De hvide liberale intellektuelle har en interesse i at bevare de sortes identitet som adskilt fra de hvides, og vil have positiv særbehandling for at pleje en dårlig samvittighed, mener Abigail og Stephan Thernstrom
INTERVIEW
Der er milevidt fra de plantager og skoler i sydstaterne, som Gunnar Myrdal besøgte i sin tid, til den villa i Lexington, en fashionabel forstad til Boston, hvor forfatterparret Abigail og Stephan Thernstrom bor og arbejder. Både i tid og atmosfære.
- Hvad driver et hvidt amerikansk akademikerpar med en magelig tilværelse til at skrive en bog om racerelationer?
Abigail: "Hvilket andet emne er vigtigere i USA i dag?"
Stephan: "Dette land ville se fuldstændig anderledes ud uden afro-amerikanere. Hver eneste emne af betydning ville antage en anden udformning, hvis vi ikke havde haft en sort befolkning med dens frygtelige historie i USA."
- Præsident Bill Clinton planlægger en national dialog om race-relationerne. Er tiden inde?
Abigail: "Det er ikke en dialog, men en monolog. Én rådgiver har utvivlsomt anbefalet ham at tage intiativet for at komme plaster på såret fra sidste års sociale bistandsreform, der vakte vrede i det sorte samfund. Så Clinton har udpeget en kommission bestående af medlemmer, der tænker ens."
Stephan: "Hvordan kan det være, at ingen sorte konservative tænkere er blevet tilbudt en plads på kommissionen? Ingen vil lytte til en rapport udarbejdet af folk, der er enige."
- I bogen taler I om integration, men det virker som om det sker på hvide Amerikas præmisser. Er det ikke naturligt, at de sorte ser det som assimilering?
Stephan: "Der findes ikke en statisk hvid amerikansk kultur, som sorte skal optages i. Amerikansk kulturliv er broget og enormt kompliceret. I et stort omfang har afro-amerikanere præget den populære kultur, musik og underholdning. Et hvidt forstadsbarn, som lytter til rap-musik, føler sig næppe assimileret i den sorte verden. Sagen er vel, at intellektuelle har en interesse som klasse i, at sorte bevarer deres identitet. Ellers kan de ikke studere race-relationer. Deres forsvar af den racemæssige positive særbehandling skyldes ikke mindst, at kun den sorte elites børn får fortrinsret til de bedste jura- og medicinfakulteter i USA. Hvis de var så bekymret for fattigdom og opløste familier, ville de næppe gå så lidenskabeligt op i positiv særbehandling."
Man kryber udenom
- I skriver, at den manglende ligestilling mellem sorte og hvide i alt væsentlig skyldes andre faktorer end racisme. Især peger I på behovet for at højne uddannelsesniveauet i folkeskolen for afro-amerikanere. Men hvorfor smide positiv særbehandling ud, inden reformer i folkeskolen er blevet gennemført?
Abigail: "Vi ser helst, at den racemæssig særbehandling bliver fjernet med det samme, men vi er realistiske. Det vil ske over mange år. Staterne og universiteter vil gøre alt for at krybe undenom. Den private sektor kan godt lide positiv særbehandling."
Stephan: "Racemæssig fortrinsret har efter vores mening skadet de sorte studerende. På juridiske fakulterer får de de laveste karakterer, få bliver kandidater og næsten ingen består advokateksamen efter. Hvordan kan det lade sig gøre, at vi sender disse unge sorte ind i en konkurrencesituation, som de ikke kan klare? Tænk på, hvor stor en skade, det forvolder på deres selvværd."
- På den anden side må det virke besynderligt for efterkommere af afrikanske slaver, at Israel og jøderne har modtaget kompensation fra Tyskland, at Europa og USA i en vis forstand anvender en anden målestok overfor Israels politik mod palæstinenserne på grund af skyldkomplekset fra holocaust?
Abigail: "Jeg mener, vi kun kan gå fremad. Det fungerer ikke at betale sig fra fortidens synder."
Stephan: "Hvis vi skulle have betalt erstatning til slaverne, burde det have været lige efter borgerkrigen, og mig bekendt er der intet slavesamfund i historien, som har gjort det. Derudover kan alle mulige andre etniske grupper kræve erstatning for uretfærdigheder begået imod dem i fortiden. Det ville være umuligt at styre."
- Men en sort amerikaner, der læser jeres bog, vil rent automatisk konkludere, at erstatning er et legitimt krav.
Stephan: "Det er et godt spørgsmål. En del af svaret er, at USA's politik på dette område har været drevet af en overvældende hvid skyldsfølelse og et ønske om at tilbyde sorte lige muligheder og endda race-fordele som erstatning."
"Strategien har ikke virket efter hensigten, fordi politikerne aldrig rigtigt tog en bevidst og målrettet beslutning om at indføre positiv særbehandling som erstatning for fortidens synder begået mod sorte. I stedet er race-præferencer blevet udstrakt til alle etniske mindretal, også latinmerikanere og asiatere, or ikke at tale om kvinder. Jeg vil kunne have støttet positiv særbehandling for sorte i en periode, hvis systemet fungerede. Men det gør det ikke."
- Betyder det, at staten ikke bør gribe ind og løse dette raceproblemer - at markedet skal tage ansvaret?
Abigail: "Jeg synes, det ville være pragtfuldt, hvis man fjernede nogle af de statslige regler, der tager modet fra de sorte iværksættere. Hvorfor skal en sort kvinde, der ved, hvordan man klipper og reder afrohår, gennemgå et dyrt frisørkursus på 900 timer? Hvorfor kan sorte mænd ikke få lov til at starte deres egne taxaselskaber i New York og køre folk fra fattige kvarterer på arbejde hver morgen og aften? Nej, det tillader byen ikke. En taxalicens koster over 100.000 dollar. Hvem har råd til det?"
