Læsetid: 4 min.

Ild i røven og is i maven

26. september 1997

På noget i retning af deres tredivte album dementerer Rolling Stones veloplagt påstanden om at de er modne til plejehjemmet

NY CD
Man må beundre de aldrende herrer i Rolling Stones alene for det faktum, at de stadig holder sammen, stadig laver plader og stadig giver koncerter - altsammen (næsten) uden at forfalde til selvparodi. Og selvom gruppen næppe kommer til at skrive en "Satisfaction", en "Lady Jane" eller en "Brown Sugar" igen, er gruppens udgivelser her i 90'erne ofte stadig forbløffende substantielle, vitale og vedkommende. Gruppen er kommet op af den kreative bølgedal, den befandt sig i det meste af 80'erne, og lyder atter som om den for alvor nyder det den laver.
Gruppens seneste udspil, Bridges To Babylon, emmer af så gammeldags størrelser som spilleglæde og tæft samt attitude nok til en hel rockerkrig. Her gør gruppen sig atter i en skønsom og typisk blanding af rock, blues, R&B, country og som noget nyt flirtes der ganske let med electronica, hvilket skyldes at det legendariske producerteam The Dust Brothers er indover på tre numre, stærkest på det elektroniske funk workout, "Might As Well Get Juiced", der påviser at flabetheden stadig sidder løst hos den ellers så pæne mand, Mick Jagger - samt pladens nok bedste sang, "Anybody Seen My Baby", skrevet i samarbejde med k.d.lang og Ben Mink.
Her fusioneres en moderne produktion med alt arketypisk stone'sk, til begges udelte fornøjelse. Havde pladen været så (behersket) nytænkende hele vejen igennem som på disse to numre, havde man ligefrem kunne tale om en kreativ genfødsel.
Men som den foreligger kan man nøjes med at konstatere, at der stadig ikke gror mos på en rullesten. For resten af pladens vedkommende er svineriet produceret af The Glimmer Twins i samarbejde med den allestedsnærværende Don Was, der de seneste par år har ageret fødselshjælper for en lang række navne, som er ude over den grønneste ungdom. Men Don Was' adelsmærke som producer er netop at gå efter hjertet af de pågældende kunstneres vision, fremfor at tvinge dem ind i nye baner, og det høres tydeligt - det er årgangs-Stones, det her, ikke mindre, men satengaleme heller ikke mere...
Man kan jo også kynisk fremhæve at både Mick Jagger og Keith Richards har gjort hvad de kunne for at kickstarte hver deres respektive solokarriere, men det helt vilde pladesalg udeblev og man kan næsten kun deduktere, at det plade- og koncertbillet-købende publikum foretrækker dem sammen. Og man må sige, at de komplementerer hinanden godt - hvor Jagger kan være for glat og upersonlig på egen boldgade, har Richards tendenser til at favorisere groove over ordentligt stemte guitarer og holdbare vokalspor. Sammen, til gengæld, får man lidt af begge dele, og det er måske der noget af magien opstår. Thi både som sangskrivere og perfomere kan de to herrer mere end de fleste, hvilket demonstreres flere gange på det ny album.
Bridges To Babylon har været tre år undervejs og ser man bort fra et live- og et unplugged-album, er det kun gruppens anden reelle udgivelse i 90'erne. Til gengæld var det forrige, Voodoo Lounge - det første uden bassist Bill Wyman - én af det års bedste senior-udgivelser - og så indbragte det i øvrigt gruppen dens første Grammy! Men var Voodoo Lounge et langt stykke henad vejen
Keith Richards show, er Bridges To Babylon i høj grad Jaggers, og han er i storform hele vejen igennem, afleverer teksterne med både spunk, attitude og overbevisning og beviser i processen, at få kan skrue en så selvbevidst og ferm rocktekst sammen som ham.
Arketypisk rock
Pladen indeholder først og fremmest fem arketypiske Stones-rockere, fra den typiske åbner "Flip The Switch" - en ikke synderlig fjern slægtning til "Start Me Up" - over funky bluesorienterede sager som "Lowdown" og den pralende og voldeligt inklinerede "Gunface" til "Too Tight", som knapt kan kaldes en sang, men som så mange af Stones' rockede numre blot et nødtørftigt riff, behæftet med ord og et backbeat af den anden verden. Og enten syntes man, at det er lige lovlig lidt - eller også bringer det et fornøjet smil frem på læben: Man kan ikke argumentere for denne form for sangskrivning, hvor der mere er tale om en følelse end en melodi.
Dernæst er der balladerne: Den urtriste blues "Already Over Me", hvor Jagger endnu en gang nakker et eller andet kvindemenneske, men virkelig lyder som om han mener det - hvad der også gør sig gældende for den country-tintede "Always Suffering", der til fulde lever op til sin titel. Blandt pladens bedste numre finder man den stemningsfulde og filmiske "Out Of Control", der med sin luftige Stax-lyd samt Jaggers (!) fede wah wah-guitar lyder som en potentiel single, og den orgeldrevne røvsparker "Saint Of Me", som syltet ind i akustiske guitarer er en usædvanlig appetitlig sang. Tilbage står de tre sange, hvor Richards står for vokalen - den muntre ska-pastiche "You Don't Have To Mean It" er en let, humørfyldt sag, der passer perfekt ind i sammenhængen, hvor han på pladens to afsluttende numre syrer noget ud i indadvendte, akustisk dominerede ballader af mere privat tilsnit - den jamprægede "Thief In The Night" falder lydligt ved siden af pladens andre skæringer og er det eneste sted, hvor Bridges To Babylon bliver lidt kedelig, mens han på det afsluttende "How Can I Stop" leverer en moderne jazzballade med flotte kor samt en imponerende saxsolo fra ingen ringere end Wayne Shorter.
Alt i alt er der ingen grund til at bestille plads på plejehjemmet til disse velpræserverede ældre herrer endnu - de har stadig ild i røven og is i maven, og så længe de kan levere så stensikker en præstation som Bridges To Babylon hver tredje eller fjerde år, er der ingen grund til bekymring.

*The Rolling Stones: Bridges To Babylon (Virgin 7243-8-44712-4) Udkommer i dag!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu