Læsetid: 5 min.

Hulemandens klan

30. september 1997

I forsøget på at tegne et portræt af Poul Nyrup forfalder forfatterne til en tiskesang om hans facon, hans omgangskreds, hans hyperaktive kone og den største sorg i livet

Nyrup

Djævelen ligger i detaljen, ynder en arbejdsivrig Poul Nyrup at sige, da han i hælene på Schlüter slår sig ned i statsministeriet, der endnu runger af rystelserne fra den famøse tamilsag. Her overrasker den nytiltrådte førstemand med en energi og interesse for petitesser, som får embedsværket til at stejle.
I samme ånd er det detaljerne, der er den diabolske ledetråd i den portrætbog, som to Berlingske-journalister med en vis effekt har kastet på sladdermarkedet med et par saftige lunser til forret. Udvalgte medier har med glubende fornøjelse fået lov at svælge i 'førstedamen' Lone Dybkjærs påståede rolle som ustyrlig rappenskralde, i en opløftet julefrokost i finansministeriet med Salman Rusdie som usynlig skydeskive og i Nyrups forhold til datteren og hendes tragiske selvmord.
Nu ligger bogen Nyrup, der i sine fulde 368 sider, så man ved selvsyn kan konstatere, at forlaget Aschehoug med sikker hånd har sluppet det mest salgbare snask ud til kioskbaskernes foromtaler. Resten af bogen, skrevet af d'herrer Henrik Qvortrup og Niels Lunde, er ikke nær så slem, sku' jeg hilse og sige. Faktisk har den sine oplysende sider - i visse detaljer, vel at mærke.
I den politiske biografi er det kommet på mode at droppe de store linjer, analysen, proportionerne og den historiske proces. I stedet er der gået sport i at gengive episoder med en tilstræbt fotografisk præcision: Hvordan hovedpersonen læner sig hen over frikadellemaden, hvordan han kaster sin lighter fra sig eller spytter en replik ud på bordet, så den mandsår senere står og dirrer lige midt i Danmarkshistorien: "Det får du mig ikke til, Svend."
Det er denne tilgang de to journalister har valgt til, som de siger, "at fortælle historien om drengen fra Esbjerg, der gør karriere i fagbevægelsen, når til tops i Socialdemokratiet og til sidst sætter sig i statsministerstolen."

Kildevand
Det er de episodiske situationer, der driver værket, hvis enkeltdele angiveligt er hentet hos mindst to kilder fra henved 200 interviews med "personer, der kender eller har kendt Poul Nyrup Rasmussen" - hvad der i sig selv er en gevaldig mundfuld, eftersom det er en meget snæver kreds, der virkelig kender Poul Oluf Nyrup Rasmussen.
Bogen skildrer snarere de mennesker, der omgiver Nyrup. Hans nøjsomme opvækst i Esbjerg som enebarn af Vera og Oluf Rasmussen, ofte bag nedrullede gardiner (fordi hans storesøster døde af soleksem), den urolige dreng, der blev drillet i skolen ("problembarn med store kræfter og uro i sig," skrev en lærer), hans vellykkede skoleskift, inspirationen fra en kommunistisk lærer og byrådsmedlem, den begyndende diskussionslyst og den første politiske interesse, da statsminister Viggo Kampmann og en ung Knud Heinesen kom til Esbjerg.
"Lyv aldrig og lav dine lektier," formaner moderen, mens han af faderen lærer at bruge sine hænder.
Denne tid tegner et sympatisk billede af en knægt, der ikke får meget foræret, men møder verden med energi og gå-på-mod. Hans tid som student i København begynder med adresse i et telt på Bellahøj Camping, og i studenterorganisationen Frit Forum møder han de kammerater, som bliver hans vennekreds livet igennem. Her er stof til en udviklingshistorie lige efter Pelle Erobreren.

