Eksplosiv vækst i nye instrumenter på finansmarkedet og valutaspekulationer får den amerikanske økonomiprofessor, Charles Kindleberger, til at advare mod uorden og vanvittige kurser på markedet.
Malaysias ministerpræsident Mahathir Mohamad og en af verdens mest magtfulde finansmænd, George Soros, har i den forløbne uge været det helt store samtaleemne på årsmødet for Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF). Dr. Mahathir har kritiseret finansfolk som Soros for at være "umoralske" og for lånte penge at "manipulere" med valuta- og aktiemarkedet.
"Han bruger mig sig som syndebuk for sine egne fejltagelser," svarede Soros på et pressemøde i Hongkong og advarede imod, at et indgreb på kapitalmarkedet vil være "en katastroferecept".
Også Thailands finansminister, Thanong Bidaya, der har nok at se til med at forsvare den nationale valuta, baht'en , har taget til genmæle mod Malaysias ministerpræsident: "At stoppe den (valutahandlen) vil være som at skrue globaliseringen tilbage," sagde han.
Dr. Mahathir erkendte, at han selv løber en stor risiko ved at komme med sådanne forslag til nye reguleringer, og i den forløbne uge har den malaysiske valuta, ringgit, sat nye historiske bundrekorder. Og torsdag nedsatte det amerikanske kreditvurderingsinstitut, Standard&Poors Malaysias langsigtede kreditværdighed fra "stabil" til "negativ" og "uholdbar".
Økonomiens aids
I denne tid kan tilhængere af globaliseringen forenes om en fælles sag; at håne manden fra Malaysia, der vil skrue udviklingen tilbage og "forbyde valutahandel". Men Dr. Mahathir har ikke slået til lyd for et total forbud, som det er blevet fremstillet i dele af verdenspressen. I et indlæg til avisen Wall Street Journal skrev han, at handlen med en valuta bør stoppes, "hvis den opskrives eller nedskrives ud over en bestemt procentsats".
Mahathir er ikke den eneste, der er bekymret det uregulerede globale finansmarked.
For et par år siden kaldte den franske præsident Jacques Chirac, finansspekulation for "verdensøkonomiens aids". Og hans forgænger i embedet, Francois Mitterand, spurgte i en tale på FN's sociale topmøde i København - under stærkt indtryk af den europæiske valutauro i 1992 og 1993 - at "spekulation på få timer kan ruinere det arbejde, som millioner af mænd og kvinder har lavet". Det fik ham til at anbefale, at man indførte en lille procentafgift på kortsigtede finansielle transaktioner, som tidligere foreslået af nobelpristageren i økonomi, James Tobin.
Men professor i international økonomi fra Massachu-setts Institute of Technology, Charles Kindleberger udtrykker i et interview med Information tvivl:
"Jeg tror ikke, at James Tobins forslag om at indføre en afgift på valutahandler er praktisk mulig at gennemføre. Markedsdeltagerne vil bare søge at krybe udenom ved at danne offshore-fonde," siger Kindleberger og henviser til de skattefrie finanscentre, der i de seneste år er blomstret op på bl.a. en række små øer i Stillehavet.
I dag er valutauroen flyttet til Asien og Dr. Mahathir har overtaget den franske retorik. Lovgivningen er uforandret, men markedet er vokset kraftigt og er blevet mere sofistikeret i mellemtiden.
Den daglige omsætning på valutamarkedet har forlængst rundet de 1000 milliarder dollar, og centralbankernes valutareserver er relativt så små, at de ikke kan dæmme op for markedets stormløb ved at lave fælles støtteopkøb af udsatte valutaer. Det eneste modtræk er drastiske forhøjelser af renten, og at føre en økonomisk politik, der igen skaber tillid blandt finansmarkedets aktører.
Sværvægterne
De virkelige sværvægtere på valuta-, obligations- og aktiemarkedet er banker, forsikringsselskaber, pensionsfonde og investeringsforeninger i de udviklede økonomier. I 1993 sad de på en samlet kapital på 21000 milliarder dollar, men beløbet er siden da vokset betragteligt i takt med at fremtidens pensionister sparer op. Det er fonde, som alle små fisk på markedet lytter til og følger.
Den voksende kapital i fondene er med til at tvinge kurserne i vejret overalt i verden.
"Aktiemarkedets kurser er helt vanvittige i øjeblikket, men det skyldes, at der så meget investeringsvillig kapital i verden. Det er svært at stramme pengeforsyningen uden at skabe endnu mere kaos. Vi har et meget stort problem," siger Charles Kindleberger, der selv tror tror, at "vi nu vil opleve et langsomt prisfald."
Han vil dog ikke afvise, at aktiemarkedet kan kollapse igen, som det skete i 1987. "Det kan ske igen, og det er værd at holde øje med," formaner han og henviser til at virksomhedernes indtjeningsevne per aktie er faldet kraftigt i de seneste år.
Der er nogle strukturelle forhold som kan trække i den anden retning. De pengestærke pensionsfonde flytter penge væk fra obligationer og går over til aktier. Det samme gør investeringsforeningerne. Efterspørgslen er groft sagt større end udbuddet af aktier og obligationer. Dette strukturelle overskud får mange til at udtrykke optimisme. Det finansielle marked vil ikke ende med et krak, og at den seneste uro i Asien vil drive over, siger de.
Indtil nu har pensionsfonde og forsikringsselskaber i de fleste lande haft skrappe bånd for, hvor meget de måtte investere f.eks. i udlandet. Men også disse bånd løsnes nu i en stadig mere liberaliseret verdensøkonomi.
Fondene - og fremtidens pensionshavere - udnytter muligheden for at sprede risikoen på mange lande, så de ikke bliver så afhængige af de nationale konjuktursvingninger. De søger til fremmede græsgange og giver dermed yderligere næring til globaliseringen af økonomien.
I perioden fra 1986 til 1995 blev aktiekapitalen på børserne i verdens fremvoksende lande, i Asien, Latinamerika og Øst- og Centraleuropa, udvidet mere end ti gange til ialt til 1900 milliarder dollar. Og kursstigningerne har i den periode været højere end i de udviklede vestlige økonomier.
Men spørgsmålet er om den vækstspiral og det globale investeringsboom vil fortsætte.
Digteriske stoffer
Det er ikke alle sider af det globale finansmarked, der virker stabiliserende. De såkaldte "derivater" udgør måske den største trussel mod centralbankernes og politikernes mulighed for at styre krisesituationer og stormløb fra markedet.
Det er ikke let læsestof, men slår man op i fremmedordbogen, så kan man læse, at derivater er "et digterisk stof overleveret eller trykt gennem folketraditioner".
På finansmarkedet er digteriet omsat til hårdkogte spekulationsinstrumenter - enten for dem, der med en terminsforretning vil gardere sig imod en kursrisiko, eller for dem der spekulerer i valuta,-rente- eller aktiekurssvingninger. De kaldes i finanssproget for swaps, futures og optioner .
Den globale omsætning af disse derivater er vokset eksplosivt i løbet af 1990'erne. Den seneste årsrapport fra centralbankernes sammenslutning, BIS, viser, at der i 1991 blev handlet kortfristede swaps for omkring 4500 milliarder dollar. I 1993 var tallet næsten fordoblet. Men i 1996 var den samlede handel med swaps steget til mere end 24.0000 milliarder dollar! (Det er seks gange så meget som den verdenshandelen med varer og serviceydelser.)
I samme periode tredobledes handlen med futures og optioner til spekulation i rentesatser og valutakurser, og den overstiger 9000 milliarder dollar.
I følge Charles Kindleberger er "derivatmarkedet med til at drive kurserne i vejret, og det har været med til bringe uorden i forholdet mellem kreditgivning og markedets bevægelser."
"Normalt er det reglen, at hvis man skal låne penge for at spekulere i aktier og valutaer, så kan man kun låne op til 50 procent, men hvis man bruger optioner og futures, så kan man spekulere ved kun at skyde 10 procent af kapitalen ind. Derivaterne har bidraget til at skabe mere uro og flere kurssvingninger på markedet," understreger Kindleberger.
Høj gearing
"Soros gjorde et stort arbejde med det britiske pund og den italienske lira i 1992 og vandt 1 milliard dollar, men i 1994 tabte han 600 millioner dollar ved at spekulere i den japanske yen. Men jeg er ikke begejstret for sådanne hedge-fonde, der tager så drastiske positioner på markedet," siger Charles Kindleberger, der dog erkender, at den slags er svært at forbyde i et frit kapitalistisk marked.
Nogle af de seneste års finansskandaler - den britiske Baringsbank, japanske Daiwa, Sumitomo-kobberskandalen - er alle historier om, hvor galt det kan gå, når derivaterne får folk til at kaste sig ud i for højt gearede forretninger.
Eller som den unge Nick Leeson fra Baringsbanken har forklaret: "Der er mange ligheder mellem gambling og verdens handel med futures. Det var ikke rigtige penge. Der var dage, hvor jeg kunne tabe 25 millioner pund. Der var dage, hvor jeg kunne vinde 50".
Leeson forstod ikke at bruge dem rigtigt. Men heller ikke centralbankerne og de økonomiske eksperter ved dybest set, hvilke konsekvenser derivat-markedet har.
Nogle mener, at den store vækst, omsætning og de mange kurssikringsmuligheder gør de globale finansmarkeder mere modstandsdygtige overfor svingninger.
I sommers skrev professor, Steven Weber, fra Berkeley University, i tidsskriftet Foreign Affairs, at "dommedagsargumentet (..) at de komplekse markeder vil spille sammen og krakke samtidig ikke er understøttet af overbevisende teoretisk logik og empiriske beviser."
Men for tre år siden skrev General Accounting Office en rapport til den amerikanske kongres, hvor det påpegede, at derivathandlen er koncentreret hos få store finansinstitutioner, og hvis en af disse bryder sammen, så kan det "samtidig underminere stabiliteten på en række markeder, og det kunne skabe en kædereaktion på markedet, virksomhedslukninger og en systemkrise."
Og fornylig erkendte Den Internationale Valutafond så i en rapport om de finansielle markeder, at "derivatmarkedet rejser nogle afgørende udfordringer til både privat og offentlig krisestyring."
IMF mener, at der er brug for nogle samarbejdsaftaler mellem centralbankerne og større gennemsigtighed på markedet.
Måske vil det krav vinde genhør, når Centralbankernes sammenslutning, BIS, næste år i Juni måned offentliggør en større rapport om netop derivatmarkedet.
