Læsetid: 5 min.

Hjørner af Miles

1. september 1997

Miles Davis live 1970-74: Fem koncerter genhørt - Plus en ny Kind of Blue og alt med Davis og Sarah Vaughan

Fra 1955 til -85 indspillede Miles Davis for Columbia. Ingen anden jazzmusiker har haft en så langvarig kontrakt med et enkelt grammofonselskab, og ingen anden er blevet optaget så ekstensivt, som Davis blev i Columbia-årene. På højden, dvs. i årene omkring 1970, da Teo Macero var Davis' producer hos Columbia, blev alle Davis-sessions, ikke bare de enkelte musikstykker, optaget rub og stub.
Selv om meget af dette blev udgivet, og der nu findes et halvt hundrede Davis-udgivelser på Columbia, deraf adskillige med flere cd'er, er der endnu meget uudgivet materiale tilbage. Nogen samlet mindeudgave efter Davis' død i 1991 har derfor ikke været realistisk.
I stedet har Columbia koncentreret sig om enkelte hjørner af Davis' enorme produktion. Først blev de samlede kvintet-optagelser fra The Plucked Nickel i Chicago 1965 udgivet i en kassette med seks cd'er, derefter samlede man alle studieoptagelser med Davis og Gil Evans mellem 1957 og 68 i en cd-bog, også med seks cd'er. Disse udgivelser var forbilledlige ved den anvendte arkiv-research, den tekniske omhu og den redaktionelle præsentation.
Som lp'erne
Helt så meget kan man ikke sige om det sidste større Davis-udspil fra Columbia. Her drejer det sig om live-optagelser med elektrisk musik fra årene 1970 til 74: Black Beauty: At Fillmore West (C2K 65138), Live At Fillmore East (C2K 65139), Live-Evil (C2K 65136), In Concert: Live At Philharmonic Hall (C2K 65140) og Dark Magus: Live At Carnegie Hall (C2K 65137). Jeg anfører dem i indspilningsorden, tre fra 1970, én fra 1972, én fra 1974.
De tre midterste har længe været velkendte for os, men den første og den femte kunne i flere år kun fås i Japan, hvor de udkom i 1973 og 77 (det amerikansk-europæiske marked kunne i de år ikke absorbere så mange Davis-udgivelser som det japanske).
I alle fem tilfælde er der tale om dobbelt-lp'er overført til cd-albummer med tilsvarende udstyr, med aktuel digital teknik, men uændret redaktion.
Det sidste er lidt skuffende. F.eks. kunne man passende have ladet anden og tredie 'skæring' på Live-Evils anden cd spille kontinuerligt, når det kun var manglende plads på den tilsvarende lp, der gjorde at forløbet i sin tid blev klippet i to.
Og at der ikke var plads til sidste del af Calypso Frelimo på lp-udgaven af Dark Magus, er ingen grund til at gentage udeladelsen på cd'en, som kun rummer 51 minutters musik.
Uidentificeret musik
I disse år (og en del omkringliggende) spillede Davis ved sine koncerter kontinuerlige forløb, uden ophold mellem de enkelte numre, og musikken blev ofte udgivet uden at de enkelte dele af forløbene blev identificeret. I løbet af de 20-25 år der nu er gået, er der dog blevet sat titler på de fleste af de temaer der indgår i Davis' koncert-collager - således i Jan Lohmanns uundværlige diskografi fra 1992, The
Sound of Miles Davis.
Desværre har udgiverne af de fem dobbelt-cd'er kun delvis fulgt Lohmanns eksempel. Derfor angiver de ikke i tekstheftet til Live-Evil at de sidste fire-femtedele af Sivad i virkeligheden er Honky Tonk, og at Funky Tonk efter 17 minutter afløses af Inamorata, og denne igen, efter 16,30 minutter af den følgende 'skæring', af It's About That Time.
Tilsvarende oplyses det ikke om In Concert at første halvdel af "Rated X" er et ukendt tema; at Theme From Jack Johnson faktisk hedder Right Off; og at det forløb der kaldes Right Off, i realiteten er et ukendt tema. Endelig er kun andet og tredje tema på Dark Magus' anden cd identificeret ("Calypso Frelimo" og "Ife"), mens sættets øvrige seks temaer kun er navngivet hos Lohmann og i David Liebmans noter, hhv. Turnaround, Tune In 5, Funk, For Dave, Vamp og End.
Liebmans noter til Dark Magus er i øvrigt de eneste acceptable. Derimod er Chick Coreas, Jack DeJohnettes, Gary Bartz' og Bobby Prevites til de andre fire næsten ligegyldige og langt under note-standarden fra Plucked Nickel- og Davis/Evans-sættene.
Elektrisk anonymitet
At der er så megen usikkerhed om Davis' repertoire i disse år, skyldes ikke mindst musikkens stærke elektrificering og tilhørende anonymisering. Davis selv er ophavsmand til det meste, og samtidig med at melodik og harmonik træder i baggrunden, kommer det klanglige og rytmiske til at dominere, tilmed i forvrænget form. Instrumenternes karakter udviskes og dermed musikernes individualitet.
I de kollektiver som bliver stadigt mere fremtrædende efter 1970, er der hverken plads til eller brug for stærke individualiteter, ja, selv Davis kan næsten forsvinde i den kollektivt-anonyme musiceren. Mest udpræget i live-optagelser som de foreliggende, studieoptagelserne af det samme materiale er straks mere karakterfulde.
Bedst står sig efter de forløbne år stadig Live-Evil med kombinationen af Davis, Keith Jarrett og DeJohnette, og derefter Black Beauty, som rummer ét langt sæt med bl.a. Davis, Chick Corea og DeJohnette. Langt at foretrække for det kun to måneder yngre Fillmore East-album med fire hårdt nedklippede sæt og elektrisk mudder af Corea i alliance med Jarrett.
Kind of...Vaughan
Udover de mere monumentale Davis-sæt kommer der dog også enkelte genudgivelser, senest en uundværlig nyudgave af klassikeren Kind of Blue (CK 64935/55 min.).
Den har tre attraktioner: De tre første optagelser, som i mange år har været hørt i for hurtige gengivelser, har fået tempoet korrigeret; der er blevet tilføjet en komplet alternativ og næsten ligeværdig version af Flamenco Sketches; og det hele præsenteres i 20 bits-overføring, som betyder at den i forvejen sprøde musik nu klinger absolut himmelsk.
Davis har også en vigtig rolle på Sarah Vaughans In Hi-Fi (CK 65117/65 min.), hvor han medvirker i hendes berømte 1950-optagelser, desværre de eneste der forener de to - i et samarbejde, der kun kan jævnføres med Bessie Smith/ Armstrong og Billie Holiday/Lester Young. For første gang er der to versioner af alle otte indspilninger fra disse sessions, men selvfølgelig er netop alternativ-udgaven af mesterværket "It Might As Well Be Spring" ikke helt komplet (Davis' coda mangler). Træerne skal jo ikke vokse helt ind i himlen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her