Læsetid: 3 min.

Højt spil om freden i Nordirland

13. september 1997

Freden i Nordirland hænger nu på den protestantiske David Trimble, der kan sikre sig enorm indflydelse eller miste alt

Nordirlands protestantiske partier styrer mod voldsom succes eller total fiasko.
Det største af partierne, der ønsker at Nordirland forbliver britisk, The Ulster Unionist Party (UUP), afgør i weekenden om det vil sidde til bords med IRA's politiske gren Sinn Fein, når forhandlingerne begynder mandag på i Belfast. For UUP leder David Trimble kan en fred betyde, at han bliver leder af et nyt nordirsk parlament. Eller den kan knuse hans karriere, fordi han afstår fra at deltage i Nordirlands mest lovende forhandlinger nogensinde.
Lammende IRA-besked
Protestanterne er i et vigtigt vadested, fordi meningsmålinger peger på, at i hvert fald halvdelen af deres vælgere ønsker, at partierne mødes med Sinn Fein og den irske og britiske regering. Det har partilederne David Trimble (UUP) og pastor Ian Paisley fra det rabiate Democratic Unionist Party (DUP) hidtil afvist, fordi IRA ikke vil afvæbnes, før der er fred.
Men meningerne blev målt før en lammende meddelelse slog ned torsdag: en IRA-talsmand sagde til den republikanske avis An Phoblacht, at de beholder våbnene indtil en politisk aftale om Nordirland er i stand.
Det får David Trimble til at kalde Sinn Feins leder Gerry Adams for en "uærlig person".
"Sinn Fein og IRA er én og samme organisation. De skrev under på Mitchell-principperne for våbenaflevering om tirsdagen og smøg sig udenom om torsdagen," siger han til Information.
Principperne er navngivet efter den amerikanske senator, der formulerede aftalen, hvorunder alle paramilitære organisationer skal afvæbnes.
Imidlertid nævner aftalen intet om hvornår, og Mitchell sagde fornylig, at det var acceptabelt, at afleveringen skete under forhandlingerne.
David Trimble afviser at kommentere sit partis holdning til deltagelse, før han imorgen har mødtes med ca. 100 medlemmer af partiets bestyrelser fra hele Nordirland.
- IRA siger jo ikke, at de ikke vil aflevere, blot at de vil have en aftale først?
"NEJ! De skal give os fred først. Det er dem, som truer freden," tordner Trimble over telefonen.
Våben ikke problemet
Men Trimbles argumenter holder ikke, mener Conall McDevitt, talsmand for det moderate katolske parti, The Social Democratic Labour Parti. Han tror på, at Sinn Fein er indstillet på at fredsprocessen skal fortsætte.
"Vi er skuffet over IRA's udtalelse torsdag, tidspunktet var valgt kynisk og med vilje. Men det får os ikke til at blive væk. Det ville være at bøje af for høgene i IRA, der hellere ser vold og kamp. Vi skal bevise, at de tager fejl. Fjerne deres grund til at fortsætte. Men våbenaflevering skal ikke være en betingelse forud for forhandlingerne, det kan ske sideløbende, så alle giver lidt efter for andre," siger Conall McDevitt. Han mener ikke at det er våbnene, der er problemet, men sindstilstanden hos folk i det delte Nordirland.
"Selvom du afleverer 60 rifler i dag, kan du købe nye i næste uge. IRA og protestanterne ved godt hvor. At en person har et våben i hånden får ham ikke til at slå dig ihjel, men at han har lyst til det gør. Derfor gør vi ikke meget ud af at både protestanter og katolikker har våben - hvis du ikke fjerner lysten til vold, så har du intet opnået."
Karriereknuser
For politikeren David Trimbles karriere kan freden betyde alt. Han er nemlig den sandsynlige leder af et nordirsk parlament efter en fredsslutning, siger viceredaktør Noel Doran fra den ansete irske avis The Irish News.
"Forventningen lige nu er, at unionisterne kommer med i et værelse nærved, men næppe over for Sinn Feins forhandlere."
- Men Sinn Feins Gerry
Adams har jo afvist den form for forhandling?
"Han har ikke noget valg. Men David Trimble har virkelig meget på spil. Hvis han trækker sig, og freden kommer i hus, kan det koste ham karrieren. Er han tilstede ved en succes, så vil han sandsynligvis lede et kommende parlament og blive den mest magtfulde unionist-leder i 30 år. Samtidig har IRA's meddelelse fået utrolig stor opmærksomhed - den protestantiske guerilla LVF (Loyalist Volunteer Force) har ikke erklæret våbenhvile, og fem katolikker er dræbt af protestanter i år. Men IRA har bombet London, og det har tendens til at få mere opmærksomhed end døde katolikker."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her