Læsetid: 4 min.

Med hud og harddisk

22. september 1997

Björk ophæver på sit nye soloalbum på sublim vis grænserne mellem organisk og syntetisk, mellem pop og progressivitet

NY CD
Der hæfter sig mange klicheer til trolden, elverpigen, sælhunden, hardcore-vikingen Björk Gudmundsdóttir. Nogle står umiddelbart på linierne før hendes navn, og flere vil blive tilføjet i den kommende tid, når den islandske sanger og komponists tredje, internationale soloalbum har øvet sin effekt.
For Homogenic er i sandhed en gave til enhver musikskribent. Ikke nok med at man som udøvende i faget kan hente alle superlativerne frem fra øverste hylde, man kan også 'filosofere' spalte op og spalte ned over Björks dobbelte natur som musiker og menneske, over hendes evne til at bruge så modstridende elementer som hypermoderne sampler-loops og traditionelle islandske strygerensembler.
Homogenics kontrapunktiske væsen spejler selvfølgelig historien om Björks barndom på Island med hvad dertil hører af musikalsk nationalarv, hvilket hun som 11-årig demonstrerede med debutalbummet Björk, der primært var nyindspilninger af islandske folkesange.
Og Homogenic fortæller historien om Björk som modnet kunstner. Fra tiden som 13-årig punker i tre forskellige bands over den internationale anerkendelse med den alternative, legelystne rockgruppe Sugarcubes med base i Reykjavik til den kosmopolitiske solokunstner i London i tæt berøring med den blomstrende, elektroniske scene hvis indflydelse tydeligt kunne høres på hendes internationale debutalbum Debut fra 1993. Og det har den kunnet lige siden.
Opskruede isflager
Homogenics første nummer "Hunter" anskueliggør yderpolerne i Björks univers. Ude i højre kanal flimrer et højfrekvent, digitalt trommespor, i venstre pulserer en ulden, syntetisk baslinie. Som et spøgelse væver en digitalt skævvreden harmonika-melodi sig ud og ind af lydbilledet og over det hele, som et klangligt bagtæppe hæver sig sprøde strygere.
På virtual reality- og rytmesiden står Mark Bell fra London-duoen LFO, som har skabt en syntetisk, dybdebombende rytmik, der klinger anløben, rusten, post-industriel, men også vækker associationer til forrevne klipper punkterende trommehinden, opskruede isflager skurrende mod hinanden.
På actual reality- og harmonisiden er det The Icelandic String Octet, som leverer dramatiske, episke, bredt udfoldende strygere som vægtigt modspil til Bells kompakte, ophuggede, bulede cirkler af beats.
Som research til albummet fik Björk sin inspirationskilde siden hun var 14, den islandske radio-dj Asa, til at samle en tilbundsgående historie om hjemlandets musik, og Homogenic er således også en tilbagevenden til en mere nordisk tone, en koldere lyd ovenpå Björks storbyeventyr, der kulminerede i en kulørt og legende grundstemning på det foregående soloalbum Post.
Tæt på huden
Men helheden Homogenic - et ord, der selvfølgelig ikke eksisterer - er trods disse mange bemærkelsesværdige enkeltheder, så langt større end summen af disse. Og det er her modsætningsforholdene opløser sig, her fakta bliver uinteressante og Björks musikalitet den eneste ønskelige virkelighed.
Lad os derfor glemme albummets åbenbare kontraster og istedet påskønne, at Björk i langt højere grad end størsteparten af klodens elektronificerede borgere formår at være et helt menneske, en hel musiker under cyber-uendelighedens byrde.
Fra "Bachelorette"'s tårnende, dramatiske skønhed til "Pluto"'s crashende synthlyde og faxmaskine-rytmik, under "Immatures" frostblå melankoli og i "Hunters" stemningstætte mystik er Homogenic et helt album, en altfavnende, eksotisk, syntetisk, organisk oplevelse.
"If travel is searching and home what's been found, I'm not stopping. I'm going hunting. I'm the hunter. I'll bring back the goods," lyder albummets første ord, og det må man sige at islændingen så sandelig har gjort.
Ikke nok med at Björk rent kompositorisk har begået den bedste håndfuld sange i sin karriere, ikke nok med at Mark Bells elektronik er præcis så knudret og excentrisk, at den synes at besidde eget åndedræt, men helheden, selve oplevelsen synes helt naturlig, ganske ukonstrueret, så fascinerende fremmedartet og alligevel rørende tæt på huden.
Ren techno
Enkelthederne taler ikke imod, men med hinanden, og det gør elektronikken til en ligeså naturlig del af Björks historie som den islandske musiktradition og den nordiske grundtone, som gennemsyrer hovedparten af sangene.
Og hvorfor skulle man også give køb på sin natur når man sætter sin musikalitet i svingninger med elektronik?
"I stedet kan man, hvis ens rødder er stærke nok, række virkelig langt ud i fremtiden", sagde Björk selv ved pressekonference i London i juli, omtalt her i avisen.
I den pressemeddelelse, der følger med Homogenic, kan man også finde Björks egen beskrivelse af hvordan naturens åndedræt under en ensom gåtur på Island kan blive til orkestreret elektronik.
"Det var bælgravende mørkt, nordlysene hvirvlede rundt og lige under dem var et tykt skydække. Jeg kunne se lysene fra alle min barndoms byer spejlet i refleksionerne i skyerne, alt imens lavafelterne kvækkede underneden. Det var ren techno..."
En sjælden vision
Björk, der bliver 32 år til november, har forladt den selvbevidst legende finurlighed, der har givet hende elver- og troldestatus, og har istedet forkuseret på de musikalske, formmæssige eksperimenter.
Popsangen er der stadig, men den er ikke ligeså åbenbar, og istedet er trådt en mere mol-farvet melodiøsitet. Hendes stemme er stadig et evigt fascinerende bekendtskab, men istedet for et væld af sofistikerede fraseringer, er vægten lagt på nærheden, på følelsesudbruddet.
Nær og fjern løber sammen. De intellektuelt stimulerende, udfordrende modsætninger og nytænkninger, der findes i musikken og som skaber en afstand, et behov for at træde tilbage og overskue og forstå, modvejes af Björks intense stemme, de smertende smukke melodier - ikke uden klassisk spleen - og giver islændingen en måske mere risikobetonet dimension i sit nærvær og i sin kunst.
Man kunne kalde det en mere moden plade. Moden som i viljen til at konfrontere sig selv og sine lyttere med de kanter, en personlighed som Björk uværgerligt er i besiddelse af. Og det er en stor personlighed, der her får traditionens lineære historie og elektronikkens dekonstruktion til at gå op i en sjælden vision, en sublim pop- og folkplade for det 21. århundrede.

*Björk: Homogenic (Polygram/One Little Indian). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu