Læsetid: 6 min.

Indvandrer fra en anden tid

13. september 1997

Manufakturhandler Albert Borenhoff var ung andengenerationsindvandrer på Nørrebro i 1940'erne. Til nytår lukker han sin forretning efter 50 år

BLÅGÅRDS PLADS
Det var et ydre pres, der fik de unge andengenerationsindvandrere i Blågårdsgade-kvarteret til at rykke sammen.
"Jeg fik venner, der havde den samme baggrund som jeg selv. Bevidstheden om, at vi havde et hjemland, vågnede og blev meget stærk hos min generation," fortæller Albert Borenhoff.
Han var sammen med forældre og søskende nødt til at flygte fra det land, hvor de havde boet i mange år, og det gav ham og kammeraterne en nærhedsfornemmelse, som ikke ville være opstået, hvis ikke det havde været for krigen og forfølgelsen.
Det ligner en meget nutidig skildring af en flygtninge- eller indvandrerskæbne på Indre Nørrebro.
Men det er det ikke.
Albert Borenhoffs far, Israel, kom til Danmark i 1905 som russisk-jødisk emigrant. Han blev dansk gift, købte det hjemmelavede navn Borenhoff for 33 kroner og 33 øre og arbejdede sig op inden for tekstilbranchen.
Skrædderen Israel Borenhoff var ved anden verdenskrigs udbrud ejer af en forretning i Århus Midtby, hvor familien boede på det tidspunkt. I 1943 måtte familien Borenhoff flygte til Sverige, og efter befrielsen slog den sig ned i København. I 1948 købte Israel Borenhoff Krone-Magasinet, Nørrebrogade 27.
Albert Borenhoff overtog i 1966 forretningen efter sin afdøde far, og i dag har han arbejdet i Krone-Magasinet i næsten halvdelen af den 100-årige herre- og damekonfektionsforretnings levetid.
Basketstøvler og inliners
Men 31. december i år er det slut. Albert Borenhoff har solgt. Til en Sport Master-forretning, der vil sælge basketballstøvler og inline-rulleskøjter.
"Det appellerer til det nuværende kundeunderlag på Nørrebro," konstaterer Albert Borenhoff.
En samtale med den 65-årige manufakturhandler er en rejse tilbage til 1940'ernes jødiske emigrantkultur på Indre Nørrebro. Men også et blik gennem en erfaren handelsmands iagttagelser af livet det sidste halve århundrede. Albert Borenhoff har set "Københavns spisekammer", Blågårdsgade, ændre karakter.
"Det var en livlig gade, dengang sporvognslinie 3 kørte gennem den i begge retninger. Før var der 25-30 slagtere og fiskehandlere i gaden. Nu er der kun Bent tilbage. Og han lukker til den 1."
Albert Borenhoffs blik langs husfacaderne på Nørrebrogade fortæller historier om estimerede detailhandelsvirksomheder, som i dag er erstattet af grønthandlere og pizzeriaer.
"Før var her en detailhandel, der blev drevet med stolthed. Det er, som om den er blevet afløst af noget mere sekundært," siger han.
Impulskøb
"Hvis udviklingen fortsætter... hvis det kundeunderlag, som skal handle nært har andre indkøbsvaner, så tror jeg ikke et øjeblik på, at Nørrebrogade kan genopstå som kvalitetsgade. Men andre steder i Europa - på venstre Seinebred eller i Soho i London - findes der handelsmiljøer, hvor folk kommer for at kombinere deres indkøb med en sjov oplevelse. Når folk driver fra den ene fortovsrestaurant til den anden, opstår der impulskøb. Måske er det Nørrebros fremtid."
Når Albert Borenhoff nu har solgt sin forretning, skyldes det ikke økonomisk dårlige tider. Faktisk var sidste år et rekordår. Men for Albert Borenhoff er det en rar - omend "vemodig" - fornemmelse at kunne lukke "frivilligt" og "med rank ryg".
"Et generationsskifte havde været morsommere, men mine børn synes, at det at være selvstændig er tåbeligt," siger han.
De 2-3000 fattige, østeuropæiske jøder, der indvandrede til København omkring århundredeskiftet "klumpede sig sammen" - først i kvarteret omkring Adelgade og Borgergade i det indre København, siden omkring Blågårdsgade på Nørrebro.
"Der var selvfølgelig ikke så mange indvandrere som i dag, hvor der alene af somaliere er 10.000 i Danmark. Men de var såmænd lige så 'velkomne'. Det var klart, at man hellere så deres hæl end deres tå."
Assimilation
Albert Borenhoffs far og mange andre jødiske indvandrere lagde stor vægt på den totale assimilation.
"Hvis du spørger mig, hvad min far hed, før han købte navnet Borenhoff, kan jeg ikke svare dig på det. For mange jøder var det en befrielse at komme til Danmark - en befrielse som fik dem til at afskrive deres religiøse baggrund. Ligesom mange jøder, der emigrerede til Amerika, smed kalotten og bedesjalet i havet, så snart de så Frihedsgudinden."
