Læsetid: 2 min.

Islamister beder Danmark om hjælp

8. september 1997

Algeriets forbudte Islamiske Frelserfront opfordrer i åbent brev til Poul Nyrup Rasmussen Danmark til at agere vækkeur over for den internationale samvittighed

I et forsøg på at vække verden og skaffe en allieret mod folkedrabene i Algeriet retter den forbudte Islamiske Frelserfronts repræsentant i Danmark Abdelwahed Boughanem, nu henvendelse til statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Det sker i et åbent brev, som havnede på statsministerens bord få timer, før en ny, gruopvækkende voldshandling ramte det algierske folk.
Mellem 40 og 80 mennesker blev ifølge hospitalskilder dræbt i udkanten af hovedstaden Algier natten til lørdag under omstændigheder, der er blevet den rædselsvækkende hverdag for landets befolkning. Den algeriske avis Liberte citerer øjenvidner for skildringer af, hvordan kvinder, børn og mænd blev hakket til døde eller fik halsen skåret over.
Foregangsland
"Danmark har før vist sig som et foregangsland vedrørende menneskerettigheder, blandt andet i forbindelse med Kina og Burma. Det er derfor, jeg på den Islamiske Frelserfronts vegne opfordrer Danmark til at gøre noget. Mit håb er, at Danmark kan mobilisere de nordiske lande til i fællesskab at tage Algeriet op i EU," siger Abdelwahed Boughanem til Information. Hans parti stod til at vinde valget i 1992, men blev ryddet af vejen, da militæret kuppede sig til magten og forbød dets virke.
Vold en verdenssag
Nødråbet er en direkte udløber af, at FN's generalsekretær Kofi Annan i forbindelse med sit besøg i Danmark i sidste uge for første gang lod diplomatiets parader falde og slog fast, at Verden ikke længere kan se passivt til begivenhederne i Algeriet.
I det han konstaterede, at omverdenen hidtil har tiet, fordi uroen blev betragtet som et internt anliggende, rejste Annan spørgsmålet om, hvornår en intern konflikt bliver en verdenssag.
"Når antallet af dræbte bliver ved med at stige? Når der på en dag i sidste uge blev dræbt mellem 100 og 300 mennesker? Har vi da en moralsk forpligtelse til at tale, til at påkalde opmærksomheden, til at opfordre til en ende på kampene? Eller læner vi os tilbage?" spurgte Kofi Annan.
Håbet om, at udlandet bryder tavsheden over for den tidligere franske koloni synes i den seneste uge at brede sig i den algeriske opposition. Derimod står militærstyret stadig fast på sin overbevisning om, at konflikten er intern. Det er denne modstand, der nu står som den største forhindring for, at en indgriben kan føre til noget godt.

Baggrund side 3:
Verden må tage et ansvar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her