Hulemøder
Blandt de nye venner i Frit Forum er Svend Auken. I jargonen er de 'broder' for hinanden. På deres faste, men diskrete 'hulemøder' støber de to venner de politiske kugler, som i første omgang smører de knirkende hjul mellem deres respektive chefer Anker Jørgensen og LO-formand Thomas Nielsen.
Senere bringer de sig selv tydeligere i front som de kommende forvaltere af det socialdemokratiske velfærdsprojekt, og endnu senere - efter indtoget i statsministeriet - inddrager Nyrup sin gamle vennekreds (Mogens Lykketoft, Gert Nielsen, Flemming Ibsen) til nye 'hulemøder', denne gang på Marienborg.
I mangel af egentligt politisk sprængstof kaster de to forfattere sig med ildhu over andre sider af statsministerens tilværelse: hans kluntede håndtering af de mange 'sager', hans brug-og-smid-væk holdning over for de nærmeste embedsmænd, hans kones optræden som 'førstedame' og hans psykisk ustabile datters selvmord.
Om forholdet til datteren har Poul Nyrup sagt, at han ikke føler, han kan bidrage med råd eller oplysninger til en større kreds. Det var en tragedie, der nær havde fået ham til at opgive sit politiske liv.
Især på den baggrund virker det usmageligt, at bogen nyfigent graver videre for at finde detaljer og endnu ukendte omstændigheder ved denne helt private sorg. Det er de efterladtes sorg, og den må de have for sig selv.
Historien om Lone Dybkjærs indblanding i statsministeriets affærer, hendes rolle som privat eller officiel værtinde på Marienborg og hendes skarpe omsorg for ægtemandens påklædning kan nok tjene som en tak-for-sidst fra anonyme kilder, men kan kun med ond vilje tillægges politisk relevans. Det er guf til frisørsalonen.

Mediesminke
Langt mere ræson er der i den detaljerede skildring af Poul Nyrups legendariske evne til at tørre ansvaret for de uheldige sager af på sine nærmeste rådgivere. Her anes en fatal mangel på dømmekraft, en famlende lederstil og et personligt handlemønster, som end ikke den bedste medierådgiver kan sminke bort fra skærmen.
Iøvrigt må man undre sig over, hvor beredvilligt udvalgte journalister - læsernes frygtløse tillidsmænd - stiller sig til rådighed som sminkøser, når den trængte statschef skal have nationen i tale. Bogen skildrer, hvordan ærværdige kolleger som Georg Metz og Erik Stephensen stiller med den sproglige brillantine før den årlige nytårstale. Men se om det hjælper!
Mere chokerende er dog, at Poul Nyrup øjensynligt har fået råd, vejledning og billig rødvin hos den daværende B.T.-journalist Karsten Madsen, der var Erik Ninn-Hansens fortrolige i tamilsagen - den sag, der banede vejen for Poul Nyrup.
Samtidig med at Nyrup lægger luft til det oprindelige socialdemokratiske bagland - LO, partiapparatet, loyaliteten over for gamle idealer - synes hans behov for rådgivere at øges med faretruende hast.

Efter valget
Bogen giver statsministeren kredit for hans optræden på den internationale scene, men levner ham ikke mange chancer for at fortsætte som Socialdemokratiets førstemand efter et eventuelt valgnederlag.
"Mangelen på store politiske projekter betyder til gengæld, at Nyrup bliver endnu mere afhængig af, hvad befolkningen synes om ham som person. Det er en tanke, som ikke begejstrer Nyrup," hedder det.
Er der også to kilder til dén oplysning?
Med denne bog kommer man tættere på politikeren Poul Nyrup. Der er en solid skildring af hans udviklingshistorie, hans handlemønstre, omgangskreds og antydninger af ensomheden i jobbet, men trods detaljerne i skildringen forbliver personen Nyrup som en lukket bog, og hvad mere kunne man vente?
Ikke alle djævle lader sig finde i detaljen.

*Henrik Qvortrup og Niels Lunde: Nyrup. 368 s. Aschehoug. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her