Læsetid: 3 min.

Ingen udvidelse uden EU-reform

15. september 1997

Belgien, Frankrig og Italien er klar med erklæring om, at de ikke vil udvide EU uden vedtagelse af en ny traktat. Flere andre lande støtter

bruxelles
Blækket på EU's nye Amsterdam-traktat er dårligt nok blevet tørt, inden tre ledende EU-lande nu er gået i gang med en diplomatisk offensiv for at få den nye EU-traktat ændret så hurtigt som overhovedet muligt.
Gennem længere tid har Belgien forhandlet med en række EU-lande for at få dem med på en fælles erklæring om, at disse lande insisterer på en reform af EU's institutioner, inden nye lande fra Central- og Østeuropa kan lukkes ind i Unionen.
Erklæringen kommer på et dårligt tidspunkt for de danske ja-sigere, for den trækker tæppet væk under et af hovedargumenterne for et ja til Amsterdam-traktaten - nemlig at den er en garanti for påbegyndelsen af en optagelse af de østeuropæiske lande
I weekenden kunne den belgiske avis Le Soir offentliggøre erklæringen som indtil videre har støtte fra Belgien, Frankrig og Italien.
Erklæringens indhold er en konstatering af, at Amsterdam-traktaten ikke lever op til de målsætninger om reformer af EU's institutioner, som blev vedtaget på EU-topmødet i Madrid i december 1995. I erklæringen fremgår det, at de tre lande mener, at det en "ufravigelig betingelse" at der ændres på EU's institutioner inden den første EU-udvidelse.
De tre lande ønsker, at der skal indføres flere flertalsafgørelser, at antallet af medlemmer af Europa-Kommissionen skal reduceres, og at der skal ændres på fordelingen af stemmer mellem landene i EU's ministerråd.
Flere andre lande, især Tyskland, Østrig, Finland og Luxembourg har sympati for de tre landes erklæring, men har afholdt sig fra at støtte den offentligt, fordi disse lande er bange for, at erklæringen vil sende et forkert signal til østeuropæerne om, at deres optagelse i EU vil blive forsinket.
Ja-sigere i knibe
For statsminister Poul Nyrup Rasmussen og de øvrige deltagere i den danske ja-kampagne vil erklæringen fra Belgien, Frankrig og Italien absolut ikke være nogen hjælp.
Af den fremgår det klart, at tre stærke lande, som alle var med til at grundlægge det europæiske samarbejde, insisterer på, at der skal laves en ny EU-traktat, inden EU kan optage nye medlemslande.
Dermed reduceres værdien af den danske ja-kampagnes hovedargument om, at et ja til Amsterdam-traktaten vil være ensbetydende med startskuddet til en udvidelse af EU. Hvis Belgien, Frankrig og Italien står fast på deres synspunkter vil situationen være den, at et ja til Amsterdam ikke vil være tilstrækkeligt for at sikre EU-udvidelsen. Det vil kræve et ja til først Amsterdam-traktaten og derefter et ja til endnu en traktat, som skal forhandles på plads inden de kandidatlandene kan optages i Unionen.
Forud for den danske EU-folkeafstemning i 1992 var der adskillige diskussioner om netop reformer af EU's institutioner.
Diskussionerne handlede om forskellige interne forslag fra Europa-Kommissionen om, hvordan EU's insitutioner kunne ændres sådan at EU kan optage nye medlemslande. Blandt andet forslag om, at ikke alle EU-lande får ret til at udpege deres egen EU-kommissær.
Flere danske ja-politikere mente i 1992, at disse diskussioner som skabte usikkerhed om, hvordan EU-samarbejde ville udvikle sig i fremtiden, var stærkt medvirkende til, at et flertal af danskerne stemte nej til Maastricht traktaten.
Med den planlagte erklæring fra Belgien, Frankrig og Italien ser det ud til, at tilsvarende diskussioner vil dukke op igen, når danskerne næste år skal stemme om EU's nye Amsterdam-traktat.

Side 4:
Arbejderbevægelsens pralhalse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her