opfattes som symboler og tegn." Respekterer man denne pendulfart som et erkendelsesmæssigt grundvilkår, får man adgang til skatkamre af indsigt.
Det frigørende ved at læse Swedenborg kan illustreres ved en af hans vigtigste drømme, den hvori han så et tempel med porte af perlemor og vægge af krystal, med inskriptionen NUNC LICET, dvs. Nu er det tilladt - nemlig at trænge ind til åndens og troens hemmeligheder ad fornuftens og forstandens vej. Drømmens konklusion røber Swedenborg som et barn af oplysningstiden, men dens iboende princip peger samtidig på sprogets mægtige mulighed: Pludselig må og kan der tales om alt eller næsten alt.
Denne åbning, på vegne af hvemsomhelst, har gjort Swedenborg brugbar for frie, radikalt tænkende ånder som Goethe, Blake, Strindberg og Borges. Hos ham kunne de altid henvende sig, han havde allerede snakket med englene om det hele.
Hvad Swedenborg får adgang til gennem dialog med det andet, kan vi f.eks. se af skriftet De Coelo et eius mirabilibus et de Inferno, ex auditis et visis (Om himlen og dens undere og om helvede, fra hvad der er hørt og set), udgivet 1758. Her lærer vi, at der efter døden venter os én af tre tilstande. Nogle ryger lige lukt i helvede, andre direkte ind i himlen. Resten, det er de fleste, tilbageholdes i åndernes verden, hvor tanke og vilje beredes på hhv. helvede og himmel. En påstand, der unægtelig sprænger begrebet om livslang uddannelse, da Swedenborgs himmel fremstår som en international akademisk folkehøjskole, med biblioteker og med institutter i form af lærdomscentre, hvor enhver kan skaffe sig yderligere indsigt.
Under åndens prøvetid efter døden har vi fortsat en skikkelse, men det sære er, at de enkelte ånders tilstand former deres udseende, påklædning og omgivelser, rækkehusene f.eks. Himlen har egen administration og en udførligt beskreven social struktur, men alt deroppe er samtidig plastisk-fleksibelt, evig foranderligt.
Man behøver vist ikke være dialektisk materialist for at læse Swedenborgs skildring af Himmerigs beskaffenhed som social utopi, drømmen om et fællesskab uden grænser, gennemtrængt af næstekærlighed. Men bogens egen påstand er, at kærlighed i sidste ende er guddommelig i sit udspring. Blot har vi glemt vor oprindelse, eller husker den kun dunkelt.
Swedenborgs skrifter hævder, så kraftigt som muligt, at denne dunkelhed kun er forbigående, og at der andetsteds, men vel at mærke: lige ovre på den anden side, findes et lys, der gør alle ting klare. Eller med seerens egne ord fra Pgf. 126 af bogen om himmel og helvede:
"At der er lys i himlene, kan de ikke fatte, som alene tænker fra naturen, skønt dog lyset i himlene er så stærkt, at det mange grader overstiger middagslyset i verden. Jeg har ofte set det, både om aftenen og om natten. I begyndelsen forekom det mig underligt, når jeg hørte englene sige, at verdens lys i forhold til himlens lys næppe er andet end skygge, men da jeg har set det, kan jeg bevidne, at det forholder sig således. Dets hvidhed og glans er af en sådan beskaffenhed, at det overgår al beskrivelse. De ting, som jeg har set i himlene, har jeg set i dette lys, følgelig langt klarere end de ting, som er i verden."

*Den omtalte bog af Olof Lagercrantz, 'Dikten om livet på den andra sidan', udkom hos Wahlström & Widstrand i 1996. Titelstykket i Frederik Stjernfelts nylig udsendte essaysamling 'Rationalitetens himmel' (1997) beskæftiger sig indgående med forfatterskabet. Standardværket i øvrigt er Signe Toksvig: 'Emanuel Swedenborg. Videnskabsmand og mystiker' (1948, dansk udgave 1949). En god introduktion til swedenborgiansk tænkning giver Einar Molland i 'Kristne kirker og trossamfund' (dansk udgave 1976). 'Den Åndelige Dagbog' blev udsendt på dansk i 8 bd. 1983-95, oversat af Gudmund Boolsen. Wilhelm Winsløws danske version fra 1882 af 'Om Himlen og dens Undere' udkom i revideret form 1971.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu