Læsetid: 5 min.

Høj på Højholt

12. september 1997

Filminstruktøren Lars Johansson er på slap line og tomandshånd med Per Højholt i et intimt, men ikke uproblematisk videoportræt

ny film
Man skal passe på ikke at blive for fiks på fingrene, siger Per Højholt. Hvis man bliver for dygtig, kommer tingene for let, og så mister de noget af den spændstige nervøsitet, der gjorde de første livtag med kunsten til noget særligt.
Det kan virke, som om filmmageren Lars Johansson har forsøgt at tage ved lære af Højholts indsigt. I sit 58 minutter lange videoportræt - med titlen Højholt - fremstår den fotografuddannede Johansson som en professionel, der tilstræber et spontant og næsten amatøristisk filmsprog, en improvisatorisk ligefremhed, der ikke lægger skjul på filmens egen tilblivelsesproces. Man ser Johansson med kameraet - filmet af en anonym andenfotograf - og unoder som rystelser, ujævne zooms og usikre fokuseringer lægges med demonstrativ konsekvens frem for publikum.
Stilen er givetvis affødt af nødvendighed. Højholt er tydeligt svækket, stemmen er sprukken, gangen usikker og talen uden tidligere tiders spændstighed. Hertil kommer, at den minimalistiske tilgang - en filmmager og en forfatter - synes at være et rimeligt valg til et menneske, der i tredive år har foretrukket den ensomme tilværelse i skovene omkring Silkeborg. Hensigten har tilsyneladende været at lade filmen have notatets og researchsamtalens søgende karakter. Men eksperimentet er kun delvist lykkedes. Som dokumentarist virker Johansson for stiv til at fange de spinkle øjeblikke, hvor Højholt lyser, og stilistisk er han for usmidig. Skødesløsheden nærmer sig et postulat.
På den anden side kan man spørge sig selv, på hvilken anden måde man kunne have realiseret en film om Per Højholt i dag - 10-15 år efter at portrættet burde have været sat i værk. Og man må medgive, at trods svaghederne er det et nænsomt portræt, Johansson har lavet. En defekt film om en defekt mand, kunne man sige. Under alle omstændigheder en levende og organisk film fuld af sprækker og åbninger, hvor man får lejlighed til at iagttage ikke blot forfatteren, men også mennesket Højholt, med to blodpropper og et overdådigt og generøst forfatterskab bag sig.
Savn i utide
Og selvfølgelig sukker vi efter at se ham, Højholt. Manden, der har fået systemdigtning, humor og jysk lune til at gå op i en højere enhed, så man på én gang spidser ører, nikker eftertænksomt og sprutter af grin, når han går i luften. Hvor mange danskere har ikke i gymnasietiden fået et uforglemmeligt kick, når Højholt var på besøg og blæste balloner op, så man helt glemte dansklærerens analysemodeller og bare sugede til sig? Og hvor mange har ikke følt sig ramt på kornet af Gittes underfundige monologer?
Jo, Højholt er sandelig kendt og elsket, selv om han længe mere eller mindre har været gået i hi. Faktisk savner vi ham allerede, skønt man næsten ikke kan tillade sig at sige det.
Når populariteten har kunnet holde, skyldes det naturligvis, at Højholt bag alle maskerne og løjerne er en klog mand. I filmen svinger han mellem uoplagt og nogenlunde oplagt, men selv om ordene ikke længere kommer med samme timing og punch, er der mange guldkorn imellem.
Indledningsvis tager instruktøren sin hovedperson med op på en bakke i nærheden af hjemmet ved Hørbylunde. Herfra er der udsigt til jernbanen, skovene og horisonten. Det gibber af udlængsel og hjemstavnsfølelse i den gamle mand, og fra dette punkt kredser samtalen sig gradvist ind på rødderne, livsanskuelsen, forfatterskabet.
Kunst af kunst
Som en rød tråd gennem kunstsynet løber tanken om, at kunst ikke skabes af liv, men af anden kunst. En form- og materialebevidsthed, som Højholt har taget med sig siden debuten i 1949, og som i årenes løb er blevet krydret med lune og humor, men som aldrig er blevet forrådt.
"Digte skrives ikke med idéer, men med ord," siger han. "Og det lægger i virkeligheden en bombe under meget af den dér bekendelseslitteratur, en litteratur, hvor folk tror, at bare de har det skidt nok, eller godt nok, så kan de også skrive, så bliver de digtere af sig selv. Det gør de ikke. Det er ikke nok at have det sådan."
"Digte skal helst bidrage til følelsen af at være til. Det er meningen med kunsten. Den øger ens fornemmelse af at være til, at eksistere. Ikke som et lykkeligt menneske eller et ulykkeligt menneske, men som menneske i det hele taget. Som bevidst væsen midt i al denne natur."
Der siges mere om litteraturen. Om længslen efter at skrive det perfekte digt, om forbillederne og kollegerne. Og om systemdigtningens erkendelse af, at betydningen ikke er ordets eneste egenskab; det har også en fysisk fremtrædelse og en lyd. Mange steder lurer en lille træthed under ordene - Højholt har sagt det før - men til slut liver manden mærkbart op. Det er, da han løfter sløret for sin store uudgivne roman, hvor Europas tilstand i dette århundrede reflekteres gennem historien om et øre. Værket har titlen Auriculum, det er i seks bind, og Højholt arbejder nu på det femte. Det sjette og sidste bind skal handle om hans eget liv som øre, og heri vil han afsløre, at hele forfatterskabet har været et svindelnummer iscenesat med det ene mål at bane vejen for Auriculum.
Undervejs i filmen drejer Højholt gentagne gange talen hen på døden. Selv en spadseretur på græsplænen fører til overvejelser om, at jorden pludselig kan åbne sig og opsluge ham. Men når talen falder på den store bog, der rider Højholt som en mare, samtidig med at den fylder ham med entusiasme, ser man et særdeles levende menneske, der langtfra har forladt manegen.
Så, tak for filmen, begge to. Højholt flyver lavere nu om stunder, men han kan stadig åbne øjnene for, at man sagtens kan blive svimmel hjemme i sin egen baghave.

*Højholt. Instr: Lars Johansson. Video. 1997. 58 min. Dist.: Statens Filmcentral. Premiere i dag. Fra lørdag: Øst for Paradis, Århus. I Kbh. i Filmhuset fra 16. til 21. september kl. 17.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her