Albert Borenhoff roder i sin bukselomme og fremdrager en sammenfoldet kalot:
"Jeg har den altid med. Jeg har ikke haft den på siden... december sidste år, men alligevel kan jeg finde på at køre hjem og hente den, hvis jeg har glemt den en dag. Min far ville aldrig gå med sådan en."
Albert Borenhoffs generation af andengenerationsindvandrere havde ikke de samme konflikter med det omgivende samfund, som drengene på Blågårds Plads har i dag.
"Selvfølgelig var der også dengang justitsministre, som mente, at nu var immigrationen blevet for stor. Og der var antisemitiske blade. Men jøderne var måske mere diskrete. Min far sagde altid: 'Sig ikke noget'. Man skulle ikke markere sig, men levede efter mottoet 'Den, der lever skjult, lever godt'."
De østeuropæiske jøder gjorde sig den yderste umage med assimilationen. De kaldte deres virksomheder 'Skandinavisk Herrekonfektion', 'Nordisk Konfektion' og ' Dansk-Svensk Konfektion' for endelig ikke at skille sig ud.
Socialt ansvar
Bydelsrådet på Indre Nørrebro appellerer i helhedsplanen, der blev vedtaget 20. august, til de lokale erhvervsdrivende. Virksomhederne på Nørrebro skal udvise social ansvarlighed og ansætte unge fra miljøet omkring Blågårds Plads:
"Det er smukke ord. Men ikke så meget andet end smukke ord," siger Albert Borenhoff. De fleste virksomheder på Indre Nørrebro har ganske få ansatte - Krone-Magasinet har tre ud over Albert Borenhoff og hans kone - og der kan gå år imellem, at der er en ledig stilling:
"Der er masser af god vilje. Men evnen er der ikke. Det er de færreste virksomheder på Nørrebro, der pludselig har en ekstra plads stående."
Albert Borenhoff vil ikke høre tale om, at arbejdsløse skal ansættes med tilskud. De vil ikke opnå samme status som de kolleger, der er ansat uden løntilskud.
"Og den dag arbejdsgiveren siger: 'Nu er der ikke mere tilskud, så nu har vi ikke brug for dig mere', vil det være et forfærdeligt nederlag."
Albert Borenhoff tror mere på en indslusningsløn - mellem mindstelønnen og lærlingelønnen - så en ung ansat i løbet af et års tid kan vise, at han eller hun er kvalificeret til en fuld løn. Og så mener han, at mange indvandrere på Nørrebro kunne have gavn af iværksætterydelse til at starte egen virksomhed.
"Det er godt nok en slags tilskud. Men det er et tilskud til at klare sig selv. Og det forpligter ikke andre end dem selv."
Albert Borenhoff er ikke bange for, at en ung araber i forretningen ville skræmme kunder væk.
"Det kunne tværtimod skaffe mig en tilgang fra en kundekreds, jeg ikke kender," siger han.
Jøden - det er mig
Selv har han været ude for, at kunder - uvidende om hans jødiske oprindelse - uforvarende har betroet ham, at de "helst ikke handler med jøder", og peget på en butik på den anden side af gaden.
"Så siger jeg: 'Du tager fejl. Det er mig, der er jøden. Ham derovre er ikke'."
Albert Borenhoff har haft ansatte af en anden etnisk oprindelse end den rent danske.
"Men at sige, at det er udtryk for min sociale ansvarlighed, vil være at rose mig selv for meget. Jeg har haft brug for en medarbejder. Færdig. Ingen skal ansættes, fordi de er gule eller sorte eller muhammedanere. Det er kvalifikationerne, der er afgørende."
Albert Borenhoffs forretning ligger lige der, hvor Fælledvej møder Nørrebrogade. Der har været udkæmpet mange slag mellem politi og demonstranter lige uden for hans vinduer. Og alt for ofte har gadekampene direkte involveret hans store udstillingsvinduer, hvis ruder koster 28.600 kroner pr. styk. Når forsikringen har betalt sin andel, står Albert Borenhoff tilbage med et tab på 14-18.000 kroner pr. rude. Og han finder de mange rudeknusningerne i Krone-Magasinet "forbløffende uretfærdige". Men han har ikke nogen at give skylden.
"Hvis jeg sagde, at det var andengenerationsindvandrernes eller de autonomes skyld, ville det være det samme, som når Pia Kjærsgaard siger, at 'De brænder vores kirker ned'. Hver gang hun gør det, må jeg spørge: Hvem er de? Hele mit liv har jeg været vant til at høre, at 'Sådan er I'. Jeg har måttet tage skylden for, at araberne er blevet slået oven i hovedet i Israel. Men så længe vi har et I og et de, ophæver man også den enkeltes ansvar for sine handlinger."

Tidligere artikler i serien om Blågårds Plads stod i Information 26., 27., 28. og 29. august og 2., 3., og 9. september. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu